Se kontaktoplysninger og profil for Tim Ray

Mit livs hidtil største kærlighedsoplevelse (eller som jeg nogle gange kalder det: ”totalorgasmelyksalighed”) oplevede jeg for nogle år siden på en strand i Tel Aviv i Israel.

Det var i begyndelsen af april og forår i Guds Eget Land, så temperaturen og den blide brise fra havet var dejligt behagelig. Jeg satte mig på et håndklæde i sandet omkring 10-15 meter fra vandkanten og i tilpas afstand fra strandcafeen Banana Beachs gyngende reggaemusik (jeg havde været i Israel en del gange i løbet af det sidste år og efterhånden opdaget at strandcafeerne spillede det samme musikbånd hver eneste dag). Klokken var vel omkring 11-12 stykker om formiddagen da jeg besluttede mig for at sidde stille og gøre ingenting i nogle timer.

At sidde stille og gøre ingenting i et stykke tid var noget som jeg havde ”gjort” adskillige gange før, men denne dag besluttede jeg mig af en eller anden grund til at gøre det i meget længere tid end jeg nogensinde havde gjort før – altså i adskillige timer.

Når jeg siger at jeg ”gjorde ingenting” mener jeg at jeg:

1) Ikke foretog mig nogle ”aktiviterer” såsom at læse eller spise eller noget som helst. Jeg sad bare stille med åbne øjne og så lige frem. På det som var foran mig. Sand. Vand. Bølgerne der slog ind mod kysten. Solens stråler der reflekterede i vandet. Mennesker der af og til passerede forbi. Jeg bevægede mig så lidt som muligt. Engang imellem skiftede jeg stilling - fra at sidde i skrædderstilling, til at sidde på hug, til at sidde med strakte ben, til at ligge lidt på siden. Hvad der end var mest behageligt.

2) Ikke sagde noget eller talte med nogen. Jeg var helt stille.

3) Ikke foretog mig noget mentalt, i mit indre. Og med det mener jeg ikke at tanker og historier ikke hele tiden opstod og forsvandt igen i mit sind. For det gjorde de, præcis som altid. Det jeg mener er at jeg ikke involverede mig i dem, jeg beskæftigede mig ikke med dem. Eller for at være helt præcis: Hver gang jeg blev opmærksom på at jeg nu var blevet involveret i en af tankerne, var blevet opslugt af en af tankerne, var fulgt med en af tankerne, stoppede jeg med det samme og vendte tilbage til at sidde og iagttage og gøre ingenting.

4) En anden vigtig ting var at jeg heller ikke ”mediterede” (i traditionel forstand) eller gjorde nogen form for ”bevidsthedsarbejde”. Jeg mediterede ikke på min vejrtrækning, et mantra eller et eller andet fokuspunkt. Jeg lod bare sindet være fuldstændig frit og gøre lige præcis hvad det nu engang gør. Man kan kalde det for ”ikke-meditation” meditation!

Lige så snart jeg begyndte at sidde stille og gøre ingenting begyndte et velkendt fænomen, som jeg havde oplevet alle de gange jeg tidligere havde siddet stille og gjort ingenting: Tankerne begyndte at rase og gøre helt vildt modstand mod det som jeg sad og gjorde (eller rettere sagt ”ikke gjorde”!). 

De fleste tanker der opstod var variationer over det samme grundlæggende tema:

”Dette her, dette øjeblik, det som er lige nu, er ikke godt nok”
”Der er noget som er bedre end det her. Der er noget som er bedre ude i fremtiden, et andet sted end her”
”Du mangler noget”
”Du ville være lykkeligere, hvis du gjorde noget andet end det her”
”Du er nødt til at gøre noget (for at opnå denne ”bedre” tilstand)”
”Det her er spild af tid”
”Det her fører ikke til noget”
”Du er nødt til at gøre noget”
”Du er nødt til at opnå noget”
... og så videre og så videre

Det føltes næsten som om disse tanker hev og flåede i mig som armene på kæmper der ville gøre alt hvad de kunne for at rive mig væk fra at sidde her og fuldstændig ”spilde” tiden og gøre ingenting, når der nu var så mange andre vigtige ting at gøre derude et eller andet sted i fremtiden, et eller andet sted end lige her. Ja, som du måske kan forestille dig var tankerne bogstavelig talt ved at gå grassat over sådan et kolossalt meningsløst ”spild” af vigtig tid! Tid som jeg ifølge mine tanker kunne have brugt meget bedre på at gøre noget, på at opnå noget, som så ville gøre mig mere lykkelig og fuldendt og okay end jeg var nu (eller rettere sagt ifølge tankerne ikke var nu!). Men lige meget hvor meget tankerne rasede og protesterede og hylede og skreg i mit indre blev jeg siddende med øjnene åbne og stirrede ud i luften og gjorde ingenting.

