Kan vi tillade os at have forventninger til hinanden?

Kan vi tillade os at have forventninger til hinanden? Vores forventninger til andre mennesker er ofte kilde til nogle af vore største skuffelser i livet og giver hos mange anledning til følelser som frustration, vrede og endda depression når de ikke bliver indfriet på den måde, vi lige havde tænkt og forventet. Men kan vi egentlig tillade os, at have forventninger til hinanden? Og hvorfor vælger vi at have dem, når resultatet så ofte fører til skuffelser og fremprovokation af negativ perception af et andet menneske? Selvfølgelig kan man med rette forvente et vis, givent resultat inden for forskningsmæssige og videskabelige rammer, hvor Newtons lov gør sig gældende, men når det kommer til forventninger mennesker imellem, hvor rammerne helt kan mangle, eller er betydelig mere uklare og grænserne hele tiden er flydende, er det så i grunden så underligt, at resultatet sjældent er samstemmende med vores forventninger? Forventninger, er vores forudfattede mening om, hvad andre kan præstere og hvordan de vil reagere i en given situation og venter dette før situationen er indtruffet. Når vi således allerede på forhånd, venter en bestemt adfærd – på et andet menneskes vegne, for derefter at blive skuffet og vred, når denne tillader sig, at handle anderledes, end vi havde regnet med, – kan vi i bund og grund kun tillade os, at klandre os selv og ikke, den person forventningerne er rettet mod. Vi kan stå i en situation, hvor en indgået aftale, et møde og planer bliver aflyst i sidste øjeblik af den anden part, eller ikke bliver udført som vi forventede, og jo tættere relationer vi har til hinanden, des større synes reaktionen at blive. Man kan spørge sig selv: Skal/vil jeg leve op til andres forventninger? Og er det ok, hvis jeg ikke gøre det? Her vil mange sandsynligvis svare nej, til det første og ja, til det andet spørgsmål. Som udgangspunkt har vi gerne de bedste intentioner, når vi indgår aftaler med andre, men vi værner også om vores frihed og individets frie valg, til netop at kunne vælge noget til eller fra – også selv om vi gør det i sidste øjeblik. Og hvis dette er gældende for en selv, kunne det højst sandsynligt tænkes, også at være gældende for den person, vi retter forventninger mod. Mange har sikkert oplevet, at have set frem til et aftalt venne/veninde-møde i byen som denne har aflyst i det øjeblik, man var på vej ud af døren og stået tilbage med følelsen af dyb skuffelse over at det ikke blev til noget og kan sandsynligvis, heller ikke sige sig fri for, at have følt og tænkt noget mindre pænt om vedkommende i situationen. Eller et typiske forventningssenarie i et ægteskab: Bryllupsdage. Hvorfor forventes det årligt (ofte mere af den ene), at begge parter husker og tillægger dette lige stor betydning? Hvis omgivelserne blander sig i dette interne forhold mellem to mennesker, ved at vise medfølelse og uddele tudekiks til den ene part, hvis forventninger ikke blev indfriet og give udtryk for forargelse til den, som måske glemte datoen, bidrager de reelt til en splid, der er skabt af den enes forventninger og hjælper dermed ingen af dem. For ret beset er det et valg, vi selv træffer, når vi vælger at reagere med skuffelse, forurettethed og vrede, når andre ikke lige indfrier vores forventninger, og dette sættes særligt i relief af, at vi selv, ofte udviser manglende forståelse for selv samme reaktioner hos andre, når det er os selv, der tillader os, at ændre på planerne. Da den eneste person, vi hundrede procent kan kontrollere, er os selv, ligger udfordringen derfor i vor eget valg af adfærd i sådanne situationer. Et andet typisk forventningssenarie, der kan sætte sindene i kog, fordi tvillingerne Forventning og Forestilling som regel går hånd i hånd, er hustruen, der forventer manden hjem på et bestemt tidspunkt. Manden kommer imidlertid ikke hjem til aftalt tid. Hustruen tænker først, at han nok bare er lidt forsinket. Men efterhånden som tiden går, uden at han kommer hjem, bliver hun irriteret, for det er da mangel på respekt. Så bliver hun mistænkelig, for hvad laver han dog?! Hun bliver såret og vred, for hvad bilder idioten sig ind! Hun bliver bange og voldsomt nervøs, for mon der er sket ham noget? Til sidst genlever hun hele repertoiret fra mistænkelig, såret, vred, nervøs og bange i et cirkelmønster. Manden, som har siddet tre timer i toget, uden mobildækning mellem to stationer, fordi DSBs køreledning igen er faldet ned, kommer langt om længe hjem og bliver mødt af en hustru, der har fået kørt sig selv helt op i det røde felt! Det mærkværdige ved uindfriede forventinger er, at vi tilsyneladende hellere forestiller os det værste, frem for det bedste, nemlig, at der jo kunne være en uskyldig, god og forklarlig grund. Dette betyder selvfølgelig ikke, at vi slet ikke skal have forventninger til hinanden, men blot, at det kan være hensigtsmæssigt, at blive bevidst om, at vi har dem, hvornår, hvorfor og hvordan vi vælger at de kommer til udtryk og i hvilken grad de er vigtige eller mindre vigtige at få indfriet. Og omvendt, være lige så bevidst om, hvornår, hvorfor og hvordan og hvilken grad af vigtighed vi selv vælger, eller ikke vælger, at tillægge indfrielsen af andres. Ved at imødekomme andre i vores forventninger, med samme forståelse og rummelighed, som vi selv, – netop forventer af andre, kan vi spare os selv og hinanden for rigtig mange ærgelser. I lys og kærlighed, Zana __________________________

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Forventninger mellem mennesker