TRE terapi og livskvalitet ved Martin Petersen

TRE som psykoterapi

Kugleregn i byen

I et beskyttelsesrum i Afrika sidder David Berceli i ly. Jorden skælver mens landsbyen bombes. Beskyttelsesrummet er fyld med byens indbyggere og på hans skød sidder to små børn. Børnene er i hans varetægt og mens de sidder der, mærker han deres kroppe ryste af skræk. Men hvordan kan det være, spørger han sig selv? Det blev startskuddet på en rejse for David Berceli. Han uddannede sig i Alexander Lowens metoder og brugte den viden til at udvikle TRE metoden - Tension and Trauma Releasing Exercises.

TRE er ikke psykoterapi – eller er det?

TRE var tænkt som en måde at hjælpe folk i områder ramt af krise. Det handlede om choktraumer og PTSD med fokus på kroppen. Senere er formidlingen af metoden ændret, så den nu også omfatter stress og spændinger i en bredere forstand. Opskriften er sim-pel. Syv fysiske øvelser frembringer rystelser i kroppen. Formålet med rystelserne er, at aflade overskydende energi fra nervesystemets ”kamp-flugt” respons (Berceli 2020). TRE metoden er ikke psykoterapi i sig selv, og det er helt med vilje. Årsagen er at uddannelsen skal kunne tages af alle, men ikke alle er psykoterapeuter. Men hvad ér psykoterapi egentlig?

Hvad ér psykoterapi

Psykologen Lars J. Sørensen har vidst nok sagt, at psykoterapi er at tilbyde den anden så tilpas et nærvær, at vedkommende finder måder at være sammen med sig selv. Nærvæ-ret er i fokus, og ikke metoden. Det er tankevækkende, ikke sandt? Det kan Bruce Wam-pold uddybe. Han er en af de tunge drenge i psykoterapiforskning. I hans bog ”The Cycle of Excellence” (Wampold 2017) skriver han, at det ikke er de specifikke teknikker som får psykoterapien til at virke. Det er faktisk tre ting, tre veje til bedring, som skal være til stede samtidig: 1) Relationen mellem terapeuten og klienten, 2) den positive forventning til tera-pien ved at kunne forklare lidelsen og hvordan den behandles samt 3) konkrete sundheds-fremmende handlinger. Hvordan kan psykoterapi og TRE så hænge sammen, når meto-den er blev renset for sine psykoterapeutiske rødder? 

Vi holder sammen på os selv for at klare den

I sin essens er TRE baseret på Wilhelm Reichs teori om, at vores opvækst sætter et af-tryk i både krop og personlighed. Kroppen husker. Psykologen Susan Hart forklarer, at vi har nogle strategier vi bruger til, at klare situationer som er udfordrende eller svære. Når vi løber tør for strategier, så tager nogle automatiske processer over. Det er måder vi be-skytter os selv på, som er vigtige for vores psykiske overlevelse. Vi holder sammen på os selv for at klare den. Man kan forestille sig at hjernen består af tre dele, siger Susan Hart. De tre dele har nogle svære navne, så jeg kalder dem bare for kropshjernen, følehjernen og tænkehjernen. Kropshjernen holder styr på vores energiniveau og kropslige fornem-melser. Hvis vi oplever frygt, er det kropshjernen som reagerer ved at angribe, flygte eller fryse. Følehjernen mærker og regulerer vores følelser gennem socialt samspil. Hvis det hele bliver for meget, skælder vi måske ud på andre fordi vi ikke kan rumme vores egen frustration. Kender du det? Tænkehjernen forholder sig til normer og regler, men også frygten for at svigte andres forventninger. Mange lever derfor med en indre kritiker eller slavepisker. Den bor i tænkehjernen (Hart 2024). David Bercelis pointe med TRE er netop, at vi har lært at holde så meget på os selv, at vi har glemt hvordan vi selvregulerer. Det kan vi lære igen.

Det hele hænger sammen

Når jeg laver TRE med en klient, er jeg vidne til mange forskellige oplevelser. Men er der en sammenhæng med hjernens tre dele? Det måtte jeg undersøge. Jeg var faktisk sikker på, at TRE kun handlede om kroppen og nervesystemet. Det viste sig bare, at der skete mere end det. Det blev tydeligt for mig, at både kropshjernen, følehjernen og tænkehjer-nen var i spil. Ved nærmere tanke gav det perfekt mening. Lad mig forklare hvordan. Jeg formidler TRE med fokus på selvregulering. Det betyder, at klienterne med tiden bliver bedre til at mærke sig selv og anerkende sine egne behov. De bliver simpelthen bedre til at sige til og fra. Det kan alle gavne af. Selve TRE øvelserne påvirker kropshjernen og nervesystemet. Det er en sundhedsfremmende handling i sig selv. Når jeg samtidig taler med klienten om det der sker, aktiveres føle- og tænkehjernen. Somme tider får oplevel-sen også et kreativt udtryk. Man er vel kunstterapeut. TRE kombineret med psykoterapi arbejder altså med kroppen, følelserne og psyken på samme tid. Når terapeuten er nær-værende i klientens proces, har det en dybt helbredende virkning. Sammen danner de nye spor i klientens nervesystemet. 

Psykoterapi, eller ej?

Det leder tilbage til spørgsmålet, om TRE er psykoterapi eller ej? Det mener jeg ikke det er, når TRE står alene. Men bruger man TRE i en psykoterapeutisk ramme er det en fan-tastisk kombination som følger Wampolds tre veje. TRE øvelserne udgør den sundheds-fremmende handling og terapeutens nærvær den relationelle vej. Som Lars Sørensen (måske) har sagt, så handler psykoterapi om nærværet. Dén autentiske relation som kan opstå i mødet mellem to mennesker; en som ønsker hjælp og en som stiller sig til rådig-hed. Den sidste vej er den psykologiske forklaring. Forklaringen tilfører mening til proces-sen. Den hjælper os med at rumme vores oplevelser, og giver os et håb om bedre tider.

 

Kilder

Berceli, David (2020). Ryst dig Fri – Brug TRE-metoden til at forløse stress, spændinger og traumer. Borgen.

Hart, Susan (2024). Introduktion til neuroaffektiv udviklingspsykologi – Den livslange udvikling. Aka-demisk Forlag

Wampold, B.E. (2017). The cycle of excellence – Using deliberate practice to improve supervision and training. Wiley Blackwell.

__________________________

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter
TRE som psykoterapi | Trauma Releasing Exercises