Af og til, når en pinefuld tanke blev ved med at opstå og jeg kunne se at jeg virkelig var knyttet til den, at jeg virkelig troede på den, undersøgte jeg den i tavshed inde i mit hoved ved hjælp af de fire spørgsmål i The Work of Byron Katie. 

Jeg lagde ud med at gå direkte til alle stresstankers moder – nemlig tanken:

”Det her er ikke godt nok. Jeg mangler noget. Der er noget som er bedre end det her.”

Inde i mit hoved spurgte jeg mig selv det første spørgsmål i The Work of Byron Katie:

Er det sandt?

Er det sandt at der er noget som er bedre end det her?

Ja. Det tror jeg.

Så spurgte jeg i tavshed mig selv det andet spørgsmål:

Kan du virkelig vide at det er sandt at der er noget som er bedre end det her, det som er i dette øjeblik, det som er lige nu? Kan du virkelig vide at der er noget andet end det her, det som er i dette øjeblik? Er der overhovedet noget andet end dette nu? Kan du overhovedet opleve andet end dette nu? Og hvis der ikke er noget andet end dette nu, hvis der ikke er nogen tid, hvis der ikke er nogen fortid eller fremtid, hvis der ikke er nogen bevægelse, hvis du ikke bevæger dig... hvordan kan der så være noget som er bedre end det her? Hvis der ikke er andet end det her, dette nu, altid, hvordan kan der så være noget som er bedre end det her...?

Kan du virkelig vide at det er sandt at der er noget som er bedre end det her?

Pause.

Stilhed.

Nej, det kan jeg ikke.

Wow.

Videre til tredje spørgsmål:

Hvordan reagerer du når du tror på tanken at der er noget som er bedre end det her, det som er her nu?

Og mit tavse svar: Jamen så prøver jeg at komme væk fra nu, fra det her, fra det som er her nu, jeg gør modstand mod nu, mod mig selv, mod alt, mod livet. Jeg føler mig ubehagelig til mode i mig selv, i min krop, i der hvor jeg er. Det er modstand. Det er helvede. Jeg har alle de her tanker om hvad der skal til, om hvilke ydre omstændigheder der skal til, som ville gøre livet bedre for mig end det her. Og jeg bruger hele mit liv, alle mine vågne timer, på at prøve at opnå dette flygtige, altid lige rundt om hjørnet, altid for enden af den næste regnbue noget som jeg tror er derude, et eller andet sted – bortset fra lige her. Og så går jeg glip af det eneste jeg nogensinde har. Som er det her. Nu. Det er som om jeg er syg, har feber. Det fører til angst og utilpashed. Stress. Jeg kan ikke være nogen steder. Jeg er altid på vej. Og det gør det virkelig svært at sidde her, næsten umuligt. 

Når jeg tror på denne tanke føler jeg mig usikker på mig selv når jeg er sammen med andre mennesker. Jeg føler mig usikker på mig selv når jeg er sammen med mig selv. Det er helvede. Det er virkelig stressende... stress, stress, stress. Og uanset hvor meget jeg vender og drejer denne tanke kan jeg ikke komme på nogen grund til at beholde den som ikke fører til stress. For denne tanke er stress!

Denne tanke – tanken om at der er noget som er bedre end det her - er moderen til al stress!

Og fra denne tanke opstår andre stresstanker såsom ”Det her er ikke godt nok”, ”Det ville være bedre/jeg ville være lykkeligere hvis jeg...”, ”Der mangler noget nu/jeg mangler noget nu,” ”Jeg skal gøre noget,” ”Jeg skal opnå noget...”

Og fra disse grundlæggende stresstanker opstår de to helvedestvillinger ”tilknytning” og ”aversion”:

Tilknytning: Den konstante søgen efter et eller andet derude som jeg tror er bedre end det her og som vil gøre mig lykkelig, okay og fuldendt.

Aversion: Den konstante modstand mod og frygt for alle de ting jeg tror vil gøre mig ulykkelig og fjerne mig fra det gode jeg søger...

