Kærlighed er stærkere end positiv tænkning

Hvis du føler dig ængstelig, usikker, har lavt selvværd, kan positiv tænkning være til rigtig stor hjælp (det ved jeg af egen erfaring – ved ikke om jeg ville være i live i dag uden positiv tænkning). Men med årene er det gået op for mig at der findes noget som er langt stærkere end positiv tænkning – og det er kærlighed. Med kærlighed mener jeg ikke romantisk kærlighed eller at være en smilende dørmåtte eller nogle af de mange andre ting vi bruger ordet ”kærlighed” om. Med kærlighed mener jeg den ubetingede rummelighed, støtte og forståelse som er livets natur. At lægge mærke til at livet rummer dig ubetinget, støtter dig ubetinget, og at forstå at du blot er et uskyldigt barn der hele tiden gør det bedste du kan. At lægge mærke til livets ubetingede kærlighed og at føle samme ubetingede kærlighed over for dig selv med al din smerte og forvirring er en helbredende kraft tusind gange stærkere end positiv tænkning.

Hvis du ikke har set eller oplevet denne kærlighed er det meget svært at forstå hvad jeg taler om. For denne kærlighed er ikke en mental ting. Den er noget langt større end noget sindet kan tænke sig til. Jeg ved at jeg selv i mange år troede at jeg vidste hvad kærlighed var – jeg havde mediteret over den og kontempleret den i årevis – og troede at jeg kendte den. Men i dag kan jeg se at det gjorde jeg ikke. Det var bare noget jeg troede.

Men så begyndte det at ske. Og fra det øjeblik jeg virkelig begyndte at forstå og mærke livets ubetingede kærlighed i mit hjerte, fra det øjeblik jeg begyndte at møde mig selv med al min smerte som en kærlig mor møder et skræmt lille barn – fra det øjeblik var positiv tænkning ikke længere nødvendigt for mig. Jo, positiv tænkning, coaching og deslige kan være til gavn og hjælpe dig ud af en sump af negativ tænkning og ulykkelighed. Men for virkelig at helbrede smerten i hjertet, angsten, skammen, skylden, selvhadet, det lave selvværd, skal der stærkere kraft til. Og den stærkere kraft er kærligheden.

Hvordan kan man finde og kultivere denne kærlighed? Med årene har jeg opdaget og fået kæmpe stor gavn af adskillige tilgange som arbejder ud fra dette kærlighedsniveau. Her er fire stærke:

- The Work of Byron Katie
- 12-Trins grupper som ACA (Voksne Børn af alkoholikere eller anden dysfunktionel familie)
- Indre Barn arbejde som beskrevet i John Bradshaws ”Rejsen hjem”
- David R. Hawkins’ tilgang (f.eks. som beskrevet i hans ”Healing and Recovery”)

Det som alle disse tilgange har til fælles er en ubetinget rummelighed over for hvordan du har det. Al din smerte er velkommen. Og i stedet for at prøve på at få din smerte til at gå væk, så gå ind i den med åbne øjne og arme. Og når du gør det sker der noget fantastisk. I stedet for at smerten vokser (noget som de fleste af os frygter) – så sker der det modsatte. Smerten bliver transformeret til ... kærlighed.

Læs mere her: 3 måder at kultivere kærlighed i dit liv på

__________________________

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Kærlighed er stærkere end positiv tænkning. Læs med på Levlykkeligt.dk