Hvorfor tager lykkefølelsen ikke permanent ophold?

Den gnavende fornemmelse af at noget er galt indeni,  ændrer sig ikke, selvom dine omstændigheder bliver anderledes. Men mennesket har en dyb vilje til at finde mening med livet. Den vilje kan blive din redning.

 En af de største misforståelser i den vestlige verden, er idéen om, at alt falder på plads når vi får ferie og kan slappe af, når det nye job indfinder sig eller når vi flytter i et større hus. Uanset hvad du har af drømme og idéer om, hvordan lykken med et trylleslag kan tage bolig i dig, bliver så mange mennesker så uendeligt skuffede, når den lykkefølelse der umiddelbart fulgte med en positiv ændring, ikke tog permanent ophold.

Når vi sultent griber ud efter de muligheder, der kun synes at flyve sporadisk forbi os, bliver vi nemt udmattede af altid at være på vagt. Når en potentiel ny mulighed flyver forbi, forsøger vi at holde fast i den, og ender ofte op med, at sidde med følelsen af, at muligheden fløj vores næse forbi- endnu en gang.

”Hvorfor er det aldrig mig der er den heldige? Hvorfor skal jeg kæmpe så hårdt for at få bare de mindste ting til at lykkes?”

Lykke og held er to begreber der sjældent har noget med hinanden at gøre. Så selvom vi ikke er heldige, er der bestemt en mulighed for, at en grundlæggende positiv sindsstemning på sigt, bliver mere end bare en sporadisk gæst. Men der skal indstilles på nogle helt grundlæggende opfattelser af os selv, hvem vi er og hvad hele vores livsformål synes at være.

Vi må starte med at aflive myten om, at lykken er en ting udenfor os selv, som vi kan få eller købe. Det er der intet nyt i- men det lader ikke til vi har fortstået det endnu!  Velhavende mennesker udtrykker det gang på gang: Penge gjorde dem simpelthen ikke mere lykkelige. Det kan naturligvis fjerne en byrde, men med tiden vil det problem som den dårlige økonomi tidligere udgjorde, blive erstattet af et andet problem, hvis ikke vi er opmærksomme og bevidste.

Lykke og glæde er ikke begreber vi skal bruge et helt liv på at jagte, i den tro det kan blive en del af os, så snart det er indfanget.  Det vil simpelthen være det største tidsspilde. Det er snarere en tilstand vi kan være, eller noget vi kan gøre. For dybest set, ønsker de fleste mennesker at være noget for andre. At kunne hjælpe, lytte, vejlede og støtte vores medmennesker. Når vi forsøger at lade være med at fodre vores ego med selviske behov der skal tilfredsstilles, begynder der ligeså stille at intræde en ændring, dybt inde i os selv. Når vi stiller os selv til side, mærker vi hvorledes vi er forbundne med hinanden. Hvordan vi alle er blade på det samme træ. Godt nok med hver sin stilk, men vi får næring via den samme stamme.

Jeg tænker ofte på hvor mange skilsmisser der kunne være undgået, hvis vi havde sat egoet til side indimellem, og fokuseret på vores partners behov. Det jeg oftest hører fra mennesker der er gået hver til sit er, at de altid sad med en følelse af ikke at blive set, hørt og forstået. Men var vi selv gode nok til at se, høre og forstå? Vi er så vant til at få vores behov opfyldt, og forventer også at det gælder vores partner. Men mange gange ligger det smukke i, at kunne opfylde andres behov, for det opfylder samtidigt vores eget behov for at være noget for nogle. Jeg siger ikke at vi skal glemme os selv, men jeg vil gerne opfordre til at søge en balance imellem at give og tage.

Den østrigske professor i neurologi og psykiatri Viktor Frankl sagde, at mennesket har en vilje til mening med livet. Vi har friheden til at søge og finde mening. Det er simpelthen vores allerstærkeste drivkraft- meningen. Men det er en vej vi må søge selv.

Hvis vi ved hvorfor vi lever, kan vi udholde selv de stærkeste lidelser. Vi er desuden udstyret med en fantastisk enorm tilpasningsevne, der sørger for vores overlevelse i tider med voldsomt pres. Det enkelte menneske skal være aktiv deltager- og ikke passiv tilskuer til sit eget liv.

Er vi blade på det samme træ, giver det meget mening at hjælpe andre- og derved hjælpe sig selv.

Med kærlig hilsen

Stine Luise 

__________________________

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer

Hej Stine,

Tak for et godt indlæg. Jeg kan langt hen af vejen nikke genkendende til dine pointer.

Alligevel vil jeg komme med et par kommentarer.

Ser du lykke og mening som sammenhængende?

Sagt på en anden måde - kan jeg ikke leve et meningsfuldt liv uden at være lykkelig eller i hvert fald uden at være lykkelig hele tiden?

