

Gennem en årrække, har vi været vant til at mætte egoets behov gennem præstationer, oplevelser, forbrug. Mange af os er gået fra den ene succes til den anden, har oplevet stigende indkomst og købekraft, større hjem, flere børn, rejser til stadigt mere eksotiske steder. Det har været gode tider.
Vi har haft tilstrækkeligt mange år med vækst til at have vænnet os til en konstant oplevelse af fremgang. Vi har taget udviklingen for givet. Som vores fødselsret. Måske lige bortset fra alderens kødelige fortæring, som vi har svært ved at sluge. Men nu er det slut.I det mindste i en periode. Og hvor længe den periode varer, diskuterer selv de lærdeste økonomer og de mest erfarne praktikere.
Der kræves noget andet af os nu. Tiden kalder på alle vores ressourcer. Vi har brug for at genopdage gemte dyder og sjældent udnyttede kompetencer. Vi har brug for at række ud over os selv. Til at gøre godt på en større skala.
Man kan med rette spørge, hvad det har med mindfulness at gøre. Men sagen er at typisk vores kultur, har vi fokuseret på den del af mindfulness, der umiddelbart gav det bedste resultater, på den del som vi umiddelbart fik ”mest ud af”, nemlig klarhed, fokus, selvindsigt. Og da jeg har bidraget til at forme danskernes opfattelse af begrebet, bærer jeg en ret betragtelig del af ansvaret for dette.
Men nu er begrebet ”mindfulness” lanceret, interessen er vakt, livet er blevet mere råt og det er på tide at slippe katten ud af sækken.
Mindfulness handler bestemt om fokus og mental spændstighed og selvindsigt. Men med en længerevarende praksis følger en konfrontation med egoets begær og frygt. En selvopdagelse, der sjældent er udelukkende positivt. Når vi sidder dér på måtten længe nok, når vi udviser den nødvendige radikale ærlighed gennem dagens selviagttagelse, så dukker der alle disse mindre kønne ting frem. Begæret, grådigheden, angsten, kynismen, småligheden, egoismen og så videre – men heldigvis får vi også øje på storheden. På gavmildheden, tilgivelsen, tolerancen, visionerne, kærligheden og alle de følelser, sindstilstande og tanker, der løfter os over de mest primitive menneskelige egenskaber. Og det er i disse stunder, hvor spejlet viser vores sande ansigt uden blødt lys og formildende omstændigheder, at vi har muligheden for at forstå, hvad der i virkeligheden driver os. Forstå, at hvis vi ikke er opmærksomme - mindfulde - så drives vi frem af egoismens smålighed og selvbetjening. Men netop ved at se det i øjnene, dette massive ego-monster, kan vi gradvist opnå valget mellem at handle på det mindste i os – eller på det største i os.
Og det er storheden vi nu har brug for. Måske det er ikke os alle forundt at kunne påvirke samfundets udvikling på makroniveau, men vi har alle muligheden for at gøre en lille smule godt i det daglige. Give den hjælpende hånd der er brug for. Tilbyde viden, økonomi, støtte. Og psyken er så sindrigt konstrueret, at det faktisk føles ret godt - at gøre godt. Faktisk understøtter stadigt mere forskning, at det at gøre godt for andre, er en meget væsentligt faktor i lykkefølelsen. Det er, med ganske klicherede ord, kort sagt en win-win situation at gøre godt for andre.
Kommentarer
log ind eller opret konto for at skrive kommentarer