Fravær til Nuvær

Hvad er meditation

Nu til dags kan begrebet meditation dække over mange forskellige og til tider diffuse ting. I den indiske visdomstradition er meditation meget klart beskrevet og indgår i en sammenhæng, som et af de sidste trin i det indre arbejde, der tjener selvrealiseringsprocessen.

Meditation begynder med koncentration, som udvikler sig til meditation, som fuldbyrdes i absorbering og selvrealisering. Koncentrationsobjekter kan være alt fra de mere håndgribelige sanseobjekter (synsobjekter, lyde) til de mere subtile, som specifikke ideer eller tomhed.

Når man retter sin opmærksomhed mod meditationsobjektet og oplever, at opmærksomheden på objektet brydes/forstyrres, kaldes det koncentrationspraksis.
Når koncentrationsobjektet står klart i bevidstheden er tilstanden koncentration opnået. (sanskrit: Dharana)

Når den ubrudte opmærksomhed på koncentrationsobjektet uanstrengt forlænges kaldes tilstanden meditation. Meditation betyder, at opmærksomheden flyder konstant og uanstrengt mod meditationsobjektet, som olie der løber fra en container til en anden i en ubrudt strøm. (sanskrit: Dhyana)

Forlænges meditationen nu til ubrudt, uanstrengt opmærksomhed, i en sådan grad at du selv forsvinder og koncentrationsobjektet alene skinner i din bevidsthed, kaldes tilstanden absorbering. (sanskrit: samadhi)

•    I koncentration er opmærksomheden brudt.
•    I meditation er opmærksomheden ubrudt.
•    Absorbering er når meditationsobjektet alene skinner og du selv forsvinder.

Meditationsteknik
Meditationstekniker er bevidsthedssoftware udviklet til træning af opmærksomheden, sådanne teknikker har været brugt og højt skattet i mange kulturer i tusinde af år, fordi de har vist sig som effektive værktøjer på den indre rejse. Ligeså lidt, som du aktivt kan beslutte, at nu vil du sove, kan du aktivt beslutte, at nu vil du meditere.

Meditation er en tilstand, der opstår spontant og uanstrengt på samme måde som søvnen, der når den indtræder, ligeledes er en tilstand der opstår spontant og uanstrengt, de teknikker vi kan bruge til at meditere, består derfor mindre i noget vi gør aktivt og mere i at tilvejebringe omstændigheder der åbner ind til meditationstilstanden. Teknikkerne fremmer og baner vejen for, at den naturlige proces, som meditationen er, kan forløbe bedst muligt.

Meditationsteknikker er de redskaber, der lærer vores opmærksomhed at vende sig indad i stedet for udad.

Hvad kan Meditation give dig
Meditation kan give dig Indre ro og selvindsigt, igennem  Meditation oplever du dig selv på en ny måde, hvor du i stedet for at være fanget i tanker om fortid og fremtid er fuldt tilstede i nuet. Formålet med rigtig meditation er at komme i bevidst kontakt med vores oprindelige sande natur, det er kun muligt at nå denne sande væren, ved at være fuldt tilstede i nuet. Derfor er optræning af evnen til nærvær af central vigtighed i en personlig udviklingsproces mod helhed, "selvrealisering" og selvindsigt. Når vi oplever os selv, som et rent nærvær fri for vores mentale filter, ubevidste mønstre og begrænsede virkelighedsopfattelse føler vi, at vi er ægte tilstede på en ny umiddelbar måde. Det giver os en følelse af at være autentisk og sand, en oplevelse af indre fylde som naturligt følger større kontakt til vores oprindelige natur. Vi lærer os selv at kende på en ny frisk og dybere måde.

Det vi giver vores opmærksomhed vokser!

