Fra ingenting til alting

Hvor ofte tør du trække stikket og lade arbejde og aftaler være, og i stedet glo ud i luften og se hvad der kommer til dig? Uden at kalde det moderne ting som mindfullness og silent retreat…

Vid, forstå, beslut og handl. Sådan har jeg gjort størstedelen af mit liv. Og det passer rigtigt godt til det samfund, og den tid jeg lever i. Vi siges at være et videnssamfund, og på trods af massiv eksponering for føle-føle reality-tv-shows, hvor vi kan mæske os i glædestårer, tænders gnidsel og bitre ansigtsudtryk, så har det rationelle og det mentale en særlig attraktiv og troværdig plads. Og det har passet mig særdeles godt. Jeg kan nemlig sidde og trippe til hjernescelleeksploderende tanker, som vender verden på skrå og tager mig på en mental glædesrus over, at verden da kan være så forunderlig, at livet kan være så frit og at vi mennesker har uanede ressourcer for udvikling.

Men de sidste seks uger har jeg været fuldstændig ude af stand til at tænke en lige tanke. Og hver gang jeg satte mig for at skrive eller læse noget, sad jeg og gloede på en flimrende blank skærm eller en masse tegn, der tog sig en fejende svingom på papiret, og som ingen mening efterlod. Efter nogle dage overgav jeg mig til denne fremmede tilstand, og jeg besluttede mig for at gøre noget, der normalt ville efterlade mig kold af angst: Jeg ville bare følge med og …gys!... ikke styre en eneste lille tanke eller skynde mig at handle mig ud af tilstanden. Og i øvrigt lade tårerne komme, som de gjorde overraskende meget.

Herefter iagttog jeg, hvordan den ene dag efter den anden gik med noget nær ingenting, og når jeg så drog rundt i landet for at holde foredrag (for det kunne jeg sagtens!), brugte jeg tiden på at lytte til musik og glo ud af vinduet. Det betyder, at jeg nu har hørt Thomas Ring’s ”Break the silence” noget nær en million gange. Jeg har opdaget, at der vitterlig er meget højt til himlen og meget fladt på jorden i Sønderjylland. Jeg har talt med to hjemløse mænd, der ville hæve penge hos mig på deres Mastercard (troede egentlig ikke jeg lignede en hæveautomat?), min indbakke ligner en elektronisk losseplads, og – virkelig grænseoverskridende! – jeg har lige lanceret en ny hjemmeside, som også indeholder en blog, der af naturlige årsager ikke har haft nye indlæg siden den blev offentliggjort. Nok ikke liiige det man skal gøre, når man lever af at formidle tidsånden og hjælper organisationer til at bruge trends og tendenser aktivt i deres arbejde.

Stressnedbrud? Jo – det kunne i teorien give mening. Og så kunne jeg oven i købet få tilført lidt stjernestøv, for denne tilstand har fået en lettere glamourøs status blandt kendte, som generøst stiller sig til skue og deler sine erfaringer med omverden. Men stressnedbrud er det ikke. For jeg opdagede, at når jeg skulle, og hvis jeg ville, kunne jeg sagtens levere det, jeg skulle.

Nærvær. At være nær min egen væren. At freeloade de tanker jeg måtte have. At gøre op med mine idealer om mig selv og min omverden. At tjekke mine værdier efter i sømmene. At teste de normer, som har styret mig bevidst og ubevidst. Før jeg handler igen. Før jeg atter bidrager med mig selv til verden. Det var det, som jeg uventet fik adgang til at gøre. Og som foreløbig har resulteret i en afgørende ændring af mit indre DNA, der har frigivet noget ny energi til at smage endnu mere på verden. Og yes, jeg har så ikke fået skrevet den bog jeg har deadline på, og jeg har heller ikke fået lavet de tusind andre ting, der virkede livsnødvendige for bare få uger siden. Men ingen døde, så pyt med det.

Vores tid er mere kompleks end nogensinde før. Som individer skal vi overskue mere information og flere relationer end tidligere, og det gør, at vi også skal navigere rundt i flere dilemmaer, end mange føler sig rustet til at kunne løse tilfredsstillende. Når det kombineres med forestillingen om, at hvis vi blot ved nok, og gør de rigtige ting, så kan vi ikke undgå at blive lykkelige, har vi placeret os selv i en eftertrykkelig benlås, der på et eller andet tidspunkt ender med at gøre os immobile følelsesmæssigt, mentalt og handlemæssigt. Og så er det vi bliver fremmedgjorte overfor os selv, ulykkelige og ude af stand til at bidrage til fællesskabet. Det tjener ikke det enkelte menneske, og ej heller samfundet.

Alligevel har pausen, det der på det ydre ligner inaktivitet, men som tanker op og gør os kreative igen, ikke den høje status i vores samfund. Og derfor knokler alt for mange sig til regulære nedbrud, fremfor jævnligt at pause den til nybrud. Skal vi som samfund imidlertid gøre alvor af at leve af vores kreativitet på et helt nyt niveau, må vi til at lære, at det der i udgangspunktet ligner det pointeløse, rent faktisk har en ganske vigtig pointe. Nemlig at være nærværende igen, og dermed være i kontakt med sin egen originale skaberkraft, hvilket er præcis det, der kan redde den danske økonomi. Vi skal altså ganske enkelt lade være med at tro, at verden går under, hvis vi ikke laver alle de opgaver, vi forventer af os selv. Nogle gange er 80 % godt nok. Eller blot 50 %. Og nogle gange skal man bare smide tingene over i bakken med ”Haster ikke mere!” skiltet på. Og i stedet være nærværende nok til at turde gå en helt ny vej, der måske virker ulogisk, men som eksploderer af energi. Inklusive den energi, som kommer fra frygten for det ukendte… 

Forleden dag fortalte jeg min mand, der har udvist eksemplarisk tålmodighed i denne tid, at jeg vist nok var på vej ud af tågerne, og var begyndt at have lyst til at arbejde igen. ”Er det så, fordi du er færdig med at være en tudekiks?” smilede han. Nej. Jeg er langt fra færdig med at være en tudekiks. Der er nemlig stadig en del ting og sager, der skal på plads. Men jeg er en glad tudekiks. Og det gør måske hele forskellen.

