REAKTIVERING OG BEARBEJDNING AF TRAUMER

REAKTIVERING OG BEARBEJDNING AF TRAUMER

af TEIT ULDUM – psykoterapeut

Jeg har i den seneste tid, været mere alene end jeg plejer. Ikke sådan at forstå, at jeg er ensom, hvilket bestemt ikke er tilfældet. Faktisk er jeg så heldig, at jeg ofte må prioritere, hvor mange aftaler jeg kan indgå i på en uge. Det er et stort privilegium. Ikke mindst fordi jeg som barn og ung følte mig meget ensom og isoleret – men det er en helt anden historie…

 

Det jeg gerne vil skrive om i dag, er at jeg den seneste periode har sovet mere alene end sædvanligt (hvilket jeg synes ville virke lidt intimiderende at skrive i første linje). Kæresten er ikke er så meget hjemme for tiden. Ikke fordi han vælger mig fra, men fordi han støtter sin ekskæreste og bedste ven i forhold til hans helbredsmæssige situation. Ekskæresten har cancer. En alvorlig én af slagsen.

Jeg er helt på den rene med, at kæresten støtter sin eks. Det siger noget meget karakteristisk om hvem og hvordan min kæreste er - som menneske og ven. Samtidig sætter denne nye situation også noget besværligt i gang. Jeg får aktiveret gamle traumer og genoplever en masse svære følelser af frygt, angst, afmagt, sorg og vrede som jeg (åbenbart stadig) bærer rundt på. Noget af det var godt pakket ned, men blusser nu op igen.

Dels er der det med min gamle ensomhed, hvilket er et stort emne i sig selv, men det er heller ikke det der springer mig mest i øjnene i situationen. Dog kan det ofte være svært at vurdere hvilken problematik der er mest væsentlig. Ligesom det kan være svært at afgøre om det var hønen eller ægget der kom først…

 

Noget der fylder i mit liv er derimod frygt og sorg. Min skæbne er, at skulle leve med en stor og nærmest ubærlig sorg. Det lyder måske vældig teatralsk, men det er sådan jeg oplever det. Jeg mistede min datter for 10 år siden. Faktisk er det snart 19 år siden hun blev syg, så i en stor del af mit voksenliv, og i størstedelen af mit liv som far, har jeg haft en begrundet frygt for at miste Zenia, eller levet med tabet.

Ikke at jeg har ondt af mig selv på den baggrund, men det har naturligvis præget mit forhold til begge mine børn, at der helt fra Zenia var knapt 4, og Sebastian lige var fyldt 1 år, har været cancer i vores familie. At leve med en livstruende sygdom i den nærmeste familie påvirker alle parter. Ingen tvivl om det. På både den besværlige eller udfordrende måde, men heldigvis også sådan at vi lærte at værdsætte samværet og tiden med hinanden på en mere intens måde, end jeg tror, vi ellers ville have gjort.

Bevidstheden om at døden kan lure lige om hjørnet, gør det ofte svært at skulle forholde sig til at almindelige ting som oprydning, betaling af regninger og andre ting, som kan føles ligegyldige. Den slags kan bare få fatale konsekvenser, hvis vi ikke tager hånd om dem. Jeg endte op med en kæmpe gæld, som heldigvis er bragt ud af verden nu.

I den aktuelle periode med kærestens bedste ven og ekskærestes sygdom, som nu har varet i adskillige uger, har mit liv igen fået en karakter af overlevelse. Selvom det ikke som sådan berører mig personligt, da jeg endnu ikke har mødt den sygdomsramte og dermed ikke selv er følelsesmæssigt involveret af situationen. Alligevel påvirker det mig, mere end jeg har lyst til. Først og fremmest er det hårdt, at ens partner er ked af det og bange for at miste en nær ven. Men også fordi hele situationen minder mig om de mange år hvor jeg og min familie var ramt af denne skæbnesvangre sygdom.

En helt almindelig aften, bortset fra at det var Dronningens fødselsdag, falder jeg tilfældigvis over en udsendelse med en mand på 36, som hele sit liv har haft sår på kroppen og lider. Hans mor skifter sønnens forbindinger dagligt og fortæller om hvordan hun gør sit bedste. Naturligvis. Ligesom mine børns mor og jeg gjorde hvad vi kunne, for at pleje og lindre vores datters smerte, så godt det var muligt. Her tænker jeg både på de lange perioder med kemoterapi og sideløbende behandling med naturmedicin. Hendes indlæggelse over mange måneder med knoglemarvstransplantation og nogle år efter: Hendes sidste måneder hvor vi selv passer hende hjemme, indtil hendes krop ikke kan mere den 24. september 2004. For mig er den dato som 11. september er for verden. En dato som markerer et før og et efter.

