Se kontaktoplysninger og profil for Psykoterapeut Kresten Kay

Bølgerne om Danmarks grænser går umiskendeligt højt i øjeblikket. Diskussionen om Danmarks  grænsekontrol har taget fat i hele det politiske cirkus og har, til Dansk Folkeparties undren, skabt furore langt ud over andedammens grumsede vandkant. Selve problematikken er jo skabt på baggrund af politiske forhandlinger – studehandler om man vil – hvor det danske parti har fået vind i sejlene på grund af deres unægtelige indflydelse på den siddende regerings politik. Pludselig reagerer det europæiske fællesskab med opråb om brudte aftaler, frustration over Danmarks afstandstagen fra fællesskabet og tilbagetrækning fra den fælles udvikling.

Politikerne der har udfærdiget rammerne for grænsekontrollen tager til genmæle overfor EU kommissionen og påstår hårdnakket at hvis de kære fællesskabslande blot ville forstå hvad aftalen egentlig indeholder, ville de se at den ikke bryder med aftalerne. Trods EU kommissærens klare bekendtgørelse om at de ganske udmærket forstår og dømmer herfra. Med andre ord er statsministerens udmelding at ”I forstår os ikke rigtigt, hvis I gjorde, ville I give os ret!” og fællesskabets udmelding ”Vi forstår ganske fint jeres forslag og giver jer ikke ret”.

Hvem der har ret og de dybere lag i den politiske situation vil jeg ikke komme nærmere ind på, da jeg ikke kender detaljerne og ej heller vil påstå at kende den egentlige baggrund for politikernes gøren og laden. Men grænser – både lande og personers – er en relevant diskussion i al personlig udvikling og derfor er den nuværende grænsekrise i Danmark et udmærket eksempel på problematikkerne.

Statsministerens arrogance og påstået alvidende indsigt i fællesskabets viden og grundlag for bedømmelse af forslaget, lyser op på egoets nattehimmel som et ganske fint eksemplar af grænsernes begrænsning og bundløse faldgrube.

På baggrund af den igangværende debat vil jeg tage to grundlæggende spørgsmål op - Hvornår er den personlige grænsekontrol for meget? Og hvornår er opretholdelse af dine grænser i konflikt med fællesskabet i dig?

Barndommens grænseland
Igennem barndommen lærer vi alle enten at overse vores grænser, sætte dem for kraftigt eller at have en balanceret fornemmelse af egne grænser versus verdens. Den sidste mulighed er naturligvis et skønbillede og kun den heldige har en naturlig tilgang til grænser og grænsefleksibilitet fra barnsben. Alle os andre må lære vores grænser at kende, lære hvordan vi udtrykker dem og hvordan vi siger til og fra.

Personlig udvikling handler langt hen af vejen om grænser. Om at finde ud af hvad du står for, hvor du går til og hvordan du får udtrykt dette til verden. Der er brug for en hvis grænseforståelse, en hvis fornemmelse for at passe på dig selv og dine grænser. De allerfleste mennesker der har gået i terapi er bekendte med den let genkendelige melodi om grænser og bruger disse som retningslinje i fremtidig udvikling.

Hvis du ikke kan mærke dine grænser er livet unægtelig hårdt. Du har svært ved at mærke hvor du stopper og verdenen begynder. En oplevelse af kaos og uoverskuelige relationer. Verden vælter med andre ord ind over dig og du står langt hen af vejen uden modtræk. Derfor er arbejdet med at kende dine grænser ganske nødvendigt og er med til at give selvværd og selvtillid. Samtidig giver dette arbejde indsigt i dine ressourcer og sårbarhed. 

Men det modsatte kan også være tilfældet. Når dine personlige grænser begrænser dig og din udfoldelse i fællesskabet. Hvis du er alt for ”god” til at sætte grænser og gøre opmærksom på hvor verdenen slutter og du begynder, uden at ville bøje disse i fællesskabets tegn. Hermed afskærer du dig effektivt for konstruktivt samarbejde og fællesskab. Dine tydelige grænser bliver dermed statiske uden bevægelse.