Du henviser til Frankl og hans perspektiver på logos. Som jeg læser ham, så er det netop evnen til at kunne vende en ulykkelig situation til noget der giver mening, der er grundsubstansen. Frankls beskrivelser omhandler blandt andet livet i KZ-lejre og hvordan fanger der kunne se en større mening kom bedre igennem. Eksempelvis mening i forhold til de små ting i hverdagen som fange, eller mening med at skulle overleve for at fortælle verden om grusomhederne. Jeg kan ikke tro at disse fanger har været lykkelige i KZ-lejrene, men jeg kan tro at de har genfundet mening og derfor kæmper mere intenst.

Men måske er det netop i evnen til at mærke ulykken at motivationen for at skabe mening på ny opstår. Således at (håbet om) den permanente lykkefølelse altså på en måde står i skarp kontrast til den fornyede mulighed for meningsdannelse.

Alt godt

Kresten Kay

__________________________

Kresten Kay
Psykoterapeut MPF
www.krestenkay.dk

Kære Kresten.

Tak for dit input- og super skarpe og relevante kommentarer/spørgsmål.

Det er jo meget store begreber, der jo fortjener mere end bare et lille blogindlægSmileMen jeg havde alligevel en trang til at skrive et mindre indlæg angående disse begreber. Det er svært at få skrevet fyldestgørende omkring så vigtige emner, på så releativt få sider, så det er selvfølgelig vigtigt, at jeg udtrykker mig tydeligt- og forståeligt. Jeg vil gøre mit bedste for at opklare og tydeliggøre min mening.

Jeg ser helt klart lykke og mening som sammenhængende.

Igennem et liv hvor vi alle stiller os spørgsmål ved livets mening, eller mangel på samme, tror jeg at de, der finder en dybere mening- har nemmere ved at finde en grundlæggende følelse af glæde og lykke i livet. Ikke en form for lalleglad væren, men en dyb følelse af, at selv tragedier, sygdom og andre store udfordringer, har et formål. Med en sådan form for overbevisning, er det min oplevelse, at lykken får bedre kår.

Når jeg bruger begrebet lykke, er det ikke i den forstand, at intet ondt kan ramme- og alt preller af. Naturligvis ikke. Men jeg mener at kunne sige om et liv, at det er lykkeligt, når der er en grundtone af accept af omstændigheder samt en tro på at vi kommer ud på den anden side af tragedier- uden at gå helt i hundene. Og den holdning er i min optik, meget nemmere at holde fast i- hvis der er en dybere tro på mening med livet. Men det kan jeg selvfølgelig ikke dømme for den enkelte.

 Jeg har rejst en del, og snakket med en masse mennesker i forskellige kulturer og med dybt forskellige baggrunde. Ens for mange af dem er, af de der har en tro på noget større, og dermed en guddommelig eksistens, havde langt nemmere ved at finde mening med livet og lidelser- og de var grundlæggende meget positive optimistiske mennesker.

Som Frankl siger, så tror jeg også på, at lykke og glæde er "bivirkninger" ved at have fundet en dybere mening med livet og med lidelser, der naturligt er en del af livet. Derfor ser jeg den grundlæggende forudtsætning for at lykken får bedre kår, at vi tror på en dybere mening med livet.

Uden en tro på mening, opstår der ofte, et eksistentielt vakuum som Frankl udtrykker det. 

Håber det gav mening Wink

KH Stine

Kære Stine,

Tak for dit svar. Det glæder mig at udveksle synsvinkler.

Som jeg læser dit svar, så anser du mening som grundlæggende for lykke. Men ikke at lykke og mening nødvendigvis er det samme – altså jeg kan godt have et meningsfuldt liv uden at være lykkelig. Jeg er enig.  

Frankl skriver noget i retningen af: Mennesket bør ikke spørge hvad meningen med livet er, snarere bør han anerkende at det er ham der bliver spurgt. Således at hvert menneske bliver adspurgt af livet – og han kan kun svare livet ved at svare for hans eget liv. Hans svar til livet kan kun være, at påtage sig ansvar for sit eget liv (Frankl, Man’s search for Meaning side 172 – frit oversat..).

Således vender Frankl spørgsmålet på hovedet og står på en måde i kontrast til hele den postmoderne og newage tankegang som er så gennemgribende i vores samfund. Det er altså ikke livet der skal servere meningen på et sølvfad, men mig selv der må tilskrive mit liv mening.

Og det kan jeg jo gøre på mange måder. En måde kan være stræben efter lykke. En anden kan være stræben efter en ”dybere mening”. Endnu en kan være at leve hedonistisk og blot søge glæde. Eller måske kaste sig over et politisk projekt af kommunistisk karakter hvor enhver ”dybere mening” af spirituel art afvises.
 