Jo mere vi bliver opmærksomme på vores nærvær i nuet og vores indre liv, jo mere vil dette indre liv og nærvær vokse og som resultat bliver vi mere hele. Jo mere vi fokuserer alene på vores ydre liv, jo mere tomme bliver vi indeni

Meditation og Selvudvikling
De fleste, som har lært at meditere, oplever forøget velvære i forbindelse med meditation.
Vi lægger fortiden på hylden for en tid og fordyber os i nuet, hvilket er befriende og tilfredsstillende. Når meditationen slutter og vi bevæger os ud i vores dagligdag, oplever vi ofte at det velvære, nærvær og den klarhed, som vi oplevede i meditationen, på et tidspunkt svinder ind og erstattes af gamle velkendte følelser og mønstre, som nu i kontrast til friheden i meditation virker mere begrænsende.  Meditation er det bedste værktøj til at komme tilbage til nuet og kontakte vores dybde, meditation er derfor en forudsætning for den indre rejse, men meditation er ikke nok til at ændre vores personligheds mønstre. At mediterer igennem vores psykologiske mønstre forandre ikke disse automatisk, det må alle der har mediteret i mange år sande.

Her kommer selvudvikling ind. Hvis vi ønsker at tage mere af meditationens harmoni med ind i hverdagen, må vi nu begive os ud på en indre rejse. Vi må finde ud af, på hvilke måder vores personligheds mønstre uhensigtsmæssigt kan blokere for vores indre resurser. Her er psykologisk arbejde og selvindsigt nødvendigt for at slippe gamle mønstre, der har udtjent deres værnepligt så vi kan sætte vores indre resurser fri. (psykospirituelle metoder til selvudvikling er fx  diamond logos teaching (DLT), psykosyntese, transpersonlig psykologi, m.v.)

Hvad er Selvudvikling
Selvudvikling handler om at opdage, hvad der blokerer for oplevelsen af vores essens, at blive bevidst om hvilke psykologiske mønstre, tanker og vaner fra fortiden,  som forhindrer os i at leve i nuets kraft. Alle vores personligheds mønstre er en kopi af noget ægte i vores essens . Igennem selvudvikling transformerer vi over tid vores falske ego, til ægte nærvær i forskellige kvaliteter. F.eks. vores rigide, anstrengte vilje som får os til at anstrenge os, blive stive, ubøjelige og anspændte. Denne falske vilje transformeres til sand essentiel vilje som giver os indre støtte, uanstrengthed og vedholdenhed. Vores falske egos styrke, ender ofte i: mig imod de andre, vrede eller kollaps. Denne falske styrke transformeres til sand essentiel styrke og nærvær som giver den ægte følelse af indre styrke, udvidelse og varme som vreden søgte.

Mange områder af vores personlighed har ikke undergået udvikling siden en tidlig alder. Selvudvikling betyder at fortsætte udviklingen af disse områder, så vores personlighed bliver mere hel og balanceret og rodfæstet i ægte og levende, indre nærvær.

Hvad får du ud af selvudvikling
Vi lever i en vidunderlig verden af skønhed, kærlighed, styrke og frihed, men vi opdager det sjældent, fordi vores opmærksomhed er fanget i de dele af vores liv, som er stressende, anstrengte, bekymrede og smertefulde.

Igennem en selvudviklingsproces vil du opleve, at flere og dybere dele af dig vågner i processen.  Du befrier gamle og vækker nye evner og kapaciteter til live i krop og sind. selvudvikling er en forunderlig indre rejse, på denne rejse er der ingen steder at komme hen undtaget tilbage til lige her og nu, men selve rejsen forandre på mystisk vis landskabet og når du har rejst langt og kigger dig omkring, opdager du at alt føltes anderledes levende og ser anderledes smukt ud, du har forandret dig, selvom landskabet  er det samme. Du kan nu opleve at være tilstede i dit liv på helt nye måder.  

Måske vi i den danske spirituelle parlør skulle overveje at indføre begrebet: nuvær, begrebet dækker over: et, indre, følt, levende nærvær i nuet, nuets kraft, essensen ;- )

Hjertelig Hilsen
Henning Daverne
http://www.henningdaverne.dk/ 

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer

Hej Henning,

Sikke en omgang!

Dejlig og inspirerende læsning. Et indlæg der fortjener opmærksomhed

Jeg håber at rigtig mange tager vejen forbi og giver sig tid til at læse dit indlæg. 

Mange gode hilsner

Claus

Henning Daverne skriver om Fravær til Nuvær. Artikel på Levlykkeligt.dk