TrivselsGuide Anette Christensen

Introverte er også en slags mennesker

"Hvor mange af Jer har set en jobannonce, hvor arbejdsgiveren efterlyser en indadvendt medarbejder?"

Sådan har jeg spurgt medarbejdere og ledere på efterhånden et betragteligt antal arbejdspladser.

Fnis, grin og sigende blikke...

Ingen har set sådan en. 
Selvfølgelig.
Oveni købet har ingen undret sig over, at den slags jobannoncer ikke findes. Før de møder mit spørgsmål.
Ligesom ingen har undret sig over, at udadvendte medarbejdere efterspørges i stor stil.

For selvom formentlig et sted mellem 25 og 50 % af Danmarks befolkning er overvejende introverte*, er det umiddelbart indlysende for os alle, at det er bedst at besidde udadvendte / ekstroverte dyder i arbejdslivet.

Og det er endda en underdrivelse.

Det virker indlysende, logisk, uomgængeligt og evig sandt. At det eneste rigtige, acceptable og attraktive er at være udadvendt. 

Vi stiller ikke spørgsmålstegn ved det.

Stille børn får lavere karakterer i skolerne og må affinde sig med talrige opfordringer til at sige noget mere. "Du kan jo godt" lyder det velmenende. Fra både forældre og lærere.
Vi accepterer det uden videre som et faktum, at indadvendte mennesker vil blive både gladere og mere succesfulde, hvis de lærer sig at være udadvendte.

Det sker ikke tilsvarende ofte, at udadvendte mennesker opfordres til at blive mere indadvendte.

Besynderligt, men sandt. 


Tilbage til jobannoncen...

I min verden er det tankevækkende, at 25 - 50 % af danskerne ikke kan søge (læs komme i betragtning til) ledige jobs uden at lyve. 

Og opsigtsvækkende hvor mange der lyver om det uden at blinke. 

For senere formentlig at lide alskens kvaler for at leve op til løgnen. I bestræbelse på at være anderledes, end de føler sig. 

Overdriver jeg?

Tja, måske.

Eller måske sætter jeg bare ord på noget, som efterhånden mange dygtige, grundige, ansvarsfulde, reflekterende - og introverte - mennesker har løftet en flig af sløret for.
I stille mails fyldt med taknemmelighed.
Sendt til mig i kølvandet på foredrag, hvor jeg har sat fokus på de meget forskellige behov introverte og ekstroverte mennesker har, når det kommer til pauser.

Og efter kurser, hvor introvertes styrker og behov også har været på dagsordenen. 


Der må være plads til os alle

Det er nemlig ikke kun mig, der oplever modstand (fra især de ekstroverte), når jeg gør opmærksom på, at stille stemmer også har noget vigtigt at sige. Selvom de ikke larmer så meget.
Og at introverte mennesker besidder ufattelig mange kompetencer, som de færreste arbejdspladser kan klare sig uden. 

Ligesom de ekstroverte har deres særlige spidskompetencer.

For verden har brug for os alle.

Det er heller ikke kun mig, som i mange år har slået knude på mig selv for at virke mere ekstrovert, end jeg i virkeligheden er. Eller i virkeligheden har lyst til at blive.

Det ved jeg nu.

Tænk, hvis vi kunne kigge hinanden dybt i øjnene og i fællesskab forstå… at introverte også er en slags mennesker.

 


*) Teorien, der har givet navn til det introverte hhv. ekstroverte begreb er udviklet af psykiateren Jung, som understregede, at ingen af os udelukkende er det ene eller det andet. 

Den vigtigste forskel på de to ”typer” synes at være måden, vi lader vores ”batterier” op på. Overvejende introverte mennesker lader bedst op alene og i ro. Introverte kan dog sagtens holde af samvær med andre og være glade for nye oplevelser. Det ”koster” bare energi. 

Overvejende ekstroverte lader bedst op i udadvendt aktivitet sammen med andre, og kan føle sig drænede, hvis der sker for lidt.

Dette blogindlæg blev udvalgt af Levlykkeligt's samarbejdspartner Magasinet Psykologi som vælger et nyt indlæg fra Levlykkeligt hver uge til deres facebook fanpage og et om måneden til deres trykte magasin.

 

__________________________

Anette Christensen
TrivselsGuide
Læs mere her på: http://www.trivselsguide.dk/
ac@trivselsguide.dk
Tlf. 5119 5956

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer

Godt brølt! Kh. en introvert

__________________________

Charlotte Heje Haase, Skrivementor og forfatter

Introverte er også en slags mennesker. Læs mere