Kunsten at skabe fred i venskaber

Mange af os bruger en masse energi på vores relationer til andre. Energi der går med at tænke over og analysere relationen og kommunikationen på kryds og tværs.

Mon hun er sur på mig, fordi jeg sagde det?
Mon han ikke vil tale med mig mere, siden han ikke har svaret på min mail?
Hvis jeg nu i stedet havde sagt sådan og sådan, så havde hun ikke kunne såre mig, som hun gjorde.
Det er da utroligt at hun hele tiden skal afbryde mig!
Det kan han altså bare ikke være bekendt!
Når det skal være på den måde, så gider jeg heller ikke at se dem mere!
Jeg er da bare fuldstændig ligeglad med hende, når hun opfører sig sådan!


Tanker, der ofte kører i ring, og hvis eneste formål er at bevise sig selv. Hvis vi er blevet sårede eller vrede, går tankerne ud på at retfærdiggøre os selv, og fordømme den anden. Hvis vores forventninger til den anden ikke er blevet opfyldt, retter tankerne sig enten mod os selv i form af selvbebrejdelser, eller mod den anden i form af anklager og selvretfærdiggørelse.

Og ofte er der ikke tale om en enkel tanke. For det meste går et tankespind af format i gang, som kan holde sig selv kørende rigtig længe, hvor den ene negative tanke føder den anden. Selv, når vi tror, at vi har sluppet det, og er kommet videre, kan det køre som et ubevidst spor i baggrunden, der er med til at dræne os for energi.

Så længe vores tanker kører med os bevidst eller ubevidst, er det svært for os at finde fred, både i os selv og i forhold til andre. Tankerne bliver med tiden til selvopfyldende profetier, der skaber mere af det samme. Det, der måske begynder som en tanke, om at ”Allan hører aldrig efter hvad jeg siger”, kan hvis den får lov til at fylde i vores tanker, ende med at blive til ”Ingen hører nogensinde efter hvad jeg siger.”  Jo flere tanker vi sender ud om det samme, jo mere vil det vise sig i vores virkelighed, og jo mere vil vi føle at vi har ret! Jo mere vil vi føle os som ofre, og synes, at det er uretfærdigt eller synd for os.

Hvad de færreste af os imidlertid har lært, er at vores relationer er et spejl på os selv. Gennem livet har vi, i forsøget på at udvikle og vedligeholde vores positive kvaliteter som menneske, samtidig fortrængt deres negative polariteter. CG Jung kaldte stedet for disse fortrængte kvaliteter for skyggen. Skyggen definerer han som en side af os selv, som vi ikke kan acceptere og som derfor er forvist til skyggen. Ofte er skyggekvaliteterne så godt gemt, at vi ikke selv kan se dem. De er dog stadig en del af os, men i stedet for at se dem hos os selv, projicerer vi dem over på andre.

På den måde er vores skyggesider en væsentlig medskaber af vores relationer til andre. Vil vi forandre vores relationer, må vi derfor starte med os selv og tage et kig på, hvad vi har liggende i vores ”skyggeboks”.

En enkel måde at få øje på vores egne skygger, er at finde ud af, hvad der irriterer eller frustrerer os hos andre, og herefter ærligt spørge os selv: ”I hvilke situationer kan jeg være f.eks. doven, ligeglad eller egoistisk?” Til at begynde med vil vi formodentlig have svært ved at se, at det kan have noget som helst at gøre med os, da vi jo netop har brugt det meste af vores liv på at fortrænge det, og udvikle det modsatte. Bliver vi ved længe nok, vil glemte situationer begynde at dukke op. Lidt efter lidt bliver vi opmærksomme på at denne side faktisk også er en del af os. Dette er første vigtige skridt til at tage vores skygge tilbage. Næste vigtige skridt er at acceptere den. Det kan vi som regel kun gøre, hvis vi kan se, hvad den har gjort positivt for os i de situationer, vi nu er blevet bevidst om. Vi må kigge på en situation af gangen og spørge os selv: ” Hvad har jeg positivt fået ud af at være f.eks. doven i den konkrete situation? Hvad har det givet mig?” Et svar der kunne dukke op kunne f.eks. være ”pause”, ro, afslapning e.l. Hvis vi virkelig skal kunne finde det positive i en tilsyneladende negativ kvalitet, må vi lade svaret komme fra hjertet, frem for at lade hjernen forsøge at regne det ud. Kun hjertet kan finde gaven i det, som hjernen har kategoriseret som negativt.


De bedste hilsner

Lone

__________________________

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Kunsten at skabe fred. Læs mere