Dating Lov Nr. 1: Jo mere du presser på, jo mere læner han eller hun sig sig væk

Det er logik for burhøns. Og alligevel er det ufatteligt hvor få der fatter det. Loven om Frastødelse når det gælder dating, flirten, tiltrækning, parforhold og alt andet i den boldgade: Jo mere du presser på, jo mere læner han eller hun sig væk.

Kan du se det? Hvis du kan, så tillykke, for det kan overraskende mange jeg taler med tydeligvis ikke. Og ethvert forsøg på at få dem til at se fornuftens lys er som regel dømt til at mislykkes. For hvis man har det med at presse kraftigt på (og dermed næsten uundgåeligt skræmme alle af det modsatte køn langt væk) nytter det ikke noget at prøve på at tvinge sig selv til ikke at presse på. For det er falsk – og falskhed er endnu en ting der får ham eller hende som du har i kikkerten til at løbe den anden vej. Hvis ikke nu, så før eller siden.

Nej, den eneste langtidsholdbare løsning er at se nærmere på hvorfor i alverden du presser så hårdt på? Hvorfor er du så desperat? Hvad er det du tror et parforhold kan give dig som du ikke allerede har? Hvad er det som er så svært ved dit eget selskab der gør at du bliver så desperat efter et andet menneskes selskab? Hvilke følelser af forladthed vækker det i dig?

Ja, som du nok kan se er der lagt i kakkelovnen til adskillige ugers og sikkert også måneders selvransagelse og ”Getting Real” arbejde.

Men intet andet er langtidsholdbart hvis du vil leve et lykkeligt og kærlighedsfyldt liv.

For alternativet er ikke værd at leve med. Det har du jo sikkert prøvet. Desperat at skubbe den ene eller den anden kærlighedskandidat væk. Eller hvis det endelig skulle lykkes for dig at få en sild eller deslige i nettet, at leve i evig angst for at hun eller han en dag ser den anden vej, går den anden vej. Og så efterlade dig tilbage med angsten i hjertet.

Nej, der er ikke andet for end at se ind i angsten i hjertet. Finde kærligheden der. For indtil du finder den der, finder du den aldrig i det ydre.

__________________________

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Dating Lov Nr. 1: Jo mere du presser på, jo mere læner han eller hun sig sig væk