Bliv lykkelig nu!

Kender du historien om manden der ville finde en skat forenden af regnbuen?

Han havde hørt rygter om, at der lå en mægtig skat i en krukke forenden af regnbuen og satte sig for at finde den, så han kunne blive rigtig rig.

På vej ud til regnbuens ende og krukken fandt han en masse 25 ører,ligesom et spor han kunne følge. Han gad dog ikke samle dem op, for det var jo småpenge.

Vejen til krukken for enden af regnbuen var meget lang, men da han langt om længe nåede frem lå der blot et brev i krukken:
”Kære skattejæger! På vejen hertil har jeg strøet skatten ud som 25-ører. Jeg håber du sætter pris på den enorme sum penge du nu har, fordi du har sat pris på de små gaver jeg gav dig undervejs..."

Historien er et meget godt eksempel på, at vi gør os selv en tjeneste, hvis vi fejrer de små sejre undervejs i livet. Lykken ligger faktisk i nuet, i processen, i det du laver, mens du lever.

Sætninger som ”Hvis bare jeg havde et andet job/en anden kæreste/flere penge/større bryster, så ville alt være godt!” er blot med til at udskyde din lykke, fordi du bilder dig selv ind, at du ikke er lykkelig lige nu og skal opnå et eller andet for at blive det.

Men lykke er en følelse indeni dig og der er ingen ting eller mennesker udenfor dig, som kan give dig den følelse permanent. Følelsen af en ny bil, nyt tøj eller et nyt hus gør dig måske glad – for en tid og så bliver de ting også hverdag.

Følelsen af lykke og tilfredshed er indeni dig. Prøv lige at lukke øjnene nu og mærk, hvordan det ville føles at være lykkelig, tilfreds og glad lige nu. Kunne du mærke den? Så HAR du jo følelsen i dig – NU!

Det er lige præcis det der vil forandre dit liv.
Når du beslutter dig for at mærke følelsen af lykke lige nu og her - og nyde den, i stedet for at udskyde den, så er du lykkelig.
Tillad også dig selv at mærke og glædes over situationer, som går godt for dig. Vær stolt af dig selv, når du ændrer en lille ting i dit liv til det bedre, uanset om du spiser lidt sundere, smiler lidt mere, udtaler dig positivt oftere eller tænker en lille god tanke om dig selv. Læg mærke til det i stedet for at fokusere på hvad det skal føre til og mærk, hvor rart det er, at du kan gøre disse ting.

Når du så engang ligger på dit dødsleje og ser tilbage på dit liv, vil du kunne sige ”Jeg samlede alle 25-ørerne op undervejs!”

God arbejdslyst!

__________________________

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Bliv lykkelig nu!