Tilknytning og aversion. To helvedestvillinger som når jeg tror på denne tanke styrer hele mit liv, alle mine handlinger og tanker og valg... det er det rene helvede... det er helvede...

Og så det fjerde spørgsmål:

Hvem ville du være uden tanken om at der er noget som er bedre end det her?

Aaaaaaaahhhh. Jeg ville falde fuldstændig sammen. Som luften der går ud af en ballon. Alle de spændinger, alle de anstrengelser, al den modstand som får mig til at spænde og stresse dag og nat, ville kollapse fuldstændig, jeg ville kollapse fuldstændig. Som når man får en rigtig god orgasme og alt i en holder fuldstændig op. Holder fuldstændig op med at kæmpe og spænde og prøve og gøre og opnå og kontrollere. Hele ens krop, alle musklerne. Sindet, tankerne, følelserne, hjertet, ja hjertet. Det ville føles som en ren orgasme i hjertet. Jeg ville være som en gylden flydende strøm, et hav af aaahhh. Det ville være slut. Det ville være ovre. Al kampen, alle anstrengelserne. Jeg ville være fuldstændig færdig. Fordi jeg aldrig nogensinde er begyndt. Og så ville jeg ikke længere tro på eller handle efter alle de absurde tanker om at jeg ville være lykkeligere, mere okay, have det bedre, det ville være bedre for mig, hvis bare jeg gjorde eller opnåede A eller B eller C. Det ville være slut. Jeg ville være færdig. Der ville være fred. Jeg ville være fred.

Til sidste vendte jeg den oprindelige tanke 180 grader til sin totale modsætning:

Der er ikke noget som er bedre end det her.

Kunne det være lige så sandt eller mere sandt?

Pause.

Stilhed.

Ja.

Der er ikke noget som er bedre end det her. Fordi: Der er ikke andet end det her. Der har aldrig været andet end det her. Mig der sidder her stille og ubevægelig og ser en masse fascinerende film og historier passere forbi (og det hvad enten mine øjne er åbne eller lukkede). Filmen eller historien om Tim i Tel Aviv med sin israelske kæreste. Filmen eller historien om Tim til møde med et israelsk forlag. Filmen eller historien om Tim i København, i sin lejlighed på Østerbro. Filmen eller historien om dit eller dat.

Der er ikke noget som er bedre end det her. Fordi: Uanset hvad der sker i mit liv, så er jeg der altid. Det hele drejer sig om mig, udspringer af mig, forsvinder tilbage i mig. Tingene kan bevæge sig og forandre sig omkring mig (det gør de hele tiden). Men jeg forandrer mig aldrig. Jeg udvikler mig ikke. Jeg forbliver den samme.

Der er ikke noget som er bedre end det her. Fordi: Hvis Gud er alt og Gud er god (hvilket, så vidt jeg kan se, er sandheden), så må det som er lige nu, lige præcis lige nu, være det allerbedste der findes. Himlen. Hvis det allerbedste der findes ikke er lige nu, hvis jeg skal gøre noget eller opnå noget eller gøre mig fortjent til det allerbedste der findes, så kan Gud ikke være god. For ingen Gud som er god, ingen Gud som er Ubegrænset Kærlighed ville finde på sådan noget. Og Gud er god. Det ved jeg.

Der er ikke noget som er bedre end det her. Ja. Fordi: Når jeg ikke tror på mine tanker om at der er noget som er bedre end det her, noget som jeg burde gøre eller opnå, er der ikke noget som er bedre end det her!

Jeg kunne se at der var endnu en måde at vende den oprindelige tanke om på:

Der er noget som er værre end det her.

Ja.

Min tankegang. Min tankegang er meget værre end det her. Min tankegang om at der er noget som er bedre end det her, noget som jeg skal gøre eller opnå andet end det her for at være lykkelig og okay, er det rene helvede. Langt værre end det her.

Og jeg kunne se at der var endnu en måde at vende den oprindelige tanke om på:

Der er noget som er bedre end min tankegang.

Ja. Det her. Det her, det som er lige nu, er langt bedre end min tankegang. Mig der bare sidder her i himlen uden noget at gøre, uden noget at opnå, for evigt perfekt og okay. Det er langt bedre end noget min tankegang i sin vildeste fantasi kan forestille sig!