Ganske meget i mit liv husker jeg på, om det var noget jeg oplevede mens Zenia levede eller først efter. En slags skillelinje. Noget der kan skræmme mig i dag, er at der oftere og oftere er begivenheder hvor jeg kan blive i tvivl om det er før eller efter. Jeg vil så gerne kunne huske alt, det jeg oplevede med min datter, som var det i går. Men ligesom alle andre forældre glemmer jeg ting, fra da børnene var små. Mange gode og svære oplevelser glider i baggrunden for andre hændelse af alle mulige slags.

Men tilbage til denne tv-udsendelse, som jeg bliver grebet af. En ung mands kamp med livet og hvor hele hans familie er stærkt påvirket af hans sygdom. Udsendelsen får mig til at reflektere over om døden kan være en lettelse? Ja! For den døende der lever med store smerter. For de pårørende? Måske. For mig er min datter det vigtigste i mit liv. På linje med min søn. Der ligner jeg nok de fleste andre forældre. For mig vil det altid, som til min dødsdag, føles helt forkert, at min datter ikke overlever mig.

 

Men på et tidspunkt er det så uendelig smertefuldt, at se Zenia lide, at jeg når til et punkt, hvor jeg beder til Gud om at lade min datter dø. Ikke min skyld! Jeg ville have siddet ved hendes sygeseng endnu – om jeg havde haft valget, men fordi jeg kan se, hvordan hendes liv svinder ind og bliver mere og mere besværet. Hun har svært ved at trække vejret og problemer med at spise og til sidst er hun så tynd og afkræftet, at hun næsten ikke selv kan gå. Jeg ser hvordan Zenias livskvalitet bliver mindre og mindre, for til sidst at være ikkeeksisterende.

Zenia dør i sit barndomshjem, med sin mors og min hånd i sine. Efter halvandet døgns mere og mere dyb søvn, åbner hun øjnene og ser rundt og konstaterer at vi forældre og hendes lillebror er der – og trækker vejret en sidste gang.

 

Det er ubetinget det mest smertefulde øjeblik i mit liv. At skulle se sit barn dø, er næsten ikke til at bære. Men jeg skal jo...! Havde jeg kunnet give mit liv for hendes, ville jeg uden betænkning have gjort det. Jeg ville også til hver en tid, hvis det skulle ske min søn noget, symbolsk - eller konkret, kaste mig foran ham, for at redde hans liv. Dette skriver jeg, blandt andet fordi han måske kan være i tvivl, efter i halvdelen af sin opvækst at have oplevet sin søster og hendes sygdom være meget i fokus. Vi har ikke kunnet undgå, at han har følt sig tilsidesat, uanset de bedste intentioner om det modsatte. Heldigvis er min søn en meget velfungerende ung mand, men han er utvivlsomt præget af sin opvækst i skyggen af sin søsters sygdom.

At elske et andet menneske fører meget med sig. Jeg elsker min kæreste. Ikke at det er noget jeg siger så ofte. Det er en anden slags kærlighed, end den jeg oplever til mine børn, men jeg kærer mig om ham og får lyst til at beskytte ham mod den smerte han oplever. Men jeg kan, med ham - som med mine børn, ikke fratage ham de udfordringer hans liv byder på. Jeg kan ikke fjerne smerten, frygten eller angsten. Men jeg kan lytte til hans ord og rumme hans følelser. Signalere at jeg gerne følger ham, i den proces han er igennem og som kan risikere at vare længe endnu.

Udfordringen for mig er, at jeg samtidig med at jeg støtter og rummer min kærestes følelser, også får mine egne følelser og oplevelser aktiveret og mærker smerte, ensomhed, frygt og angst. Det kan jeg naturligvis vælge at tackle på mange forskellige måder, men jeg er nødsaget til at tackle det. For nogen tid siden følte jeg mig syg, da jeg gik hjem fra arbejde og måtte gå i seng og sove nogle timer. Måske er det min krops måde at fortælle mig, at situationen belaster mig.

