Følelsesfængsel - kan du tilgive dine forældre

Opgør, frustrationer og uindfriede forventninger i forhold til relationen til en eller begge forældre, er en sund,  naturlig og ganske uundgåelig del af livet. Vores forældre udfylder en stor rolle i alle menneskers liv, også selvom det er i kraft af en manglende tilstedeværelse. Når vi selv får børn, bliver vi pludselig konfronteret med den enormt vigtige- og til tider angstprovokerende ansvar og rolle vi får, når det pludselig er os, der bliver rollemodeller. Vi er nu blevet  primære caretakers for det smukke nye uformede liv, der ligger og kigger på os med øjne, der rummer alskens muligheder.

Det giver heldigvis også en sund indsigt i, hvorfor vores forældre nogle gange reagerede uhensigtsmæssigt, var sure, uengagerede eller hvad vi ellers har tænkt på af kritikpunkter. For man er jo sjovt nok forælder hele tiden! Man kan ikke lige hænge titlen på knagen, mens man tager en krise, og ikke synes overskuddet til børnene eksisterer. De børn vil jo have noget af os, selvom vi ikke synes der er noget at give! Det føles som om vi får endnu en titel som superforældre de gange hvor det lykkes os at se igennem vores egen personlige smerte, og være tilstede for vores børn trods tunge omstændigheder. Desværre finder den modsatte oplevelse også sted- måske lidt oftere end det første scenarie. Da er vi ikke ligefrem sene til at finde hammeren frem, og bare gå igang med at banke os selv ned under gulvbrædderne, altimens vi fokuserer på, hvor elendige forældre vi er.

Det er i mine øjne den største synd, ikke at lære sine børn at se ægte følelser udspille sig på livets virkelige scene. Selvfølgelig skal man ikke ligefrem få et raseriudbrud, af totalt ukontrolleret art, eller lade sine børn opleve at man på anden måde slet ikke kan hænge sammen, hvis det er en tilstand der har en mere kronisk karakter. Men på et mere normalt niveau, tror jeg bestemt vi gør dem en tjeneste, ved at se en masse forskellige følelser udspille sig.

Jeg tror det på sigt er den sikre vej til følelsesmæssigt tortur, at holde de mindre harmoniske følelser skjult for børnene. For både børn og forældre. For børnene, fordi de ikke får en mulighed for at lære at rumme alle disse forskelligartede følelser, som alle levende individder oplever. For forældrene, fordi de har valgt at udleve en del af deres smerte i skjul, og dermed slet ikke har lært sig, at acceptere disse følelser.

Det er utrolig svært at graduere, hvor meget et barn på et givet alderstrin kan håndtere, men man må som forælder naturligvis være varsom og tage højde for det enkelte barns udvikling og modenhed. De behøver på ingen måde blive indviet i hele problematikkens karakter, der har udløst et følelsesudbrud, men en børneversion synes jeg vil være på sin plads. På den måde anerkender man også barnet som et individ, der observerer og prøver at forstå andres, og dermed også sine egne følelser.

Ligesom alt andet her i livet, er det ikke en nem balancegang. Og som alle andre jokker vi godt og grundigt i spinaten flere gange end vi har lyst til. Men netop heri, ligger der en mulighed for at kigge på os selv, og tilgive alle vores uhensigtsmæssige handlinger. Oplever vores børn tilgivelsen bliver det uden tvivl også nemmere for dem at spejle denne handling. Tilgivelse er så stort et begreb, og jeg bilder mig ikke ind at jeg på nogen måder personligt har erfaret denne dyd til fulde. Men vi må gerne stræbe efter at kunne fuldkommenliggøre den transformation der ligger i dette smukke begreb, der virkelig kan sætte både dig selv og dine nærmeste fri. Det er en handling der kan kappe mange af de bånd, der holder os fanget i vores eget følelsesfængsel.

Mennesker der har oplevet massive svigt, har en overordentlig tung baggage de må bære rundt på, og helingen af det sårede barns følelser kræver da et livslangt arbejde, med professionel assistance. Men for de af os, der ikke har oplevet misbrug eller vanrøgt, kan vi med med fordel , en gang for alle, gøre op med de sårede følelser vi har kæmpet med,  i forhold til vores  barndom. Teenageårene og de tidlige tyvere er en tid, til bearbejdning af sårede følelser og mere eller mindre traumatiske oplevelser.

Men på et tidspunkt bliver vi ældre og forhåbentlig mere afklarede og vise. For din egen skyld, kom videre og tilgiv dine forældre. De har højst sandsynligt gjort det bedste de formåede, med den baggage de havde med sig.

På samme måde håber jeg, at mine børn en dag, vil tilgive mig alle de fejl og mangler jeg har, som mor, som menneske og opdrager. Fuldstændig som vores egne forældre, gør du sikkert ligesom jeg, det allerbedste du formår.

Tilgiv og bliv tilgivet. Det må være målet. Jeg håber vi alle når dertil.

Kærlig hilsen

Stine Luise 

__________________________

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Forældre - kan du tilgive dem? Opgør, frustrationer og forventninger er sundt