Problemet opstår i mine øjne først hvis jeg ikke tillader mig selv at give slip på meningen i tilfælde hvor der opstår diskrepans mellem min mening og den virkelighed jeg møder. Ikke for at leve et meningsløst liv, men for at skabe en ny mening med flere nuancer og med en større forståelse af livet. Det man også kunne se på som processen med These, Antithese og Synthese. Altså hvis jeg ikke tillader synthesen at opstå – blive these osv. Denne proces kræver en smule forvirring, en lille skridt ud i meningsløsheden – for at finde et nyt ståsted.

Lykke er måske ikke altid så velkomment i forhold til udvikling. Eksempelvis påviser Bodenhausen i en undersøgelse fra 1994 at studerende der er glade er mere disponible til at fordømme deres medstuderende. Så lykke (hvis denne er lig happiness) kan altså i nogle tilfælde bunde i at forhøje sig selv ved at fordømme andre. Denne form for lykke finder jeg ikke ønskelig.

Så måske vil det være gavnligt at se med nye øjne på kravet om lykke – og om mening er lig lykke. Der kunne jo være andre væsentlige værdier i livet end stræben efter lykke. For eksempel kærlighed, sandhed, skønhed, frihed eller mod. Er jeg lykkelig hvis jeg elsker? Ja – måske. Men ikke nødvendigvis. Er det så kærligheden den er gal med eller mit krav på lykke? Eller måske mig den er fuldkommet galt på den fordi jeg elsker ”forkert”, hvis jeg elskede ”rigtigt” ville jeg jo være lykkelig.

I mine øjne er hele diskussionen om lykke og mening, så stor og omfattende, at vi nok aldrig finder et svar. Og at ønsket om at finde et enkelt svar, blot er at gå ulykkens ærinde og kaste sig ind i en fantasi om livet der udelukker andre perspektiver.

Sagt på en anden måde: Når livet spørger om hvad meningen med mit liv er, så er det mit ansvar at svare på egne vegne. Hvis jeg ophøjer dette til en almengyldig sandhed eller ikke tør ændre på dette svar i mødet med virkeligheden, så løber jeg uundgåeligt ind i problemer. Hvis ikke med mig selv, så i relationen til andre.
 
Måske er det umodne krav om endegyldig sandhed, lykke og mening det, der står allermest i vejen for lykken. At illusionen om lykken står i vejen for oplevelsen af lykke.

Alt godt

Kresten

__________________________

Kresten Kay
Psykoterapeut MPF
www.krestenkay.dk

Kære Kresten

 

Tak for dit lange og grundige indlæg. Min indre millimeterdemokrat, vil gerne anerkende dette med et tilsvarende J

Jeg er netop i oposition til den postmoderne og new age tankegang du selv henviser til, hvor det hele handler om selvaktualisering, på en for mig at se- ikke altid særlig hensigtsmæssig måde.  Jeg synes det er af allerstørste vigtighed, at vi tager et vigtigt og fundamentalt ansvar for os selv. På alle leder og kanter.

Klart, der er mange måder at gøre det på. En stor del af denne tagen ansvar, synes jeg som beskrevet, er at forsøge at finde en mening med livet. Hvilket naturligvis kan gøres på et utal af måder, og som jeg beskriver i indlægget mener jeg, det er noget  den enkelte må søge for sig selv.

Du beskriver at problemet for dig opstår, når der er diskrepans imellem din opfattelse af meningen med livet, og den virkelighed du befinder dig i, på et givent tidspunkt.

Som jeg opfatter verden, så er den eneste konstant, at alt er i forandring. Det gælder således også os som mennesker, vores indstilling, vores tro og vores tro på mening med livet.  Derfor har jeg ikke en gang for alle, sat mig ned, fundet ”meningen” og lever blindt udfra denne. Jeg tror det er af allerstørste vigtighed, at vi altid må være klar over, at vi aldrig finder ”svarET” eller ”meningEN” med livet.  Vi ser jo rimelig mange uheldige konsekvenser af dette- eks.vis med sekter der begår kollektivt selvmord, men også med andre mindre dramatiske udtryk. Men vores søgen efter den- og dermed for mange også en stræben efter at udvikle sig, ser jeg som noget helt grundlæggende hos mennesket. Noget der giver os en følelse af retning.

Frankl siger: ”Virkeligheden er altid tilstede i form af en specifik, konkret situation, og da hver livssituation er unik, så må også meningen i enhver situation være unik.”

Jeg kunne ikke være mere enig.

Den undersøgelse du henviser til, stiller jeg lidt spørgsmåltegn ved. For her render vi igen ind i essensen af denne meningsudveksling: For hvad er lykke? Hvordan definerer vi den? Det er jeg ikke sikker på de adspurgte studerende har en fælles mening om eller holdning til. Og derfor bliver resultatet af en sådan form for statistisk materiale, ikke af bedste kvalitet.

