

Ordet ”kærlighed” er (sammen med ordet ”Gud”) nok noget nær det mest misforståede og misbrugte ord i menneskehedens historie. Tænk bare på hvordan millioner af popsange, musikvideoer, TV-serier, film, bøger, dameblade, reklamer bruger ordet ”kærlighed” i flæng, uden at ordet ”kærlighed” i disse sammenhænge nødvendigvis har det mindste at gøre med hvad kærlighed virkelig er. Vi bruger rask ordet ”kærlighed” til at dække over myter og overbevisninger om parforhold og menneskelige relationer såsom...
Kærlighed er lig med at man er enige med hinanden (med at ens historier om livet matcher).
Kærlighed er lig med at man vil gøre det som ens partner vil have (”Everything I do, I do it for you”. ”I would die 4 you”).
Kærlighed er lig med at ens lykke og liv er afhængig af den anden (”I can’t liiiiiiivvvee without you”. ”Might as well face it, you’re addicted to love”).
Kærlighed er noget man har brug for (”All you need is love”. “Everybody needs somebody to love”).
Kærlighed er lig med sex (”I want your sex”. ”I wanna rock your body – please stay”).
Kærlighed (altså romantisk, sentimental kærlighed) kan løse alle ens problemer her i livet (”Love conquers all”. ”But I do know that I love you, and I know that if you love me too, what a wonderful world this could be”).
Kærlighed er lig med at man nogen gange lader sin partner behandle en ukærligt – for han/hun elsker mig jo trods alt – yeah right! (”What I did for love”).
Kærlighed er noget man kan miste (”Where is the love?”).
Kærlighed er lig med at man støtter sin partner uanset hvor åndssvagt han eller hun opfører sig (”Stand by your man”).
Kærlighed er lig med ægteskab (”Love and marriage, they go together like a horse and carriage, this I tell you brother, you can’t have one without the other”). Stakkels Dalai Lama hvis det virkelig er sandt!)
Og så videre og så videre. Jeg er sikker på at du kan tilføje mange andre overbevisninger og historier (og popsange!) fra vores kollektive mytologier om hvad kærlighed er lig med.
Og når vi tror på sådanne overbevisninger om hvad kærlighed er lig med, er der så noget at sige til at så mange af os er så forvirrede og har det så svært når det gælder vores parforhold og andre nære relationer? Er der noget at sige til at så mange af os har så store problemer med vores parforhold når vi bruger ordet ”kærlighed” i flæng om ting som måske slet ikke har noget med kærlighed at gøre? Er der så noget at sige til at så mange af os vitterligt oplever at ordet ”hjerte” rimer på ordet ”smerte”?
Kommentarer
log ind eller opret konto for at skrive kommentarer