Vent ikke til det er for sent

Vi behøver ikke vente til det er for sent. Til det ikke længere er muligt at få det sagt til de levende.

Så ofte er jeg den, der kommer med de medfølende ord, den der prøver at skabe overblikket over mine medmenneskers situation og livsomstændigheder. Men hvor ofte har jeg ikke siddet med den tanke, at få sagt alle de smukke ord, som jeg aldrig får sagt, til dem jeg holder allermest af, fordi der er så meget bagage. Fordi der er så mange forviklinger. Fordi sproget er blevet stumt og kun subtile handlinger er vidnesbyrd om, at vi har så lang en fortid sammen. At vi alle har været med til at gøre vores sammenfiltrede mønster til en labyrint, uden tydelige indgang og udgang? Men med masser af lange, lange korridorer, hvor vi alle går rundt, horisontalt eller vertikalt i forhold til hinanden ?

Hvor ofte har jeg ikke forfattet det brev i mit hoved, hvor jeg skærer alt det overflødige fra. Alle de ligegyldige detaljer, der er så uendelig ubetydelige i livet lige nu. Hvor ofte har jeg ikke ønsket, at det var dem jeg elskede, der forfattede dette brev?

Hvor ofte har en film eller et stykke musik ansporet de strenge i mig, der spiller den melankolske melodi. Den, der skal spille førend jeg skriver de simple ord.

Hvorfor er det hele så indviklet, men i virkeligheden så simpelt på sin egen finurlige måde?

Hvorfor vælger vi den svære vej, når den nemme er lige for?

Fordi. Fordi vi er følelsesmennesker. Vi er en stor kæmpe ansamling af følelser, der stritter i alle retninger hele tiden. Uanset hvor meget vi prøver at styre alle vores emotioner, forbliver de i deres råhed, vilde og utæmmede. Og Gud forbyde, hvis jeg en dag lod mine melankolse følelser tæmme. Det er ikke alt, der skal styres og kontrolleres. De følelser er mit liv. Min drivkraft. Min muse. Min luft. Mit hjerteblod.

Lad de selvsamme dybe, ustyrlige melankolske følelser være dem, der skriver det usagte. Det, der vækker den forløsning, der får dig til at græde uafbrudt af glæde de næste mange dage.

Tilgiv det, der skal tilgives. Sig det smukke, der skal siges. Og begrav de sårede følelser og din illusion om, at du er alene. At ingen forstår dig.

Alle er vi alene, men alle kan vi forstå. Vi kender til smerte. Vi kender til liv. Vi kender til kærlighed.

Grib den. Kærligheden. Og lad den få tusind tunger at tale med.

Kærlig hilsen

Stine Luise

__________________________

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Kærlighed - alle de ting du ikke kan sige. Læs mere