Skal jeg forholde mig til resultatet vil jeg indvende, at et menneske ikke virker specielt afbalanceret eller fordomsfrit, hvis man har en trang til at dømme andre der ikke er såkaldt lykkelige.  Jeg vil sætte spørgsmålstegn ved, om et menneske med denne udtalelse er sådan rigtig ”lykkelig”- for når vi virkelig mærker denne helt grundlæggende lykkefølelese, burde der i mit univers slet ikke opstå en trang til at fordømme.

Når vi i Danmark bliver udråbt til, at være verdens lykkeligste nation, tror jeg vi ramler mere ind i, at vi har en enorm stor social – og sundhedssmæssig tryghed, der skaber de basale behov, for at kunne begynde at stræbe efter noget så stort som lykken.

Men lige netop denne vending- at stræbe efter lykken, tror jeg er en helt forkert måde at forsøge at opnå den på- som jeg beskriver i indlægget. Jeg tror på, at en grundlæggende følelse af ro, tilfredshed-  og en form for eksistentiel tryghed opstår, hvis man som menneske har en dyb tro på en større mening med livet. Og det er blandingen af disse begreber som ro, tilfredshed  med retningen på livet og eksistentiel tryghed, der er min personlige opfattelse af, at have en lykkefølelse.

Jeg ophøjer intet til almengyldige sandheder, og ligesom du, svarer jeg for egen regning- ud fra mit synspunkt. Det er vel hele formålet med at blogge: At man serverer sine synspunkterfor andre. Men hvis du læser det som om jeg  tror, jeg har svaret på livet- så mistolker du absolut hensigten med bloggen.

Når Frankl nu har fyldt en del i denne meningsudveksling, vil jeg gerne slutte af, med endnu et citat :” Dermed forstår jeg den ur-antropologiske kendsgerning, at det at være menneske er altid at blive ført henimod eller pege frem mod noget eller nogen anden end en selv: mod at fuldbyrde en mening eller møde et andet menneske, tjene en sag eller elske en person. Kun i den udstrækning et menneske formår, at gennemleve denne selvtranscendes i den menneskelige tilværelse,er det et virkeligt menneske eller bliver det helt sig selv”

KH Stine

 

Kære Stine, 

Tak for dit gode svar. Jeg har på intet tidspunkt læst dit indlæg som om at du påstod at have en almengyldig sandhed - tværtimod læser jeg en genkendelig refleksion og ydmyg tilgang. Hvilket har givet mig lyst til at kommentere. 

Lige præcis definitionen af lykke er væsentligt. For - som du skriver - kan man sagtens stille spørgsmålstegn ved den undersøgelse jeg nævner. Jeg ville heller ikke mene at det er lykke, men det er svært at skulle gøre sig til dommer. Hvis en lykkefølelse er mere rigtig end en anden - så er vi jo tæt på at kunne udforme almengyldige sandheder. Alternativet at vi ikke kan sige noget som helst fordi lykke er individuelt og jvi ikke må gøre os til dommere, er heller ikke ønskeligt.Jeg aner ikke hvordan man skal komme ud over dette, men kan blot se det som en udfordring. 

Tak for en god udveksling

Kresten 
 

__________________________

Kresten Kay
Psykoterapeut MPF
www.krestenkay.dk

Kære Kresten

Jeg er totalt enig med dig, i forhold til den udfordring der ligger i at have en mening, søge "sandheder" og hele tiden holde den indre dommer ude af spillet. Det er jo reelt set ikke muligt. Så ja, det er bestemt en debat der skal og vil florere, så længe der er mennesker på Jorden.

Det glæder mig meget- at du ser en ydmyghed i måden jeg skriver på. For det er i hvert fald hensigten. Jeg havde helt ondt i maven efter din sidste kommentar, da jeg ikke vidste om du snakkede generelt eller i forhold til mit indlæg. Men det er SÅ sundt, at blive kastet over i sine skyggesider! Jeg har netop skrevet et indlæg, hvor jeg pipper op om min ulyst til at diskutere. Vel vidende at der her ligger et helt livs studier i arbejdet med de lidet dele af mig selv. For dybest set handler det om en frygt for, at folk ikke kan lide mig. Føler sig provokeret eller stødt over noget jeg siger. Men samtidig kan det ikke nytte noget at være så hudløs når man stikker næsen frem.

Jeg har faktisk moret mig gevaldigt over mig selv og min reaktion! Ja, selverkendelser er sgu en god ting Smile

Det har været spændende og inspirerende at debattere med dig. 

Tak for at give mig stærkt modspil. 

KH Stine

Lykke, glæde eller mening skal vi ikke jagte. Det største tidsspilde.