Ensomhedsfølelse optræder ofte når vi er sammen med andre

Hvorfor føler vi os alle så fremmedartede? Den mest intense ensomhedsfølelse af dem alle, optræder ofte -paradoksalt nok,-når vi er sammen med andre mennesker. Kontrasten imellem ”de andre” og ”jeg” bliver skærende tydelig

 Når man går de fleste på klingen, har alle en opfattelse af sig selv som værende anderledes, ikke føle sig forstået af sin omverden og aldrig rigtig have følt sig som en del af familien. Men dette forudsætter jo, at vi har foretaget en opdeling af os selv fra alle de ”normale”. For hvem pokker er de normale

 Jeg tror vi glemmer at tale om vores mest vanvittige indfald, sindssyge tanker og langt ude ideer, simpelthen fordi disse oplevelser indeholder nogle voldsomme komplekse følelser, som der ikke findes et sprog for. Egentlig synes jeg det netop er essensen af det individuelle menneske, der bedst beskrives med det sære, skæve og ubeskrivelige. Selvom det er et sprog som vi meget ofte bruger, dette følelsernes sprog, så er det ikke udstyret til at kunne udtrykke vores mest bizarre indre.

 Denne gamle og velkendte følelse jeg også selv rummer, at jeg i tanken føler mig enormt separeret fra hele min omverden, kom igen op at vende, under læsningen af Jungs selvbiografi. Han gennemgår sine erindringer fra den tidligste barndom, og igennem dette fortælleunivers, sætter han ord på tanker, følelser og natlige drømme på en måde, der for mig var meget ukendt.I hvert fald på skrift, for mange af de beskrivelser han gengav, ræssonerede enormt i mig. Jeg følte pludselig ,at jeg nok ikke er den eneste der har følelser og erindringer, som jeg aldrig har forsøgt at beskrive, da jeg simpelthen ikke formår det. Nogle af disse sanselige oplevelser og følelser kunne jeg dog erkende og især genkende, da jeg sad med Jungs barndomserindringer.

Hvis du er en af de få ”normale” mennesker, vil du tilsyneladende ikke ane hvad jeg taler om. Men er du en af de mange skøre, skæve, utilpassede, sensitive eller bare kronisk forvirrede mennesker, har du muligvis en fornemmelse af, hvad jeg taler om.

 Jeg har tidligere forsøgt at fortælle min kæreste om nogle af disse sære følelser og fornemmelser jeg især havde som barn, i et forsøg på at blive genkendt eller spejlet, i håbet om, at en endnu større følelse af samhørighed og forståelse, ville indfinde sig imellem os. Det skete bare ikke. Han er utrolig rummelig og tolerant, men han forstod tydeligvis ikke hvad jeg talte om.

 Til gengæld nævnte jeg denne sanselige sære oplevelse for en kær veninde for nylig. Min overraskelse og ikke mindst glæde, var så stor, at den stadig ikke har lagt sig! For hun udråbte: ”Guuuuuud, Stine, det er det jeg sidder og taler med min terapeut om lige for tiden! Han siger det skyldes en udvidelse af æterlegemet. Det kan også forklare den sære fornemmelse som du beskriver, hvor du ikke selv ved hvor du starter eller slutter. Om din krop er uendelig lille eller vanvittigt stor”.

 Det var en meget uvant følelse i mit univers, at have sat ord på disse oplevelser, og pludselig opleve, at andre faktisk kan relatere sig, til selv min sindssyge side.

 Franske film havde i min barndom en evne, til at skabe en stor broget samling af følelser, der strittede i alle mulige retninger, og som især har ramt min følelse af  fremmedartethed. Jeg kunne ikke genkende noget af det de sagde, følte, så på, gjorde eller udtrykte.

 Det spøjse er, at jeg i mit voksne liv, ELSKER franske film, fordi de har en tendens til at skære alt det unødvendige fra, og gå direkte ind i det bizarre følelses- og tankeunivers.

 Jeg ved ikke hvor de opholder sig. De normale. Men dybest set tror jeg ikke på de eksisterer.

Kærlig hilsen

Stine

__________________________

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Ensomhedsfølelse optræder ofte når vi er sammen med andre. Læs hvorfor på Levlykkeligt.dk