Efter jeg inde i mit hoved havde undersøgt denne mest grundlæggende tanke, alle stresstankers moder, med de fire spørgsmål, fortsatte jeg med bare at sidde i en behagelig stilling og stirre ud over havet. Minutterne gik og igen opstod og forsvandt tanker. De fleste af tankerne iagttog jeg bare opstå og forsvinde igen, sådan som alle tanker gør. En gang imellem gik det op for mig at jeg var blevet opslugt af en tanke og mentalt var på rejse i dens univers. Men hver gang jeg blev opmærksom på det, stoppede jeg og vendte tilbage til at sidde og gøre ingenting.

Af og til blev jeg atter ”angrebet” eller ”plaget” af en tanke som jeg havde svært ved ikke at knytte mig til, såsom ”Det her er ikke godt nok” eller ”Du er nødt til at gøre noget”. Og når det skete, undersøgte jeg så igen stille og roligt tanken inde i mit hoved ved hjælp af de fire spørgsmål.

Er det sandt?
Kan jeg virkelig vide at det er sandt?
Hvordan reagerer jeg når jeg tror på den tanke?
Hvem ville jeg være uden tanken?
Vend tanken om.

Og så tilbage til at sidde stille og gøre ingenting.

Efter jeg havde siddet stille og gjort ingenting på denne måde i et stykke tid, gik det også op for mig at hele grunden til at jeg havde besluttet mig for at sidde stille og gøre ingenting på denne måde i nogle timer... dybest set var fordi jeg troede at jeg, hvis jeg kunne sidde stille og gøre ingenting på denne måde i nogle timer, ville få det bedre end jeg havde det... Med andre ord, det gik op for mig at hele min motivation for at sidde stille og gøre ingenting, på en måde var tanken om at ”Det her er ikke godt nok”, ”Der er noget som er bedre end det her”!

Når jeg så det brast jeg i latter over hvor forvirret og absurd sindet kan være! Og ja, jeg kunne virkelig godt se det. Jeg sad faktisk her og ventede på at en eller anden magisk tilstand, en eller anden følelse af noget bedre end det her på et eller andet tidspunkt ville komme til mig, hvis bare jeg sad stille og gjorde ingenting længe nok! Selve min motivation for at gøre ingenting var forvirring! Og denne tanke, dette ønske, denne længsel, denne fejlagtige tro på at der er noget bedre end det her, forhindrede i sig selv mig i at ”opnå” det som jeg ønskede at ”opnå”!

Er det ikke bare herligt hvor forvirret sindet kan være! 

Og med det gik det op for mig at der ikke ville komme nogen anden magisk bedre tilstand end det her.

This was it.

This is it.

It doesn’t get any better than this.

This is it.

Og jeg fortsatte med at sidde stille og gore ingenting. Igen af og til ”angrebet” af ubehagelige stormvejrstanker om at ”Du spilder din tid”, ”Du er nødt til at gøre noget,” ”Der er noget i vejen med dig,” og så videre.

Og jeg fortsatte med at sidde stille og timerne gik. Foran mine øjne udspillede det ene scenarie sig efter det andet. Folk, par, unge, gamle, mænd, kvinder, børn passerede forbi i strandkanten. To hunde kom lystigt løbende forbi, de så ud til at more sig herligt. Jeg lagde mærke til at den ene hund kun havde tre ben. Og jeg lagde også mærke til at denne hund virkede lige så glad og tilfreds som hunden der havde fire ben. Den havde ikke nogen tanker om at fire ben var bedre end tre ben. 

Jeg havde ikke nogen tanker om at noget var bedre end noget. At der var noget som var bedre end det her.

Og efterhånden som timerne gik og jeg fortsatte med at sidde og gøre ingenting, begyndte jeg at føle mig ret... fredfyldt. Eller... det er svært at sætte ord på... Jo, det var som om jeg følte mig meget fredfyldt. Jeg vidste at der ikke var noget i vejen med mig, at jeg ikke manglede noget, at this was it, at det ikke kunne eller nogensinde ville blive bedre end det her. Aldrig nogensinde. This was it. Det var som om mit sind var fred. Det var ikke at mit sind var fredfyldt. Men at mit sind, det jeg var, var fred. Fred var det jeg var. Og alt andet, alle tankerne, alle følelserne, kroppen og dens fornemmelser, verden, stranden, menneskerne der passerede forbi, var blot midlertidige bobler på overfladen af den fred som jeg var. Wow.

