Sex er blevet vor tids nye præstationsprojekt

I går aftes var jeg inviteret til at være en del af et ”mandepanel”, hvor en hel sal fyldt med kvinder i en hel time kunne stille alle de spørgsmål de ville af os mænd. Alt hvad kvinderne nogensinde havde ønsket sig at vide om – nej, ikke mænds syn på karrieren, børneopdragelse, meningen med livet, verdenssituationen, Gud, ligestilling, penge ... – men alt hvad de nogensinde havde ønsket sig at vide om mænds syn på ... SEX! Og nej, det var ikke fordi styrkvinden bag dette heldags kvindearrangement havde givet kvinderne besked på at de skulle spørge os om sex. Nej, de fremmødte kvinder var blevet opfordret til at spørge lige præcis hvad de havde lyst til af os mænd. Og efterhånden som spørgsmålene skred frem (kvinderne havde skrevet deres spørgsmål ned på en seddel som styrkvinden derefter læste op, så de kunne være anonyme og føle sig helt frie) viste det sig at det som kvinderne allerhelst ville vide noget om var mænds syn på sex og kvinders fysiske udseende. Her er et par af de mange spørgsmål vi blev stillet:


- Hvad tænder dig ved en kvinde?

- Hvilken beklædningsgenstand får dig til at tænde på en kvinde?

- Kan du lide at hun taler frækt i sengen og f.eks. siger ”um, hvor jeg elsker din pik”?

- Hvor ofte synes du kvinders fisse lugter – og er det et problem for dig?

- Er det vigtigt for dig at hun har barberet både ben og fisse?

- Hvordan har du det med hun inddrager dildo eller andet sexlegetøj?

og så videre og så videre...

Da jeg kørte hjem efter arrangementet og tænkte over de mange sexspørgsmål vi blev stillet, slog det mig at sex er blevet vor tids nye præstationsprojekt. Eller rettere sagt ”præstationsangst-projekt”. For med så store forventninger til hvad sex kan og skal gøre for os, er der ikke noget at sige til at noget så naturligt og uskyldigt (hvor svært kan det være?), i dag er blevet så problemfyldt og kompliceret for så mange. Så problemfyldt at flere og flere tyr til sexmanualer, sexologer og andre ”sexperter” for at få gang i safterne igen (hvis de altså overhovedet flød til at begynde med, med al det forventningspres).

Men en af spørgsmålene er: Er ”sexperterne” med al deres fokus på mere og bedre sex som vejen til lykke ikke en del af selve problemet? Er de ikke med deres overdrevne fokus på kvantiteten og kvaliteten af sex selv med til at gøre en ellers helt uskyldig og ikke særlig kompliceret glædesakt til en meget kompliceret videnskab som kan give selv den mest afslappede kvinde eller mand alvorlig præstationsangst?

Selvfølgelig er der ikke noget i vejen med at være nysgerrig og kommunikere med hinanden hvordan vi har det med sex, sådan som jeg og de andre mænd og kvinder gjorde i går aftes. Men bag om mange af spørgsmålene lå der en understrøm af usikkerhed og angst. Og det er denne præstationsangst – ikke om vi er glatbarberede og taler frækt i sengen eller ej – som er en af de primære årsager til at så mange i dag har svært ved at få sexlivet op at stå.

 

Kærlige hilsner
Tim Ray

 

__________________________

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Sex er blevet vor tids nye præstationsprojekt. Af Tim Ray på Levlykkeligt.dk