Ved 21.30 tiden, og nu er vi igen tilbage til Dronningens fødselsdag den 16. april, vågner jeg og falder først over statsministerens tale til dronningen og Margrethes tale til sine gæster til et festarrangement, blandt andet en følelsesmæssig del til sin ældre søn - som berører mig. Jeg er nok en lidt mere sensitiv far, end den gængse faderfigur. Når jeg hører forældre tale om den følelsesmæssige tilknytning til deres børn, mærker jeg den betydning mine børn har for mig. Det der er værre, er når der tydeligvist mangler en tilknytning, eller når jeg oplever forældre som ikke kærer sig om deres børn. Det fylder mig med afmagt og der kan jeg føle, at det er uretfærdigt at jeg ikke fik mulighed for at være far for Zenia i mere end 12 år, 2 måneder og 4 dage. Ellers er retfærdighed ikke et begreb jeg opererer med!

 

Senere denne aften i april, zapper jeg over til udsendelsen med den unge mand som dør i alder af 36, af cancer, efter et liv med smerter størstedelen af sit liv. Han tror, at vi skal finde meningen med vores liv. Jeg tror, meningen med mit liv er, at italesætte døden. Ikke for at vi skal frygte døden, men snarere for at huske, at leve livet mens vi kan.

Jeg glæder mig over de 12 meget intense år, jeg nåede at opleve sammen med min elskede datter. Jeg ville ikke have undværet et sekund. Jeg ville gerne have kunnet ændre rammen for hendes liv. Tænk hvis Zenia kunne være sluppet for denne sygdom, hvilket jo ligger uden for menneskers muligheder. Trods mange års frygt for hendes død, lever min familie og jeg et forholdsvist lykkeligt og nærværende liv. Med bevidstheden om at vi risikerer at miste Zenia.

 

Hun lever sit liv, med de vilkår der er blevet givet hende. Jeg håber og tror, at min datter havde et godt liv. Jeg havde i hvert tilfælde et berigende, meningsfuldt og lærerigt liv sammen med hende og vil altid elske hende. På vores sidste ferie sammen, sagde Zenia på et tidspunkt: ”Man kan godt have haft et godt liv, selvom man ikke bliver gammel.” Formentlig ord som Zenia har ”adopteret” fra sin psykolog, som heldigvis har erfaring med, og kompetencer til, at kommunikere med hende om noget så komplekst som døden.

 

I flere tilfælde talte Zenia om hendes død i en sløret form: ”Når jeg engang bliver gammel og dør, så vil jeg gerne begraves, ikke fordi jeg er bange for at blive brændt, jeg synes bare det er mere rigtigt at blive begravet.” Flere måneder senere, hvor Zenia og jeg går fordi en stenhugger, siger hun: ”Når jeg en gang bliver gammel og dør, og mine børn skal vælge gravsten til mig, så vil jeg gerne have en fin gravsten med blomster på.”

 

Nogle dage efter spørger jeg, med Zenia siddende på skødet, om hun har tænkt på, at det MÅSKE kan blive hendes mor og mig der skal vælge hendes gravsten? Det har hun. Hvorefter jeg lover hende, med tårer i øjnene, at HVIS det nu bliver sådan, så skal jeg nok sørge for, at hun får en fin gravsten med en blomst.

 

Den hjerteformede gravsten med Zenias navn og en blomst på, har nu stået i Zenias have på kirkegården i 10 år. Det kan opleves som ganske mange år, men når det handler om at den følelsesmæssige opgave, at leve med sorgen over ens barns død, så kan det stadig opleves som for nyligt. At miste et barn, er ikke noget man kommer sig over. Det er noget vi må og SKAL lære at leve med.

Jeg må erkende, at jeg har behov for at dykke ned i og bearbejde de gamle følelser med jævne mellemrum, simpelthen af grund at sorgen ikke skal hobe sig uhensigtsmæssigt meget op indeni mig. Og det gør den, hvis jeg ikke passer på.

 

Et af de redskaber jeg benytter mig af, er at skrive om mine følelser og oplevelser, enten i den form som ovenfor, eller i en mere digterisk form. Specielt i den første periode efter Zenias død, havde jeg lettere ved at skrive digte, men mange af dem var ren gentagelse og det jeg skriver her nedenfor er også med udgangspunkt i de samme udfordringer, så måske vil du som læser kede dig, men jeg kan håbe på, at bare én af jer finder det inspirerende og samtidig får jeg udtrykt mine følelser og frustrationer. Det at leve med (svære) følelser kan jo være en proces, som kræver en indsats.

 

 

Et andet udtryk:

 

Føler mig flået op indeni -
en blanding af nutid og fortid,
min mor der råber af mig og min bror,
truer med at blive sindsyg...


