Min partner kan opfylde alle mine behov og ønsker hele tiden

En urealistisk forventning som mange har til parforholdet er: "Min partner kan opfylde alle mine behov og ønsker hele tiden". En mere realistisk og moden holdning er: "Min partner kan opfylde nogle af mine behov og ønsker noget af tiden". At minde dig selv om dette regelmæssigt kan gøre en kæmpe forskel for din lykke og sindsro. Og gøre parforholdet meget sjovere for både dig og din partner!

Nogle af de ting der kan hjælpe dig med at leve dette i praksis er:

- Bliv mere bevidst om hvad dine behov og ønsker rent faktisk er. Vi har alle mange behov og ønsker, men det er de færreste af os der har taget os tid til helt konkret at gøre os det klart hvad disse behov og ønsker er. Alene at gøre dette kan være noget af en åbenbaring for mange.

- Få en mere realistisk vurdering af din partner. Hvilke af dine behov og ønsker er din partner i stand til at opfylde? Hvilke er din partner ikke i stand til at opfylde? Og hvor meget af tiden er han eller hun realistisk i stand til at opfylde disse behov og ønsker? Ikke hvad du håber eller forventer eller tror eller fantaserer om. Men i virkeligheden, baseret på hvem din partner virkelig er, ikke en romantisk fantasi.

- Vær opmærksom på og taknemlig for de behov og ønsker din partner noget af tiden opfylder. Ofte er vi så fokuseret på alle de ting vi ikke får af vores partner, at vi ikke ser og påskønner alle de ting vi rent faktisk får.

- Arbejd på selv at opfylde de behov og ønsker din partner ikke er i stand til at opfylde (eller kun kan opfylde noget af tiden). Eller få dem opfyldt af nogle andre, såsom venner eller veninder, en selvhjælpsgruppe eller lignende. Livet er fyldt med mennesker der kan støtte os. Så hvorfor nøjes med kun en person!?

Og hvis virkeligheden er at din partner ikke opfylder nogen eller meget få af dine behov og ønsker (eller gør det meget lidt af tiden), ja, så er det måske værd at overveje at finde dig en anden partner. Men hvis du gør det, så husk når du begynder at date at være mere realistisk omkring hvad dine behov og ønsker er. Og mere realistisk omkring hvem den person du dater er! 

__________________________

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Min partner kan opfylde alle mine behov og ønsker. Tim Ray blogger på Levlykkeligt.dk