Og stadig blev jeg siddende. Jeg følte at jeg kunne blive siddende der for evigt, at jeg ville blive siddende der for evigt, mens mit livs historier og drømme passerede forbi, dag efter dag. Der var ikke andet end dette øjeblik, dette nu. Der var vitterlig ikke nogen historie om en fortid eller en fremtid. Eller hvis de nogen gange opstod, så virkede de så uvirkelige, så drømmeagtige. Men nu, her... Det er meget svært at sætte ord på. 

Og stadig blev jeg siddende. Solen begyndte at gå ned. Klokken var... jeg måtte have siddet her stille i 4-5-6 timer nu. Der lå et gyldent lys over landet. Over sandet, stranden, menneskerne, det hele. Jeg følte det vitterlig som om jeg var en orgasme. Som om jeg var ren lyksalighed. Ja, det var ikke noget som jeg oplevede eller følte (selv om jeg helt klart også oplevede og følte det), det var det jeg var. totalorgasmelyksalighed. Jeg følte mig så afslappet at jeg næsten ikke kunne sidde op eller noget som helst. Bare falde om i sandet, som man gør når man får udløsning og orgasme. Åh! Åh! Åh! i hjertet, i sindet. Det hele blev sprængt, alle dæmninger, alle hindringer, alle tanker, fortid, fremtid, væk, forsvundet, og der var kun det her. Og Tim lå i sandet og smågispede og smilede i en orgasme som ikke holdt op. Det var som om hele min krop, hver eneste celle og atom var lyksalighed, en gylden strøm af lyksalighed. Og alt omkring mig var denne gyldne lyksalighed. Lyset der faldt på det hele. Alt var simpelthen bare så smukt. Det var utroligt at jeg ikke havde lagt mærke til det noget før. Alt var indhyllet i sådan en stilhed, sådan en kærlighed, sådan en ømhed, selv de ting som mit sind før havde kategoriseret som hårde og uvenlige... 

Det var som om alting gik meget langsomt. Ikke langsomt på den måde at det var mere langsomt end før. Men det var ”mig” der nu, uden konstant at være optaget af de tanker der opstod og forsvandt, for første gang lagde mærke til hvordan alting virkelig er, hvor smukt det virkelig er, den utrolige ubeskrivelige himmelske graciøsitet hvormed alting bevæger sig og flyder som en stille, mageløs kærlighedssymfoni... bilerne, husene, menneskerne, lydene, fortovet, mågerne, skraldespanden, vandhanerne, hundene... åh åh åh... 

Og det har altid været sådan. Altid. This is it. Jeg har bare ikke set det.

Men nu ser jeg det. Nu er det slut. Nu er jeg hjemme. Jeg har altid været hjemme. Jeg kan ikke forlade hjem. Jeg er hjem. Hjem er mig.

Så enkelt. Og sindet gør det så kompliceret.

Jeg følte at jeg kunne blive siddende der for evigt. Jeg ville have elsket at sidde der for evigt. Jeg så mig til siden og lagde mærke til en kvinde der sad ikke langt fra mig. Hun smilede til mig. I et kort øjeblik opstod en flirte-tanke, den skøjtede lige forbi på min freds overflade. Hvor virkede al flirten og alt det som hører med til flirten dog ubetydeligt og tyndt og ligegyldigt i forhold til det her. Jeg smilede til tanken, sådan som jeg smilede til alt og alle omkring mig, og vendte blikket tilbage mod havet. Fortsatte med at sidde stille og gøre ingenting.

Tanken kom at jeg havde en aftale denne aften med en israelsk forlagsredaktør på en cafe inde i byen. Langsomt, det virkede meget langsomt, tog jeg min mobil frem og så på skærmen. Det ville nok være en god idé at begynde at gå derhen nu. Jeg havde en fornemmelse af latter, af nysgerrighed over hvordan det mon ville være at møde forlagsredaktøren når alt gik så lyksaligt langsomt. Jeg rejste mig, igen virkede det som om at alt gik meget langsomt, pakkede mine ting og begyndte, langsomt, skridt for skridt at gå hen over det varme gyldne sand, ind mod byen.

