Øvelse til forløsning af ubehagelige følelser

Følelser er midlertidige. De rejser sig som en bølge, topper, og ebber ud igen. Men når vi gør modstand mod vores følelser får de ikke lov til at rejse sig, toppe, og ebbe ud igen. De kan stivne og blive hårde, frosne som is, og kan med tiden blive til det vi oplever som fysisk ubehag og "sygdom".

Her er en rigtig god opmærksomhedssøvelse til at få ubehagelige følelser (hvad enten det er ”frosne” følelser fra fortiden og/eller nyligt opståede følelser) som angst, anspændthed, stress, vrede, sorg til at tø op og flyde videre igen:

Sid i en behagelig stilling med lukkede øjne. Læg mærke til hvor i kroppen den ubehagelige følelse eller energi er. Hvor meget af kroppen den fylder (f.eks. skuldre, nakke, overkrop). Læg mærke til om følelsen ser ud til at have en farve eller farver (f.eks. sort med blodrød). Læg mærke til om følelsen har en stoflighed – føles den f.eks. hård eller blød, flydende eller skarp? Læg mærke til om følelsen har en temperatur – føles den varm eller kold? Eller hvad? Læg mærke til hvordan følelsen føles. Måske du vil få billeder af et eller andet. Byd det velkommen. Byd den ubehagelige følelse velkommen på samme måde som du ville byde et lille barn som er ked af det velkommen. Sig at følelsen må være her så længe den vil. Og hvis du har mod på det, så spørg om du ikke må få noget mere af følelsen. Mere tak. Gør det modsatte af hvad de fleste af os normalt gør. I stedet for at prøve på at få følelsen til at gå væk, så bed om mere af den. Hvis du har mod på det, så tag et bad i følelsen. Find det sted hvor følelsen føles allermest intens, dets centrum, og placer dig i det, bad i det.

Hvis du gør det vil du sikkert opleve at energien eller følelsen begynder at ændre sig. Ikke at energien nødvendigvis går væk, men at dens kvalitet begynder at ændre sig. Det som for eksempel før føltes som sort, hård frygt begynder måske at føles som mere flydende sorg. Byd det velkommen og bad i det på samme måde. Hvis du gør det vil du måske efter nogle minutter opleve at følelsen nu har ændret sig igen, måske til en varm, rød, orange, gul vrede. Byd den velkommen og bad i den. Som det næste vil du måske opleve at følelsen begynder at føles behagelig, stærk, robust, som stor indre kraft, måske bliver den hvid og lys. Byd den velkommen. Fortsæt på denne måde indtil du føler mere flow eller at det er nok for nu.

At gøre denne øvelse når du oplever ubehagelige følelser og/eller fysisk ubehag (såsom hovedpine, mavepine, spændinger, kvalme, smerter) kan virkelig gøre underværker og være meget helbredende.

Ryst dig løs!
Når folk gør denne øvelse oplever mange at de også har lyst til at bevæge kroppen på en eller anden måde. Enten under øvelsen og/eller bagefter. Ryste, stampe i gulvet, sætte noget musik på og danse vildt, løbe ud i skoven og smadre en masse tunge grene, hulke eller råbe ...

Så hvis du føler at energien gerne vil ud og i gang fysisk - gør det endelig!

PS Dette er ment som en generel øvelse til forløsning af ubehagelige eller undertrykte følelser. Men hvis du er plaget af voldsomme oplevelser eller traumer kan det være en god idé at søge hjælp hos en professionel terapeut.

Tim Ray
Forfatter, underviser og facilitator
www.beamteam.com 

__________________________

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Øvelse til forløsning af ubehagelige følelser