Kærlige hilsner
Emilia

Emilia van Hauen er foredragsholder, sociolog, HD(A) og trendrådgiver
 

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer

Hvor er det dog befriende læsning, og en påmindelse om, at pausen ikke altid kan planlægges, men selv banker på, og gør krav på tid og opmærksomhed.

Og at det ikke nødvendigvis betyder dovenskab, ugidelighed, utilstrækkelighed eller hvad overjeget ellers kan finde på af nedbrydende superlativer.

Ejheller behøver det at være relationerne der stille uhyrlige krav i forhold til ens formåen, selv om det kunne syntes sådan, og være et fristende sted at søge efter årsag.  

Det fordrer dog en vis robusthed, at kunne tage ansvar for alle de følelseskomplekser, der i en sådan påtvungen bundvending stiger til overfladen.

Tillykke med den... bundvendingen.

kh Søren

Kære Emilia

Tak for et ærligt og genkendeligt indlæg. En glad tudekiks er et fantastisk ord, som jeg kun tror man forstår den fulde mening af, når man selv har prøvet at være det. 

 Min erfaring er, at jo længere vi rejser ind i vores hjerte, jo oftere kommer vi i denne tilstand.

For at vinde sig selv, må man miste sig selv, og jeg tror at den eneste vej vi kan slibe vores ego, er når livet gør os ude af stand til at gøre det vi PLEJER, og det vil VIL.

Held og lykke med den fortsatte rejse :-)

De hjerteligste hilsner

Lone

Hvor er det sandt ... 100% perfekt er 100% forkert ... som fx gnags synger ... "gi' mig en krog ind' i byen // forrådnelsens krog, hvor det hele får lov // for fejemaskiner og emsighed" ... hurra for tudekiks, stressnedbrud, misundelse, hjemløse mænd, fremmede tilstande, frygten for det ukendte og alt det andet liv og død verden er så fuld af *smiler*

Be empty of worrying. Think of who created thought! Why do you stay in prison when the door is so wide open? - Rumi

---

En konge opsøgte en zenmester for at lære havebrug. Mesteren underviste ham i tre år. Kongen havde en smuk, stor have - tusinder af gartnere var ansat der - og ligegyldigt hvad mesteren sagde, gik kongen ud og eksperimenterede med det i sin have. Efter tre år var haven fuldstændig klar, og kongen inviterede mesteren til at komme og se haven. Kongen var meget nervøs, for mesteren var streng: "Vil han sætte pris på den?" Det ville være en slags eksamen. "Vil han sige: 'Ja, du har forstået mig'?"

Man havde gjort alt, hvad man kunne. Haven var så smuk og fuldendt, at intet manglede. Først da hentede kongen mesteren, så han kunne se haven. Men mesteren var lige fra begyndelsen meget trist. Han så sig omkring, gik fra den ene side af haven til den anden og blev mere og mere alvorsfuld. Kongen blev meget bange. Han havde aldrig set mesteren så alvorlig. "Hvorfor ser han så trist ud? Er der noget, som er helt forkert?"

Mesteren rystede igen og igen på hovedet og sagde "nej" til sig selv.

Kongen spurgte: "Hvad er der i vejen? Hvad er der galt? Hvorfor siger du det ikke til mig? Du er blevet så alvorlig og så trist, og du ryster på hovedet. Hvorfor? Hvad er der galt? Jeg kan ikke se, at der er noget galt, jeg har gjort alt, hvad du sagde, og gennemført det her i haven."

Mesteren sagde: "Den er så afsluttet, at den er død. Den er så fuldendt - det er derfor, jeg ryster på hovedet og siger nej. Hvor er alle de døde blade? Hvor er de visne blade? Jeg kan ikke se et eneste vissent blad!" Alle de visne blade var blevet fjernet - der var ingen visne blade på træerne, ingen gamle, gule blade. "Hvor er de blade?"

Kongen sagde: "Jeg har sagt til mine gartnere, at du skal fjerne det hele, så haven bliver så fantastisk perfekt som muligt."

Og mesteren sagde: "Det er derfor, den ser så kedelig ud, så menneskeskabt. Guds ting er aldrig afsluttede." Og mesteren fór ud af haven, og uden for den lå alle de visne blade i bunker. Han tog nogle visne blade med i en spand, lod dem flyve i vinden, som tog fat i dem og begyndte at lege med dem, og så begyndte bladende at bevæge sig på stierne. Han var begejstret. Han sagde: "Se, hvor levende, det ser ud!" Og med de visne blade fulgte der lyd - de visne blades musik, vinden der legede med dem. Nu raslede de i haven; ellers var den kedelig og død som en kirkegård. Stilheden var ikke levende.

Jeg elsker den historie. Mesteren sagde: "Den er så fuldendt, og derfor er den forkert."

 

Arbejdspause uden mindfulness og retreat. Læs mere