Min kæreste der besøger sin ekskæreste,
som ikke er klar til at møde mig...


Min eksmand der råber: Så flyt!
og bringer mig i chok...
Troede løftet i kirken betød noget!
”I hvad lykke Gud den almægtige vil tilskikke jer”,
som jeg insisterer på, at præsten skal have med,
som i mit første ægteskab…

Vi står sammen både i lykken og ulykken,
vore børns fødsler og opvækst,
hverdagens trivielle udfordringer,
vores datters cancerdiagnose
og årelange behandling...


Vi våger på skift ved hendes dødsleje.

Helt konkret står vi side om side,
i våbenhuset ved vores datters begravelse,
Vi sidder side om side i kirken,

med gråd i halsen og med sønnen i centrum.

Føler mig flået op indeni -
en blanding af nutid og fortid,
ser mig stå ved min datters åbne gravsted.
Min datters kiste sænkes i jorden.
Jorden åbner sig under mig...
En afgrund af smerte...


Ønsker at forsvinde - sammen med hende.
Ét holder mig tilbage - kun ét! Min søn.
Jeg kan ikke svigte ham!
Han MÅ IKKE gå i stykker af dette her!

Føler mig flået op indeni -
en blanding af nutid og fortid,
sidder i min seng, småsløj og grådlabil.
Hører popmusik og græder...


Giver slip på smerten - igen og igen...
En smerte som aldrig vil forsvinde
og som heller ikke MÅ forsvinde!
I smerten mærker jeg kærligheden...
Den dybe kærlighed til min skønne datter,
en kærlighed som ikke udvikler sig – længere.

 

Hun kan jo ikke komme hjem
og fortælle om nye veninder og oplevelser,
præsentere nye kærester,
bestå nye eksamener.

Virkeligheden er jo at hun er død,
nu på 11. år - og jeg er videre i livet...


Blevet skilt, nye kærester, gift og skilt igen.
Alligevel sidder jeg her i min seng og hulker...
Hulker af sorg, over at min datter ikke lever,
ikke kan deltage i mit og vores families liv,
kan ikke se sin bror stå vagt for dronningen,
ikke inviteres til hans 20 års fødselsdag,
ej heller dække bord sammen med mig.

Føler mig flået op indeni -
en blanding af nutid og fortid.
Nyder at solen skinner,
men føler ikke helt at den rammer mig...
Sidder i skyggen, lever måske lidt i skyggen?
Men vil ikke leve i skyggen - JEG VIL IKKE!


Jeg må bære min skæbne med oprejst pande,
men det er svært ind imellem...
Når gråden trænger sig på, når savnet bliver for stort,
når jeg har brug for at mærke min kærlighed,
min kærlighed til begge mine børn.

Og når kæresten er ude at rejse.

 

Når det ikke er nok at være far til én,
sådan som mange ser mig som,
som jeg ind imellem italesætter mig selv.

Men jeg er far til to!
De mest vidunderlige børn!
Som har lært mig uendelig meget -
om mig selv og om livet...
De har lært mig om kærlighed -
en helt anden slags, end den jeg kendte,
helt anderledes end barndommens,
som var en blanding af symbiose og frygt.
Frygt for at miste...


Som barn frygtede jeg, at miste min mor,
måske fordi hun aldrig helt var der...
Ikke rummede mine følelser, ej heller sine egne.

Som far frygtede jeg at miste mit barn.
Frygten blev virkelighed.
Men jeg overlever og lever og solen skinner...
Den skinner udenfor på min altan.
Jeg vil gå ud i solen...
Lidt lettere om hjertet, lidt rigere...

Føler mig som et rigt menneske -
tænk at være så privilegeret,
at elske så stærkt og så dybt -
at døden ville være en lettelse,
men uden at ville det,
at kærligheden sejrer...
Kærligheden til min søn og livet.
Kærligheden til min datter som lever videre...
uden at leve sit eget liv –

Men lever i mig…
igennem min smerte og min gråd.

Kærligheden til min kæreste,

som snart er hjemme igen.


NU orker jeg ikke at græde mere!
Solen kalder, den varmer og bringer liv...
Livet skal leves nu og jeg er glad igen.
Måske nærmest lykkelig...

Hvad er du?

 

 

Kærligst
TEIT ULDUM

 

 

__________________________

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
REAKTIVERING OG BEARBEJDNING AF TRAUMER