At turde mærke det hele - uden at gå i stykker

Jeg har nu arbejdet med mindfulness mange år.

En lang rejse, fra jeg første gang kom hjem fra Trinidad og havde besøgt min læremester og mine forældre uroligt kiggede på mig, fordi de troede, jeg var kommet med i en sekt og havde været i et massebryllup, hvor jeg var blevet gift med en underlig, fremmed, mørk mand med en lang tynd hals.

I begyndelsen var det nærmest eufori, der dækkede mit arbejde med at få mindfulness mere og mere ind i mit liv. Der var en naiv begejstring om, at alle skulle omvendes, at at de, der ikke så lyset, var stakler for evigt bundet til et liv i mørke.

Jeg mærkede selv så meget glæde og indre lys forbundet med min arbejde og hver gang jeg var afsted, oplevede jeg denne samhørighed af kærlighed.

Efterhånden som årene gik, blev arbejdet måske nok mere realistisk. Jeg har med årene indset, at vi ikke bare kan give køb på det mørke eller på udfordringerne i livet; at vi alle har dem og skal lære at leve med udfordringerne på bedst mulig vis og at det er hele essensen i arbejdet med mindfulness: At lære at rumme livet med dets mange facetter, som det er. Bedst muligt.

Gennem mit arbejde med mennesker i de mere end 15 år, har jeg dog oplevet, at megen af den smerte, vi oplever i livet, ofte kommer fra angsten for det liv, der er vores eget. Angsten for ikke at turde se realiteterne i øjnene. Når vi frygter døden, sygdommen elendigheden, tabet af vores kære…. så går vi så let i stykker.


Men det, vi ofte glemmer i den situation, er, at livet fortsætter ufortrødent, uanset hvad vi udsættes for. Det afgørende er, hvordan vi lader det fortsætte. Hvordan vi håndterer os selv.

Da jeg var yngre, havde jeg ofte en tanke om at ville ende mit liv i en periode, fordi livet på det tidspunkt virkede for uoverkommeligt. Jeg syntes, jeg havde alt for mange sår på sjælen, alt for megen modgang. Men så blev jeg pludselig alvorligt syg og var ved at dø som 20 årig og dér lovede jeg mig selv, at elske livet hver eneste dag fuldt og helt. Jeg indså, at der var så meget mere at få med og at det var det hele værd - på trods af det smertefulde.

Det løfte har jeg holdt siden. Og jeg har indset, at mindfulness, når vi virkelig tager det ind under huden, bl.a. lærer os at surfe oven på bølgerne, selv om de går højt. At vi ikke behøver drukne, når bølgerne ruller ind over os den ene efter den anden, men at vi kan søge ned til det stille vand og have vejr og luft nok til at holde til det.

Jeg elsker det arbejde, jeg har. Jeg elsker at hjælpe mennesker til at finde ud at styrke deres indre, så de langt bedre kan møde livets storme og bølger uden at drukne.Måske er det fordi jeg selv gennem mit liv har været konstant udfordret, at jeg er så god til det, jeg gør.

Det sidste halve år har jeg virkelig været lykkelig for al det psykologiske overskud, jeg har haft på min indre konto, for der har livet udfordret mere end normalt.

Relationer, som jeg stolede på, er gået i stykker. Mennesker, jeg elskede, er gået bort -  nogen med styrke og kærlighed andre efterladende flere spørgsmål end svar. Og nu igen udfordres jeg af alvorlig sygdom i nærmeste familie. Og ja, der er blevet grædt og ja, det er uendelig svært at være i uvisheden og sorgen igen.

Men det er min dybeste overbevisning og erfaring med alle de mange udfordringer, jeg har haft i mit liv, at hvis mindfulness har sin berettigelse, så er det netop fordi, når vi lærer at være i nuet, lærer vi også at kunne rumme alle følelser og give dem plads. Vi lærer også at turde tale og forholde os til det svære ligesom vi gør det til det muntre. Lige dér er det, vi kan opleve os selv stærkere end nogensinde. Og lige dér er det, vi kan opleve glæde i sorgen og tage bedst muligt hånd om os selv og alle vores følelser uden at drukne i dem.

Og er det ikke den største gave vi kan give os selv, at lære at være med det hele på godt og ondt?

Dér, hvor jeg har oplevet størst sorg, smerte og vrede i mit arbejde med mennesker, er når følelser ikke får ord, når de ikke får plads. Når vi tror, vi skal være en anden end den, vi inderst inde virkelig er og når vi ikke tør stå ved livet præcis, som det er, men gemmer os bag facader og mure af lukkethed.

Intet er farligt, når vi tør være med det. Det farligste er måske netop at lade være.

PS: Skrevet fra sengekanten lagt ned af sygdom og en dag hvor livets følelser havde overvældet mig og krævede fuld opmærksomhed og omsorg.

Kærligst,
Flora Eriksen 

__________________________

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Mindfulness - smerte og glæde. Tør du mærke det hele. Læs mere