Verdens lykkeligste folk er dysfunktionelt?

Vi er et fixersamfund. Forstået på den måde, at vi har en bred enighed om, at ingen bør lide mere end højst nødvendigt. Der laves mange tiltag for at gøre noget ved tingene og medicinalfirmaerne har gyldne tider, som nogle af de eneste her i krisen.

Vi taler meget om, at vi skal tage os af de svage, men at alle også skal bidrage til samfundet – alle der kan i hvert fald. Nogle er syge, nogle er dovne og nogle er på anden måde uegnede til arbejde.

For nyligt hørte jeg et rygte om, at 75% af alle familier er dysfunktionelle og det svarer egentlig meget godt til min egen oplevelse. Det betyder jo ikke, at 75% af befolkningen render rundt og hører stemmer eller er voldelige – det betyder, at 75% af Danmarks familier har problemer med grænsesætning. Det største kendetegn ved en dysfunktionel familie er nemlig, at der er bøvl med grænserne.

Kort forklaret, så kan grænseproblemer vise sig på fire forskellige måder. Eva Hildebrand og Else Christensen har lavet en god opdeling i bogen ”Familier med sexuelt misbrug af børn” (Hans Reitzel, 1992), som jeg lige vil låne til at belyse problemet:

Grænser mellem familien og omverdenen: Familien isolerer sig ikke nødvendigvis fysisk, selvom det også godt kan være tilfældet. Det kan sagtens være en familie, hvor alt ser godt ud udadtil, og facaden kan se perfekt ud. Det kan være en familie med et stort netværk. Grænseproblemer forekommer i alle sociale lag. Fællesnævneren for familien med grænseproblemer udadtil, er en stærk følelsesmæssig isolation og adskilthed fra verden udenfor familien. Eksempelvis signaleres der til familiemedlemmerne en følelse af at det er ”os mod dem”.

Grænser mellem familiemedlemmer: Når en familie lukker sig inde og følelsesmæssigt isolerer sig fra omverdenen, så bliver de følelsesmæssige behov hos familiemedlemmerne også kun dækket indenfor familien. Det betyder, at familiemedlemmerne skal dække alle hinandens følelsesmæssige behov – også de urimelige. Og eftersom disse familier sjældent taler med nogen udenfor familien om det, er det svært for medlemmerne at få be- eller afkræftet om det der sker er i orden. Grænser overskrides og det forventes ofte, at alle familiemedlemmer føler det samme som hinanden – som oftest er det de voksne, der bestemmer hvordan alle skal føle. Er far ked af det, er det ikke ok at andre i familien er glade.

Grænser mellem generationer: I familier med grænseproblemer, bliver der ofte byttet rundt på rollerne. Børnene bliver dem der skal trøste, støtte, rose og drage omsorg for de voksne. De voksne er sandsynligvis selv vokset op i en familie med grænseproblemer og de har derfor et mønster med sig der gør, at de ikke kan være forældre, når det drejer sig om børnenes følelsesmæssige behov. Børnene får på den måde ikke dækket deres egne behov. Det følelsesmæssige misbrug – som nu efterhånden af de fleste kaldes følelsesmæssig incest – suger permanent energien ud af børnene, som så ikke vil have overskud til deres egne børn, hvis og når de engang får nogen. Den følelsesmæssige incest kan vise sig ved for eksempel at barnet skal tage sig af mor, når hun er fuld eller syg eller barnet skal kæmpe mod den ene forælder om den anden forælders opmærksomhed.

Indre grænseforskydning: Når grænser ikke er accepteret i familiens samvær og kommunikation bliver negative følelser, der er affødt af grænseproblemer, også afvist. ”Det er du selv ude om”, ”Det er de andres skyld”, ”Hold op med at være så sart” er udtalelser, der træder i stedet for omsorg og nærhed. Det lærer barnet at det ikke er ok, at have det skidt med det der foregår, og barnet ”adopterer” derfor afvisningen af smerte og følelser af svigt, forladthed og ensomhed, for at undgå de følelser af skyld og skam, der ellers vil dukke op. (Det er i øvrigt derfor, at mange mennesker først opdager, at deres problemer udspringer af, at de er vokset op i en dysfunktionel familie, når de kommer i 30’erne – de kan simpelthen ikke mærke det eller de benægter det, for at overleve) Barnets virkelighedsopfattelse forvrænges og medfører voldsomme overlevelsesstrategier hos barnet, som begynder at fortælle sig selv at ”Far slår mig, fordi han elsker mig”, ”Mor hader mine venner, fordi jeg betyder så meget for hende”.

Set gennem de briller, så er der ikke noget at sige til, at danskerne fører sig frem som verdens lykkeligste folk. Måske kan de slet ikke mærke, hvor skidt de har det? Det er naturligvis sat på spidsen, men vi er en nation af mennesker, der ikke tør mærke os selv og tage os selv alvorligt. Den voldsomme reality kultur beviser det – vi kan ikke have negative følelser i vores eget liv, det er ikke ok, så derfor må vi nøjes med at mærke dem gennem de mennesker, som stiller op til reality shows på TV. Interessant, at det kaldes ”følelsesporno”. Mon ikke det netop er et udtryk for netop dette?!

Hvad ville der ske, hvis vi gjorde psykologi til en del af undervisningen i folkeskolen – helt fra de små klassetrin? Et fag, der kunne handle om selvværd og grænser. Et fag, der kunne støtte børn i at mærke sig selv og sætte ord på det de føler, så de kan lære, at det er ok. At de ikke behøver gentage deres forældres dysfunktionelle mønstre, men kan vælge en anden vej.

Mere end 100.000 danske børn vokser lige nu op i en familie med alkoholproblemer. Og selvom alkoholisme efter sigende er en sygdom, så er problemet mere et symptom på noget andet, der er skævt end et problem i sig selv. Der er en grund til, at Jeppe drikker – og det er ikke alkoholen, der er grunden.

Derfor vil det være mere hensigtsmæssigt at fokusere på det grundlæggende problem i stedet for symptomerne, som er tydelige at se for enhver: alkoholisme, overvægt, depressioner, stress og skilsmisser. Vi bruger rigtig mange penge på at fixe disse symptomer og konsekvenserne af dem. Men hvis vi i vores fixersamfund kun fokuserer på at fixe symptomerne, lader vi problemerne gå videre til næste generation. Og det er ikke bare spild af penge. Det er umenneskeligt. 

__________________________

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Vi har problemer med grænser i familien