Så sker det altså.
I morgen afleverer jeg min ansøgning om at tage et nyt efternavn, Kalsmose, på kirkekontoret.
Og så har jeg booket et fly til New York og lejet min lejlighed ud for at skaffe penge til rejsen. For at det skal kunne lade sig gøre, er jeg altså blevet midlertidig posedame, der kører rundt med alle mine ting på cykel og bor hos venner og familie rundt omkring i København.
Jeg har ikke nogen kæreste. Heller ingen børn. Og selv om jeg ønsker mig det, så er fordelen nu, at jeg har min frihed. Jeg er fri til at gøre, hvad jeg vil og realisere mine drømme.
Nogen gange snakker jeg med min søster om hvorfor personlig udvikling og transformation behøver at være så hårdt og ikke sjovt.
Jeg arbejder med coaching og kommunikation. Hun er kunstner og har også coachet andre kunstnere. Vi har begge taget nogle U-turns i livet – nogen af dem frivilligt, nogen af dem med ryggen mod muren. Vi har begge gennemlevet det kaos, det er at skabe en ny virkelighed for sig selv. Og til at begynde med føltes det lidt som at dø. Hvorfor? Når det, der var på den anden side føltes så godt?
Min søster har altid været den mere handlingsorienterede af os. Jeg er filosoffen, tænkeren – hun er skaberen. Tag enhver selvhjælpsbog og du vil finde alt det jeg ved og lærer andre. Det er alle de ting hun har gjort.
Ikke at jeg ikke har min egen praksis, men den er ligesom lidt mere blød end hendes. Jeg dyrker yoga, hun skifter navn. Jeg mediterer, hun flytter til et andet land.
En kombination må være powerful, tænker jeg. Og faktisk, som landet ligger nu, er hun, den frihedssøgende af os, glad med hus, mand, bonusbarn og hund at tage sig af, mens jeg, den mere tryghedssøgende, er glad for at have min frihed til at eksperimentere med min virkelighed.
Så det har jeg tænkt mig at gøre. Være spontan og kreativ og nyde hvert et øjeblik. Gøre det lidt sjovere - og ikke kun hårdt at udvikle mig.
Jeg håber, at en symbolsk handling som det at ændre mit navn vil bringe den kreative side af mig til live. Ved ikke helt hvordan endnu, men det finder jeg ud af snart. Afgang om lidt.
__________________________
Kommentarer
log ind eller opret konto for at skrive kommentarer