Grænseoverskridende kaos børn

Der har aldrig været så meget i medierne om børneopdragelse og så mange børne-opdragelsesbøger og samtidig så mange forældre, der ikke ved, hvad de skal stille op.

De prøver den ene trin for trin metode efter den anden uden held med frustration og skyldfølelse til følge. I min og i tidligere generationer brugte man skam til at rette børn ind, og hjalp det ikke, hjalp lokalsamfundet til. I dag står forældrene helt alene i frygt for at blive kaldt inkompetente.

Forældrene ved godt at skam ikke virker på børnene, der stiller sig op og siger fra eller får et anfald af den anden verden, men de fleste forældre har ikke fået andre redskaber til at takle konflikterne. Forældre idag forsøger virkelig at møde deres børn, men hvorfor er det så så svært?

Alle dem vi voksede op med i vores barndom: vores forældre, nabolaget, institutionen, og skolen gjorde, at vi konkluderede en masse om verdenen og om os selv, og det er det, der er blevet til vores overbevisninger. Vi er udstyrret med en gps, som er vores intuition og følesesregister, vores indre styringsenhed, der kommer med svar og løsninger. Det har vi haft hele livet, men fordi vi som børn blev udsat for skam og betinget kærlighed, har vi lukket ned for nogle af vores følelser, og vi er gået fra at være indre-styret til at være ydre-styret. Vi stoler ikke længere på vores egen gps, og derfor ser vi hellere, hvad andre mener og gør og følger dem, hvilket betyder, at vi gang på gang overskrider vores egne grænser.

Det kunne være, at du som barn fik overskredet dine grænser ved, at du skulle kysse faster Emma, selvom hun hadede jer børn, og altid stank af gamle cerutter og tis. Eller du blev sendt på værelset indtil du var god igen, fordi du var rasende over at din lillesøster havde ødelagt din dukke, og derved blev dobbelt straffet. Uretfærdigt har du måske tænkt, men din gps må jo være forkert, siden dine forældre ikke var enige, og din lillesøster må betyde mere end dig. Det handlede om at gøre det de voksne sagde, hvilket har formet dig, mere end ladet dig være den, du var født til at være.

Måden vi blev mødt på, fik os til at føle, at vi ikke var ok, som dem, vi var, men rettede ind for at opleve vores forældres kærlighed. Vi konkluderede derfor, at vi ikke kunne stole på os selv, for hvis det vi føler, så som vrede er en forkert følelse, konkluderede vi, at vi var uværdige, og erstattede vores gps med vores forældres, derefter med pædagogernes, skolelærernes, de seje venner i skolegården og siden hen lytter vi til kærester, eksperterne i børneopdragelse osv. osv. Det er blevet så indgroet, at overskride vores egne grænser, at andres følelser kommer først, i forsøget på at føle os vellidte.

Vores forældre havde gode intentioner, de havde bare deres egen baggage, de sloges med, og det er med de overbevisninger, de har overført det til os, i kærlighed til os. Alle forældre elsker deres børn, og gør det bedste, de kan. Vores forældre prøvede at introducerer os til deres verden, og ønskede at skåne os for de ting, de havde lært.

Det handler ikke om motivation eller disciplin.

Vi kan ikke råbe, skrige og tvinge vores børn. Samspil skal komme fra respekt og når vi er autentiske har vi ikke behov for at manipulerer, men det er ikke nemt, fordi vi alle er blevet manipuleret, motiveret eller disciplineret hele vejen op igennem vores liv.

Kun når vi er i kontakt med os selv, kommer vi i kontakt med vores børn. Nøglen er at gå vejen selv og være en inspiration for vores børn.

Jeg har prøvet, at tænke, at nu må jeg tage lederskab! Derefter har jeg stillet mig op foran mit barn, fordi han ville have slik i supermarkedet og sagt: “Ja det ser lækkert ud, men vi skal først have slik på fredag!” Hvorpå han flippede endnu mere ud. Jeg blev fuldstændig desillusioneret og fik endnu mere skyldfølelse over ikke at kunne "styre" mit barn, et barn der gør, hvad der bliver sagt.

Dengang vidste jeg ikke at mit barn spejler mig, og fordi jeg ikke respekterede mig selv, og gang på gang lod andre overskride mine grænser, så det i mit barns øjne ikke autentisk ud, når jeg stod der med mit “NEJ”. Han troede simpelthen ikke på mig – og hvordan kunne jeg forlange, han skulle respektere mig, når jeg ikke engang selv gjorde. Jo, jeg øvede mig i replikkerne, som en anden skuespiller “Nej, det vil jeg ikke have” og til sidst så det rimeligt ægte ud, men det var stadig ikke autentisk. Den type rollemodel ønsker jeg ikke at være for mine børn.

Vi vokser og udvikler os i samspil med vores familie.

Jeg droppede derfor trin for trin løsningerne og alle de velmenende råd, hvis jeg mærkede, at det ikke virkede godt for mig. Jeg gik istedet bagom mit eget og mit barns adfærd. Jeg så på, hvordan han spejlede mig, og begyndte stille og roligt at åbne op for de følelser, jeg havde lukket ned for og begyndte at lytte til min egen intuition. Hver gang jeg blev trigget, vidste jeg, at her var der en uhensigtsmæssig overbevisning, der var værd at dykke ned i.

Det handler om at vi bliver de voksne, vi ønsker, vores børn skal blive, det er meget vigtigere end al vores viden om børneopdragelse.

Hvordan spejler dine børn dig? og i hvor høj grad lytter du til dig selv, eller lytter du mere til andre?

__________________________

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Børneopdragelse og grænseoverskridende kaos børn. Læs mere