Eksempelvis kan en grænse opnået igennem den personlige udvikling være at du ikke spiser kød. Det er sandsynligvis fornuftigt og kan ikke skade nogen. Men hvis denne grænse udvider sig til at du ikke vil spise sammen med andre der spiser kød – ja – så afskærer din personlige grænse dig fra et væsentligt socialt fællesskab igennem måltidet. Det kan også være at du mediterer hver evig eneste morgen klokken syv (som der står i alle bøgerne om personlig udvikling du har læst, at du skal) og derfor ikke kan tage med til dine bedsteforældres guldbryllupsmorgen, hvor der er morgenvækning med sang, wienerbrød og gammel dansk, netop klokken syv.  

Grænser og udvikling
I mine øjne handler grænser, som al anden udvikling, om vekselvirkning og refleksion. Hvis du reflekterer over dine grænser, hvilken måde du vil udtrykke dem og hvordan du vil leve dit liv, bliver grænserne fleksible og udviklende. Hvis ikke, lader du dig forsvinde i grænsekontrol og eksklusivitet. Grænser er aldrig virkelig statiske og er altid under udfordring – i hvert fald så lang tid du vælger at indgå i samarbejde med andre mennesker eller verdenen som helhed. Når du først, igennem den personlige udvikling, har lært dine grænser at kende, lært at give udtryk for dem og vide at du kan gå væk, trække dig, hvis disse bliver overtrådt voldsomt, så er det ved at være tid til at lade grænserne udvides og have fokus på Vi-udvikling. Se om livet måske kan byde mere, eller om der er brug for at sætte flere grænser i fællesskabets tegn.

Når verdenen og andre mennesker omkring dig vil dig noget, er grænserne et redskab til at rumme både udfordringerne og dig selv. Mange er af den opfattelse at grænser handler om hvad man vil og ikke vil. Det gør de naturligvis også. Men grænser mærkes først og fremmest i kroppen. Som et ubehag. Eksempelvis når et andet menneske står for tæt på dig. Hvad sker der i dig? Måske bliver du utilpas, får lidt ondt i maven, bliver urolig og har måske lyst til at flytte dig. Disse kropslige signaler er din krops måde at vise dig at dine grænser helt konkret bliver overtrådt.

Hvis situationen er anderledes, mere nuanceret, som en fremtidig arbejdsopgave eller subtil manipulation fra familie eller venners side, er det de samme signaler kroppen giver dig. En fornemmelse af ubehag, uro og rastløshed. Signaler til dig om at der foregår et eller andet der lægger pres på dine grænser.

Hvis du er kontrolleret af dine grænser, vil du straks give udtryk for dette ubehag, tage kampen op eller flygte fra situationen. Omvendt, hvis du ikke er bevidst om dine grænser, vil du blot flyde med og lade ubehaget være en del af din hverdag. Begge løsningsmodeller fjerner dig fra fællesskabet. Ved at trække dig eller kæmpe for hårdt med næb og klør, fjerner du dig helt konkret fra samarbejdet. Ved at blive i ubehaget og se stort på dine grænser – fjerner du dig fra dig selv.

Vekselvirkningen og dermed kontinuerlig udvikling opstår når du på en og samme tid formår i udgangspunktet at blive i situationen og reflektere over den. Give dig selv lov til at udtrykke ubehaget og søge i samarbejde at forandre situationen så ubehaget enten forsvinder eller ender på et tåleligt niveau. I sagens natur kan dette ikke altid lade sig gøre, og så må du vælge om du vil samarbejde med dig selv eller vælge dig selv fra. Begge valg har konsekvenser – som alle andre valg – så spørgsmålet er hvad du kan leve bedst med fremover. Du har et valg og nogle gange kan et temporært ubehag være bedre end en konflikt under familiemiddagen (igen!). En konflikt der måske, måske ikke, skal tages op på et senere tidspunkt.

