

Spiritualitet har altid interesseret mig. Også fra jeg var alt for ung. Dengang kunne jeg blive meget højtflyvende og mildest talt idérig om verdens sammenhæng. Siden jeg fik min datter og mange andre erfaringer i mit liv er jeg landet på jorden og det er en stor gave.
Jeg mener at det at være spirituel er en lang rejse, en dybtgående indre transformation hvor du langsomt erkender dine mørke og lyse sider, accepterer dem og integrerer dem i dig på en bevidst måde. I dag er jeg meget ydmyg over for at kalde mig selv spirituel. Om vi er det eller ej - er det ikke op til andre at afgøre? Når vi møder et spirituelt menneske mærker vi det.
Jeg læste forleden i den lille bog Ren lykke af den katolske præst Anselm Grün. Han skrev noget jeg smilede over og som jeg synes kunne være en kærlig påmindelse til os alle om det at være spirituel - eller spiritualitetens akilleshæl. Det kommer her:
Vinger af voks
"Nu om dage er der mange som på et alt for tidligt tidspunkt bliver tiltrukket af spirituelle veje. De tror de kan gå disse veje uden først at have gået den besværlige selverkendelsens vej, nemlig i mødet med deres egne skyggesider. Munkene advarer os mod en himmelstormenne spiritualitet. Så vil det alt for let gå os, som det gik Ikaros, der byggede vinger af voks, fløj og styrtede ned, da han kom for tæt på solen. De vinger, som vi bygger os, før vi har mødt vores egen virkelighed, er kun af voks. De kan ikke bære os."
Kærligst Signe
Kommentarer
log ind eller opret konto for at skrive kommentarer