Godhedens pris - en Pleasers erkendelser

Anonym

Jeg har datet og været i relationer med flere, hvor jeg ikke følte mig god nok eller elsket, og erfaringerne efterlod mig altid undrede over, at WTF var sket.

Jeg var 100 % overbevist om, at kærlighed skulle der kæmpes for. At jeg kunne redde eller få et menneske til at elske mig.

Voksne børn af alkoholikere eller stærkt omsorgssvigtet børn er ofte meget loyale, empatiske, rummelige. Vi kender til svigt, men vi glemmer også hvor dybt, det ligger i os, at det ikke er tilladt at være os selv.

Vi frygter ensomheden, en fundamental tomhed, vi binder op på at blive elsket og hvis jeg nu bare giver lidt mere, taget lidt mere ansvar, eller er lidt mere kærlig, så er jeg sikker god nok. Jeg ville så gerne vise at jeg var hel. Vi er trænet til disse mønster og når vi ikke opnår det vi ønsker, så kommer skammen. Dyb og alt fortærende. Vi bliver medafhænginge, der vil gøre alt for at blive elsket.

Her er hvad jeg indså, jeg havde gjort/gør. 

1. Jeg var for god.

Jeg var altid høflig, forstående og meget rummelig. Jeg var den pige, der ville sige det var okay, at kæresten ikke havde ringet op eller endnu engang ikke havde overholdt en aftale. Jeg satte mig selv på standby og ventede tålmodigt. Dette er bare perfekt til den giftige person, fordi de kan lide at udnytte niceness. Desværre gjorde for meget pænhed mig en dørmåtte for dårlig opførsel.

2. Jeg tror på det bedste i mennesket

Jeg forsøger altid at se det gode hos mennesker, men ærligt, det bør ikke være reglen med giftige mennesker. Jeg gav giftige mennesker fordelene ved tvivl, så deres historie og deres savn, og så ikke ind bag facaden. Jeg så og hørte det jeg gerne ville. Det var jo et kendt mønster for mig, det ligger dybt indkodet. Selvom min intuition skreg til himmelen om at høre efter. Jeg var altid villig til at gå på kompromis, mens de aldrig gav mig samme høflighed, fordi de var egoistiske og selvcentrerede.

3. Jeg var deres håb om forandring

Jeg er en kvinde, der udadtil virker i balance med en sund etik og moral. Dette kan være temmelig tiltrækkende for en giftig personlighed, som f.eks en alkoholiker, arbejdsnarkoman, sexafhængig eller anden  afhængighed, fordi han eller hun tror, ​​at mine gode vaner vil kunne gøre en forskel.  Men problemet er, at et giftigt menneske sjældent ændrer sig - og efter en periode søger væk, finder nye offer, hvor de kan blive tanket op.

Men paradokset er, at medafhængig selv kan være utrolige intimiderende og sidder dybt forankret fast i offerrollen.

4. Jeg var en fikser.

Jeg var den slags kæreste, der ville forsøge at ændre giftige personlighed. I starten fordi det var noget jeg kendte til. Hvis jeg fiksede problemet, så ville jeg blive elsket. Jeg gjorde det som barn og tog det med mig op i mit voksen liv. Jeg var vant til at sige: "Hvis han eller hun bare ikke var en misbruger, så ville tingene fungere" eller "Hvis han eller hun lige ville ændre sig, ville vores relation være godt." Problemet er igen, ingen ændre sig med mindre de selv vil. Mit billede af virkeligheden var forvrænget af en illusion, en drøm om ubetinget kærlighed og anerkendelse, et savn der sidder dybt i kroppen.

 Det gjorde jeg i håb om at få kærlighed og anerkendelse til gengæld, men det viser sig ikke sådan. Beskadigede mennesker ved ikke, hvordan de skal elske, og som til svare mit eget mønster, jeg viste ikke hvordan kærlighed og anerkendelse modtages.

5. Jeg er også så empatisk.

Giftige mennesker mangler empati, men kan ofte spille en rolle de kan vinde en Oscar for.