At vedholde at dine grænser altid skal overholdes er det samme som at fjerne dig fra fællesskabet og udvikling. Du kan ikke indgå i et fællesskab, eller et samfund, uden en eller anden form for tvang. Forstået sådan at der er spilleregler. Regler som fællesskabet fordrer og som langt hen af vejen må overholdes for at du er en del af samarbejdet. Spilleregler som du må indfinde dig under for at få mulighed for at ændre på dem i fremtiden. Du må altså spille med et stykke tid for at få mulighed for at ændre spillet. Nogle gange kan samfundets tvang udvikle dig eksempelvis igennem skolepligt, andre gange må du fjerne dig fra fællesskabets snærende bånd, søge andre fællesskaber, for at udvikle dig. Ved at distancere dig en smule til dine grænser, lytte til dem og lege med deres fleksibilitet, opnår du at den statiske stilstand forsvinder og læreprocessen går i gang. En læreproces der indebærer refleksion over forholdet mellem ’Jeg’ og ’Vi’.

Landegrænser og personlige grænser
Når regeringen falder for Dansk Folkeparties krav om grænsekontrol og affærdiger fællesskabet i form af EU kommissionen, som dårligt informeret og ikke vidende, er det tale om en statisk grænsekontrol der fjerner danskerne fra fællesskabet. At holde på danskernes ret til at kontrollere egne grænser mere og mere, er det samme som at forsvinde i Jeg’ets grænsekontrol. Her er ingen udvikling og ingen fornemmelse for fællesskab ud over de ”normale” danske grænser.

At der så kommer argumenter på banen om at Dansk Folkeparti i grunden er udansk, kan jeg kun bakke op om, da danskheden i mine øjne ikke ekskluderer ’den anden’, men netop tager vare om fællesskabet – også den samhørighed der rækker ud over de menneskeskabte og dermed illusoriske landegrænser. I mine øjne, og derfor naturligvis ikke en endegyldig sandhed, er danskhed, så vel som menneskelighed, lig med gæstfrihed, tolerance, fællesskab, kærlighed og åbenhed. Kvaliteterne som ethvert søgende menneske sikkert vil nikke genkendende til som en del af den personlige udvikling. Åbenhed og tolerance kræver fleksible grænser – personlige grænser og landegrænser, der ikke er groet fast og fået status af ubrydelige.

Grænsen mellem ’Jeg’ og ’Vi’ er flydende. Og skal være det for at udviklingen fortsætter. Du lærer hele tiden nye aspekter om dig selv at kende igennem fællesskabet og de er med til at forandre dine relationer og forhold til andre mennesker. Ved at tage ansvar for dine grænser, velvidende at de er fleksible og uden forventning om at andre altid accepterer dem, opnår du frihed til at vælge mellem fællesskab og selvstændighed. I nogle situationer vil selvstændighed og fællesskab gå hånd i hånd et stykke tid. At konstant fast holde og endda genoprette danske eller personlige grænser vidner om frygt for et fællesskab som vi ikke kender endnu. Et fællesskab som vi endnu ikke kender omfanget af og endnu ikke kan tage stilling til. I historisk perspektiv har de frie grænser i EU blot varet et øjeblik, så mulighederne og nærværet ses endnu ikke. Dog reagerer Dansk Folkeparti blindt på det initiale ubehag og vælger at træde væk fra mulighederne for at beskytte et illusorisk dansk ”Jeg”, bundet i en statisk tro på at dansk kultur og tradition ikke er flytbare og ikke skal være det.

I forhold til personlig udvikling er spørgsmålet langt hen af vejen det samme – vil du lade Jeg’ets parti strengt kontrollere dine genopdagede grænser, eller vil du give fællesskabet delvist mandat til at lade dine grænser være fleksible og flytbare for menneskeheden i dig? Vil du være din egen lykkes smed, eller vil du arbejde i menneskehedens lykkelige smedje?

Det er et spørgsmål som kun du kan besvare. Men et væsentligt spørgsmål for det angste ensomme ’Jeg’, som for det frygtsomme ensomme ’Danmark’.

Alt godt
Kresten Kay
Psykoterapeut MPF og fast artikelskribent på levlykkeligt.dk
NB: Kresten Kay holder ferie i denne søde sommertid; derfor kan der gå en rum tid før han han evt. kommenterer.