Når skamfølelsen forpurrer dit selvbillede

Kan du stole på dine egne motiver? Hvis du ofte har mistillid til dine, oftest uselviske, motiver for at hjælpe, kan det være du er blevet skammet som barn.

Vores motiver for at hjælpe, kan så nemt dissekeres ned til et egocentreret ønske om, at fremstå som et bedre menneske. Det kan alt for nemt nedgøres til, at vi dybest set kun ønsker at hjælpe, fordi vi da høster taknemmelighed fra det menneske vi har rettet hjælpen imod. Nedgøres til, at vi vil anerkendes og opelske et falsk selvbillede, som et idealistisk og altruistisk menneske.

Vi skal være påpasselige med at gøre vores dybe ønske om at hjælpe til en skavank, omend vores motiv for at hjælpe selvfølgelig skal granskes. Alligevel tror jeg på, man godt kan hjælpe af et rent hjerte. At der falder dejlige følelser af undervejs i en hjælpeproces, er vel en af de bedste bivirkninger der findes. Det bør ikke altid være de følelser, der som resultatet af den hjælpende hånd uvægerligt opstår i hjælperen selv, der opfattes som det styrende og grundlæggende motiv, for at yde hjælpen.

Vi tænker alt for ofte alt for meget. Vi er så vant til at komme om bag alle vores følelser og motiver, hvilket er en enorm stor hjælp i mange henseender. Men der er også en bagside ved at skulle endevende enhver handling vi udfører. Der er oftest en bagvedliggende årsag til alt hvad vi foretager os, men når den hjælp vi udøver er en refleksreaktion, når der ikke at komme en bevidst intention indover. Der er ikke plads til et skjult motiv.

Oplever vi en situation hvor et liv er i fare, vil langt de fleste mennesker have en rygmarvsreaktion, og hjælpe uden at nå at tænke konsekvenserne igennem. Først når situationen ikke er så tilspidset, at der er tale om en mulighed for at gennemgå begivenhederne i tankerne, kan man ikke udelukke et selvisk motiv. I min verden tror jeg på at rygmarvsreaktionen er mere end en primitiv ”overlevelse af vores fælles art” reaktion. At den udspringer af en dyb længsel efter at hjælpe, fordi vi har en gennemgående oplevelse af, at være forbundne. Igen, kan den vendes om, så vi kun hjælper andre fordi vi dybest set hjælper os selv. Det mener jeg dog er, at vende tingene på hovedet.

Men hvorfor overhovedet komme helt derhen? Hvorfra kommer idéen om, at vi er så urene, at vi ikke kan unde os selv den mulighed, at vi hjælper andre alene af den grund, at vi har et smukt og dybt ønske om at hjælpe?

En stor del af årsagen kan for mange mennesker skyldes, at du som barn ikke blev set som den du er, og derved ikke blev behandlet på den måde, der var klart mest hensigtsmæssig. Når vi gentagne gange oplever dette, ikke at blive mødt og forstået i forhold til en følelsesmæssig reaktion vi har i en given situation, får vi en følelse af, at vi reagerer og føler forkert. Vi bliver ikke spejlet, og herved opstår der en skamfølelse i barnet.”Når følelser hos børn ikke bliver mødt, kan det ende med, at de føler sig forkerte, og så er skammen plantet.” siger Lars J. Sørensen psykolog, underviser og forfatter.

Skam er en indadrettet og meget tung følelse. Den er ikke en af vores primærfølelser, såsom glæde, vrede og afsky. Den er i gruppe med de komplekse følelser som skyld, jalousi og taknemmelighed. ”Her er problemet ikke handlingen, men at man er sådan en person, der kunne finde på at gøre det, man nu har gjort. Fokus er ikke på at udbedre skaden, men på ens utilstrækkelighed og lave selvværd." Ordene er Dan Zahavis, filosof og forsker på Københavns Universitet.

Skammen har en helt central rolle i forhold til hvordan vi forstår os selv. Vi bliver bevidste om os selv igennem andre mennesker, og skammen er med til at fremhæve betydningen af vores relation til andre mennesker. Det skal også nævnes, at skamfølelsen menes at være både medfødt og tillært. Det skal derfor ikke opfattes som om, det alene er forældrenes skyld, hvis et menneske lider meget under en tung skamfølelse. 

Det er med andre ord en følelse der er med til at definere os som mennesker.  Men selve frygten for skammen kan gøre os handlingslammede. Personligt har jeg oplevet situationer hvor jeg oprigtigt gerne (tror jeg!) ville hjælpe, men hvor jeg havde en frygt for, at mit tilbud om hjælp ville opfattes som en form for selvforherligelse. Det er her det bliver grotesk. At frygten for hvad de andre skal tænke, kan bremse en hjælpende hånd og endnu en gang starte en proces hvor vi konstant betvivler vores intentioner.

I virkeligheden er det simpelt: Uanset hvad mine eller andres intentioner end måtte være, så er nettoresultatet, at et andet individ modtager en form for hjælp. Om det så er at redde katten ned fra træet, den gamle dame over gaden eller det lille barn tilbage til sin mor, så har det gavnet og glædet andre.

Det må i og for sig være alle overvejelserne værd.

Tillad dig selv, at tro på det bedste i både dig selv og dine medmennesker.

 

Kærlig hilsen

Stine

 

 

 

__________________________

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer

Virkelig fin blog, og meget vigtig. Tak for den.

__________________________

Gitte Olesen, blogger og hverdagsfilosof

Kære Gitte

 

Tusind tak for din kommentar :)

 

KH Stine

Når skamfølelsen forpurrer dit selvbillede. Læs mere