Frustration i parforholdet

Anonym

En forvirret mand i parforholdet kan ikke give dig dét, du har brug for og længes efter i jeres forhold.

KENDER DU DET HER:

Du føler dig vred på sin partner, måske er det i blandet modstand, hævngerrighed og håbløshed?

Fordi du føler, du ikke kan få det, du har brug for

Du føler dig måske også såret, afvist og ikke så vigtig

Jeg kender det alt for godt

Jeg har brugt meget tid på at være i den  drænedne tilstand og jeg må indrømme, at jeg har brugt lige så meget tid på at angribe min partner med sådan en slags frontal angreb, hvor jeg slyngede om mig med anklager:

DU kan ikke rumme mig, DU sårer mig hele tiden, DU hører ikke hvad jeg siger, DU….(fyld selv ind).

Indimellem kunne jeg også godt finde på at komme med en lille psykologisk analyse af hans adfærd. Og jeg serverede den for ham – selvfølgelig. Der skulle da nok hjælpe på vores kommunikation. (Or not!!).

LIDT PINLIGT

Lidt pinligt synes jeg selv i dag. Samtidig har jeg også stor stor medfølelse for mig selv, for jeg anede ikke mine levende råd. Jeg var simpelthen og kort og godt – lost. Med stort L. Som i Lost. Og det påvirkede min livskraft. Dengang var jeg bare for forvirret til at se det. Sammenhængen altså.

Og jeg kunne slet ikke komme til bunds i mig selv og finde ud af hvad det EGENTLIG var, jeg gerne ville have. 

Så det jeg kommunikerede ud, var ikke tydeligt. kongruent og sårbart

Det var uldne budskaber, fordi jeg faktisk ikke vidste, hvad jeg DYBEST set havde brug for

Jeg hvade ikke den rette viden om, hvad en kvinde helt inderst inde, har brug for i en relation

Derfor kunne jeg ikke sætte ord på det

Og derfor kunne han ikke "høre" mig

DET ENESTE, JEG KUNNE MÆRKE

Det eneste jeg sådan kunne mærke, var en masse forvirrende og modsatrettede følelser og energier inden i. Ikke hele tiden selvfølgelig, men med regelmæssige mellemrum ”groede og spirede” alt det her inden i mig. Og når det kom, blev jeg også bange, fordi jeg ikke bare kunne få det til at gå væk. Eller ”bare” kunne opføre mig ordentligt. Men det kunne jeg altså ikke.

Samtidig undrede jeg mig også over mig selv. For egentlig synes jeg jo jeg var et rimelig kvalificeret menneske: jeg er psykoterapeut, parterapeut og coach og meget andet og jeg har arbejdet med mennesker i mange år.

Åh, det var også pinligt, for jeg synes jo egentlig at jeg burde kende ”løsningen”. Men alle de værktøjer jeg havde med mig, de virkede altså ikke lige så godt, når det var mig selv, der var på glidebane. 

Gennem årene har jeg også fundet ud af, at mange almindelige terapeutiske værktøjer ikke hjælper kvinden, når problmemet er, at hun ikke føler sig glad og tryg i forholdet

Det er noget andet, der skal til

Blandt andet er vi nødt til at komme i forbindelse med vores essens - den, der kan fortælle os, hvad vi, som den unikke kvinde vi er, på et helt dybt niveau, har brug for, for at vi kan føle os støttet i livet (og af manden).

Det indebærer, at vi kigger på ting som vores:

- Ubevidste overbevisninger om, hvad vi tror, vi fortjener og kan få - i livet og kærligheden

- Commitment til os selv - stiller vi op for os selv, eller gør vi ikke

- Vores viden om mænd og deres kærlighedsadfærd og commitment triggere

- Mod til at være kongruente, tydelige og sårbare

- Indre "dronning" - hvad er temperaturen på hende? Tør vi være tydelige og selvstøttende, og vælge det fra, som ikke tjener os?

