3 år med 101 myter om parforhold – en status

I disse dage er det 3 år siden ”101 myter om parforhold” udkom. Og tid til en lille status.

Det hele startede i december 2007 da jeg (lidt for sjov, lidt for alvor) skrev en blog til LevLykkeligt med titlen ”Hold dig langt væk fra kvinder i 30erne”. Hvilket skabte en del postyr. Hvad havde den ellers så rare og rummelige Tim Ray gang i? Og så skrev jeg endnu flere blogs i et forsøg på at uddybe hvad det var jeg havde gang i. Nemlig nogle af mine iagttagelser og overvejelser om parforhold i dagens Danmark. Forstenede konventioner og urealistiske forventninger, skrappe kællinger og mænd der var under tøflen, og ikke mindst - problemer med respekten og de sunde grænser. Mængden af blogs og artikler om parforhold voksede støt, det samme gjorde interessen fra læsere, indtil Barbara efter et års tid gjorde mig opmærksom på at hvis jeg fortsatte i det tempo, så ville jeg snart have stof nok til en hel bog.

Og det fik hun ret i. I efteråret 2010 udkom ”101 myter om parforhold der driver os til vanvid (og lidt om hvad du kan gøre ved dem)”. Siden da er bogen trykt i 53.000 eksemplarer i lille DK. Og indtil videre udkommet på engelsk, koreansk, kinesisk, portugisisk og polsk (hvilket har vist mig at myter om parforhold ikke kun er et dansk fænomen). Jeg er blevet interviewet på Go’ Morgen P3 og The Bill Leff Show i Chicago (mit yndlingsinterview fordi radioværten er komiker og var opsat på at vi skulle nå igennem samtlige 101 myter på mindre end en time. Det nåede vi ikke, men vi havde det rigtig sjovt!). Jeg har haft den ære at en kvindelig amerikansk radiovært klagede over mig til mit forlag. Og haft søvnløse nætter ved tanken om at jeg måske var en anelse for hård ved de stakkels kvinder i 30erne. For jeg vil jo så gerne være rar og rummelig (og deri ligger en af mine evige dilemmaer – for kan man både være rummelig og samfundskritisk på samme tid?). Der har været tider hvor jeg har følt at jeg har stukket hånden i en arrig hvepserede - for hvis der er noget som stort set enhver mand (og især) kvinde har stærke meninger om så er det parforhold. Men det har også været sjovt. Og ikke mindst det hele værd at modtage en jævn strøm af takkebreve fra læsere som virkelig har fået nogle aha-oplevelser af bogen og er blevet hjulpet af dens ”mythbusting” teknikker.

Noget af det bedste ved det hele har været at se hvordan bogen for mange har været en introduktion til at lære at skelne mellem virkeligheden og deres tanker – og til at stille spørgsmål til de tanker og overbevisninger der begrænser og stresser dem. Fordi selv om mange kender mig som ”ham der med parforholdsmyterne” er parforhold kun en del af det jeg beskæftiger mig med. Mit arbejde handler helt grundlæggende om hvordan vi ved at blive mere bevidste og psykologisk modne kan leve mere lykkelige liv – en tilgang som jeg kalder for ”Getting Real”. Men selvfølgelig. Det giver god mening at bogen for mange har været introduktionen til bevidsthedsarbejde. Mine egne parforholdsproblemer har om noget været en af de ting der har motiveret mig til at ”Get Real”. Jeg er taknemlig for at ”101 myter om parforhold” har kunnet hjælpe så mange med det samme.

Tim Ray
København, oktober 2013

__________________________

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
"Hold dig langt væk fra kvinder i 30erne" startede det hele i 2007. Tim Ray giver status på Levlykkeligt.dk