Fri til at være den jeg er – ikke den jeg var – eller vil være

Anonym

Vi tænker ikke så over det. Vi tager verden for givet som den er. Men vi har ikke en direkte oplevelse af verden – selvom vi oplever det sådan. For mellem dig og verden er et billede. Omskiftelige billeder som et tilfældigt diasshow, farvet af (for)tiden og breddegraden jeg nu engang befinder mig i og på. Det er dit forhold til disse billeder som aktiverer din opfattelse og oplevelse af verden. Bestemmer hvad der gør dig lykkelig? Billeder fra verden er kun information. Oplevelsen er din reaktion. En avisoverskrift der siger ” Anders Fogh bliver statsminister igen” er jo i sig selv kun information. Om du synes det er godt eller skidt, er din reaktion. Og sådan er det med alt. Selvom diasshowet også kører med de indre billeder fx når vi drømmer, er det nu den vågne tilstand jeg er interesseret i her.

Din frihed begynder med at du siger til dig selv: Jeg er alene i et forhold til verden. Aldrig identisk med det jeg tænker (på). Der er jo himmelhvid forskel på min mentale tanke om en appelsin og en appelsin som fysisk genstand; et mentalt billede har jo hverken tyngde, smag eller udstrækning. Men at sige at vi er adskilt fra ting og andre mennesker i et forhold af neutrale billeder, er nemmere sagt end gjort. For vi oplever netop at smelte sammen med ting og mennesker uden for os, fx når vi går i et med den b(l)og vi læser eller lader os opsluge af en film vi ser. Men det er vores reaktion. På godt og ondt klistrer vi til oplevelser selv længe efter de har fundet sted. Og jeg tror egentlig også vi har det bedst når vi er i ét med det vi omgiver os med (det som også kaldes for ”flow”), i selvforglemmelsen - men kun så længe det går godt – som vi jo hverken kan vide på forhånd, eller mens vi er i det – for vi kan ikke være i det, dvs. ”identisk” med det og så samtidig være i afstand til det. Eller kan vi?

Kunne vi slå to fluer med et smæk: sådan så vi ikke først igen og igen oplever trædemøllen med først at fortabe os i situationer for så efterfølgende at fordøje det vi har oplevet. Kunne vi overkomme den (tids)rækkefølge ved at sammenlægge nærhed og afstand ville vi jo være fuldt tilstede i nuet. Måske er lykken altid at være her og nu, måske er lykken at behovet for at fordøje (reflektere) er forsvundet, kunne vi blive smilende, nydende enhver situation fordi vi ville vide at ingen situation ville efterlade sig spor. Vi ville være i et evigt nu og kunne tage det sure med det søde, medgang og modgang, leve med det og i det uden varig påvirkning. Vi ville iagttage uden at vurdere. En smuk tanke, men er det mere end det. Vi lader billedet stå et øjeblik, flytter fokus og zoomer.

Jeg er hvad jeg er – ikke hvad jeg var – eller gerne vil være. Jeg er her og nu: men hvad gør jeg når jeg opsluges af billeder - når min virkelighed igen fortoner sig i fravær. Hvordan kommer jeg tilbage til virkeligheden, lige her og nu.

Igennem årene er det bedste og mest effektive bud jeg er kommet på dette gammelkendte trick: henfalder du i tanker, eller farer vild i forestillinger, så træk vejret; mærk vejrtrækningen; brug synet, se dig omkring. Hvad sker der! Sikkert ingenting. Visheden om at der ikke sker noget har sine fordele. Ikke mindst i forhold til frygt og stress: som netop er følelser, noget vi oplever, forårsaget af billeder (forestillinger) ting der kan ske, ting jeg skal nå. Forestillinger er mulighedernes fatamorgana. På den anden side udgør de 90% af vores vågne tilstand.

Mennesker kan kun klare 10 % virkelighed alt andet sorteres (u)bevidst bort af forestillinger. Forestillinger betyder fravær. Fravær forhindrer dig i at opleve lykke som kun kan opleves i nuet. Derfor er det livsvigtigt at erkende at vi altid reagerer på vores forestillinger (billederne) om tingene aldrig på tingene i sig selv eller om det der vil ske, der gør os ulykkelige eller lykkelige. En gammel sætning siger det jo ganske enkelt: Vi har det som vi tager det.

__________________________