Og åh hvilken by det var! Aldrig har jeg følt mig så forelsket i en by før. I det hele. Det hele virkede så vidunderligt ubeskriveligt... Jeg husker at jeg gik hen over den varme asfalt, hen over en varm plads, asfalten næsten bagede i den nedadgående aftensol, pladsen var fuldstændig øde, omgivet af lave hvide huse på alle sider. Og det hele virkede så... spiseligt, så skønt... som om jeg kunne spise det... duftene, lydene, alle sanseindtrykkene, farverne... affaldet, de brugte papkasser, den rådne frugt, skraldespandene, den gamle lastbil, det tørre træ, de slidte huse... aldrig havde noget været så klart før, så levende, så smukt, så nært, så mig, så... åh hvor jeg dog elskede denne plads og alt i den og åh hvor jeg ville have elsket at blive ved med at gå hen over den og elske det hele for evigt... Og jeg fortsatte med at gå, stadig langsomt, stadig som stilheden selv, en enorm kæmpe stilhed hvori hele verden og alle dens farver og former boltrede sig... hen over pladsen... ind igennem Tel Avivs travle Carmel marked... Igen gik jeg langsomt, lod altings herlighed gennemtrænge mig... Boderne, frugterne, grøntsagerne, de smukke mænd, de smukke kvinder, gadesælgerne der råbte og pruttede om prisen på deres varer, de mange farver, et helt fantastisk, utroligt, univers, som jeg bare elskede helt igennem. Hvor var det dog bare vidunderligt, sikken herlighed, sikken overdådig rigdom, og alt sammen indhyllet i dette gyldne, kærlige lys. En kvinde kom gående imod mig, det var den samme kvinde der havde siddet ikke langt fra mig på stranden og smilet til mig. Nu smilede hun til mig igen. Sikke sjovt, sikken et mirakel at den samme skønne kvinde (og åh hvor var hun skøn! Jeg glemmer hende aldrig) endnu engang skulle passere forbi med alt det andet der passerede forbi. Jeg smilede og vi lo begge idet vi gik forbi hinanden, som om vi begge to godt vidste at ja, ja, det her, det er bare himlen.

Og jeg fortsatte med at gå ned ad Tel Avivs gader og stræder, alt sammen indhyllet i dette fantastiske gyldne lys. Og bilerne og butikkerne og navnene på gaderne med deres fascinerende hebraiske skrifttegn... Jeg gik ned ad en lang fantastisk gade. Hvor var mon den cafe hvor jeg skulle møde min ven forlagschefen? Var det denne gade? Måske jeg skulle spørge nogen. Jeg spurgte vist nok en kvinde. Hun vidste det ikke. Men hvor var hun bare sød. Jeg gik videre. To-tre unge kvinder kom gående imod mig. Jeg spurgte dem. Var helt vildt fascinerede af deres skønhed, af ordene der kom ud af deres munde, hvor var de bare hjælpsomme, spurgte mig spørgsmål, hvor kom jeg fra, sikke megen hjælp og jeg havde næsten ikke sagt noget, jeg kunne have blevet stående og talt med dem i lang tid, men hey, det viste sig at cafeen lå lige ovre på den anden side af gaden. Tak, farvel, bless you, jeg elsker jer.

Ind i cafeen (og hvor var den magisk), designet, stolene, indretningen, lyden af blid jazzmusik, menneskerne oppe i baren. Der var min ven forlagsredaktøren. Og hvor var det bare fedt at se ham her. Alt det her. Hvor spændende. Sikken et eventyr. Mig, dig, det her, som 1001 nats eventyr en torsdag aften i Tel Aviv. Alt kan ske og sker. Han tager mig op på førstesalen. Her kan vi sidde helt alene og tale uforstyrret. Cafeens kok er forlagsredaktørens gode ven, cafeen er redaktørens yndlingscafe. Kokken er så venlig, hvad vil jeg have, jeg kan få hvad som helst, det er dog utroligt, drikke, kaffe, te, mad, søde sager, jeg føler mig som en prins, sikken en behandling. 

Og min ven forlagsredaktøren, hvor er han dog bare fantastisk, hvor er han smuk, tænk at jeg ikke har lagt mærke til det noget før, det flotte sølvarmbånd på hans håndled, hans mørke krøller, måden han ryger sine cigaretter på, hvor er det fascinerende at høre ham tale. Det er meget mere fascinerende at høre ham tale end noget jeg kan finde på, og hvor er det dog fascinerende at høre alt det han har at sige, om bogudgivelser, og agenter og forfatterturne... Han er så smuk og alt er så smukt at jeg har svært ved at tage noget af alt det han siger særlig alvorligt, alle disse tanker om fremtiden som jeg engang troede var så vigtige... for hvordan kan noget ude i fremtiden, nogen bogudgivelse eller forfatterturne give mig bare en brøkdel mere end alt det jeg har nu, her, på denne cafe i Tel Aviv, Israel, Universets Centrum og Hjerte, this is it.