Jeg lod mine følelser komme i vejen i stedet for at se den kolde, hårde sandhed: Det var mennesker, der ville gøre alt for at få det, de ønskede.

Men qua min barndom, har jeg lært empati. Jeg gik ind i en relation med et barns naivitet og ønsket om at blive elsket hvis jeg bare var empatisk nok.

6. Jeg havde opgivet på kærlighed.

Giftige mennesker vil ikke være sammen med en kvinde, der har en sund tilgang til kærlighed, for da ville hun ikke spilder sin tid på dem. Efter nogle dårlige erfaringer var jeg blevet forladt af kærlighed - og giftige mennesker kan lugte det fra en kilometer væk.

Så når et charmerende, men giftigt menneske kom ind i mit liv og gav mig rigtig opmærksomhed , var det let at falde for det og tænkte, at det var fantastisk, men jeg nok ikke fortjente det. Han eller hun kunne så bruge det til hans fordel for at få det, han ønskede af mig.

7. Jeg havde ikke sunde grunde.

Jeg var for meget af en giver og blev i et forhold hurtigt til en martyr. Jeg ville tage fat på alle problemerne problemer og drama, forsømmer mig selv og mine behov. Det var for let for de giftige mennesker at få mest muligt ud af dette så længe jeg sidder fast og syntes det er synd for mig.

Jeg havde en skjult dagsorden, at når jeg gav ubetinget ville jeg få det samme igen. Et uopfyldt behov fra barndommen.

8. Jeg var en god lytter.

Et giftigt menneske elsker at tale om sig selv i flere timer. Jeg har altid været en god lytter, som mennesker vil tale med og betro sig til.

Men med giftige relationer sad jeg fast i deres selvtale, fordi de vidste, at jeg var typen der ville lytte og bekræfte dem på de rigtige steder.

9. Jeg var selvudslettende.

Jeg er var også den slags person, der ikke kan lide at stille krav til mennesker eller relationer. Jeg kan godt lide at gå med strømmen og være en del af fællesskabet . Men det gør det meget nemt for giftige mennesker at overskride mine grænser, fordi jeg var bange for at blive lukket ude.

10. Jeg har ikke værdi selv.

Jeg havde ikke meget selvtillid eller selvkærlighed, hvilket gjorde mig til det perfekte bytte for giftige mennesker. Hvis jeg ikke værdsætter mig selv, er jeg ofte endt op med andre der ikke værdsætter mig.

Hvorfor har jeg og mange andre sat fast i dette mønster?

Årsagen ligger ofte vores barndom, hvor vi ikke er er blev mødt og anerkendt som det vi er. Vi har ikke fået lov til at udvikle os og for at overleve, har vi udviklet nogle overlevelsesstrategier der skulle forhindre os i at blive forladt.

Begrebet tidligt forladthedssyndrom giver overordnet set sig selv, da der er tale om en form for tidlig følelsesmæssig forladthed, i den første del af barnets liv (som oftest de første 3 år). Forladthedsdynamikken kan også have være mere omfattende i barndommen, så denne ikke kun er centret til den første del af barnets liv.

Denne mere omfattende forladthedsfølelse bunder ofte i en følelsesmæssigt distanceret og afstandtagende tilknytning, hvor barnet ikke har mødt nærhed og ubetinget kærlighed, der har være følelsesmæssige betingelser, for at modtage kærlighed og omsorg.

I sådanne sammenhæng er forladthedsfølelsen bundet op på, at barnets behov ikke er blevet tilgodeset og barnet lærer derved en tidlig selvudslettelse, hvor egne behov og følelser tilsidesættes, for at blive det elskværdige.

En tilknytning vi som voksne taget med os igennem livet og vores relationer.

Målet er at lære den trygge tilknytning hos os selv og ja, jeg kan falde i. Men det er også en del af at være menneske og lære om livets finurligheder.

At kunne blive tryg i at lave fejl og lære.

Kærligst

Bettina Pedersen 

__________________________