MIN PARTNER LEDTE MIG PÅ VEJ, OG DET GJORDE ONDT:

Det var faktisk min partner, der gav mig det første clue til at jeg begyndte at kigge med andre briller på dynamikken i mit parforhold. Og på min egen rolle. Og på hvordan jeg ikke holdt særlig meget af mig selv, hvis jeg ikke lige syntes jeg kunne ”opføre mig ordentligt” og være en sød pige.

En dag sagde han: ”Helena”  ”Jeg kan ikke finde ud af, hvad det er der mangler i vores forhold. 

Jeg har prøvet alt og jeg har siden vi mødtes, prøvet at regne ud, hvad der skal til for at vi ikke opfører os som fjender over for hinanden, når the going gets tough. Men jeg ved ikke hvad jeg skal gøre mere. Jeg ved ikke hvordan jeg skal gøre dig glad og lykkelig. Og jeg føler, jeg er ved at give op. Også fordi jeg ikke kan holde til dine angreb, din hovedløse vrede og det, at jeg åbenbart gør alting galt”.

Det gjorde ondt....

Nu havde jeg jo gået her og egentlig synes jeg var berettiget til at mene, at det meste af al den dårlige kommunikation og afstand mellem os, var hans skyld.

Og så står han der og siger, at han faktisk havde kæmpet bravt ved min side og prøvet alverdens ting for at gøre mig lykkelig. Og glad. Og tilfreds med ham.

Den sved. Jeg var helt paralyseret kan jeg huske. Og jeg var nødt til at trække mig ind i min kvindehule. Og derinde skal jeg lige love for, at jeg kom ud på The Lonely Følelses Highway: skamfuld, frådende, selvretfærdig, forladt, rædselsslagen, krybende, needy, selvværdsløs og VRED. Og bare sådan generelt; det kan han bare ikke tillade sig.

Men jo, det kunne han. Selvfølgelig kunne han det. (Egentlig savnede jeg jo også, at han mødte mig med maskulin styrke og tydelighed – og kærlighed, som det jo var).

JEG MÅTTE GIVE SLIP - OG GÅ EN NY VEJ:

Og lige pludselig en dag, da jeg sad der allermest tom og kærlighedsfrustreret, så skete der noget.

Jeg accepterede det. Det hele. Alle de der ”Jeg vil gerne have i går væk, så jeg kan være en perfekt og god pige” følelser, der rasede rundt inde i mig. Jeg opgav at gøre modstand og lod dem skylle ind over mig, mens jeg tudede og prustede.

Og bagefter følte jeg bare total kærlighed og medfølelse med mig selv. DET var stort.

Og medfølelse, med ham (selvom det tog et stykke tid, før jeg turde indrømme det).

Vi var begge ok. Vores behov var ok. Vores følelser ok. 

Vi, og jeg, var bare nødt til at beslutte, om vi ville have et bevidst og committet forhold - eller om vi kke ville.

Og hvis vi ikke ville, ja, så var der jo kun en løsning: at gå hver sin vej. 

Ingen grund til at kæmpe og fægte i blinde, og spilde hinandens tid

Min forståelse blev lige pludselig vendt på hovedet:

Og det var også der, jeg begyndte at forstå noget meget, meget vigtigt omkring vrede, og forladthed og "væggen af uenighed", manglende connection og manglende tiltrækning.

Og noget vigtigt omkring, hvad det vil sige at være en High Value kvinde i kærligheden - en kvinde, der ved, hvordan hun får det bedste (og ikke det værste) frem i sin mand. Og hvordan hun bliver stående, helt autentisk for sig selv og sne behov. Også når frygt, skam og hudløshed, truer med at få dig til at give op

En kvinde, der kan og vil stille op for sig selv og sit behov for selvaktualisering og et autentisk liv - og kærlighedsliv

Mest af alt forstod jeg nok, at en forvirret og angrebet mand, ikke kan give dig hvad du har brug for. Heller ikke selvom han virkelig gerne vil.

- Selvfølgelig lærte jeg også, at ikke alle mænd kan eller vil, give dig det du har brug for. Det skal vi kunne "se" som kkvinde. Så vi kan træffe kloge, autentiske og selvstøttende valg omkring vores valg af partner. 

Kærligst Helena

__________________________