Jeg ville lade mig korsfæste og piske ihjel, hvis det kunne give dig livet tilbage

Brev til min datter (1992-2004):

Jeg ville lade mig korsfæste og piske ihjel, hvis det kunne give dig livet tilbage

Kæreste Zenia. Tillykke med fødselsdagen. For 24 år siden ændrede du mit liv - for altid! Du blev født som mit første og dybt ønskede barn.

Den 20. juli 1992 kom du til verden på Rigshospitalet. Du var uendelig fin og yndig - i mine øjne. Formentlig var du ikke kønnere end alle andre nyfødte. Men for mig var du verdens ottende vidunder! Jeg husker - som var i går - den måde du kiggede rundt. Med store, åbne og tillidsfulde øjne var det som om du ville fange din mors og mit blik, for at etablere en livsafgørende relation. Dine medfødte sociale kompetencer gik lige i hjertekulen på mig. Fra den morgen, var jeg klar til at gå igennem ild og vand for dig!

Det kom jeg dog aldrig til. Men udover alle almindelighederne fulgte jeg dig igennem kemokure, alternativ behandling, hårtab x 2, kvalme, dødsangst, stafylokokinfektioner, regression tilbage til tidligere liv, knoglemarvstransplantation, utallige scanninger og lægesamtaler. Jeg husker, med knugende mave, da du spurgte, efter en af de sidste samtaler med overlægen, om der slet ikke var noget, lægerne kunne gøre...

Jeg var vidne til din modne udtalelse, om at du ville begraves og ikke bisættes. Ikke at du var bange for, at blive brændt, du synes bare det virkede mere rigtigt at blive begravet. Hvilket jeg er dig dybt taknemmelig for i dag. Jeg lovede dig, at hvis det blev din mor og mig der skulle vælge gravsten til dig, så skulle jeg nok sørge for at der kom blomster på. Du slæbte dig igennem vores ferie på Mallorca og udtalte, at man godt kan have haft et godt liv, selvom det ikke er et langt liv. Dit liv blev ikke langt. Det stoppede allerede da du var 12 år. Så jeg har snart været far til dig som engel, lige så længe som jeg var din far på jorden. Det er underligt at skulle forholde mig til. Dele af dit liv, føles som var det i går. Andet er langt væk. Min kærlighed er dog lige intakt. Jeg ville stadig gå igennem ild og vand for dig - hvis det kunne hjælpe dig på nogen måde. Jeg ville gøre ALT! Jeg har igennem de seneste mange år tænkt på hvad dette ”ALT” kunne være… Jeg ville for eksempel, lade mig korsfæste og piske til døde, hvis det kunne give dig livet tilbage.

Men virkeligheden er desværre, at jeg bare sidder med min iPad og fingerplaprer. Der er - så vidt jeg ved - intet, der kan bringe dig tilbage. Det eneste der sker, er at jeg mærker min kærlighed til dig tydeligere, når jeg skriver om den. Jeg mærker en murrende smerte i maven, som et dybt hul der åbner sig i mig, og tårerne løber ned af mine kinder. Jeg mærker en fars helt almindelige kærlighed til sit barn, kombineret med et urinstinkt der fortæller, at børn SKAL overleve deres forældre.

Du forandrede mit liv for altid – med din fødsel og din død. Jeg bliver aldrig den samme som før din fødsel og specielt ikke efter din død. Selvfølgelig er der dele af min personlighed der er den samme, men jeg har også udviklet mig til at være et andet menneske. Jeg har ændret mit navn, har et anderledes livssyn og har fået en trang til at påvirke verden, måske fordi min verden er ændret og fordi jeg har oplevet store mangler i vores kultur, da du var syg og døde. 

Jeg vil gerne "råbe verden op", men må erkende, at noget af det eneste jeg foreløbig har gjort er, at leve mit liv videre. Ikke som om intet var hændt, men med bevidstheden om hvor skrøbeligt og sårbart livet kan være. Men også beriget med uendeligt mange oplevelser med dig og med den kæmpe gave kærligheden til dig og mellem dig og mig er. At opbygge kærligheden og omsorgen til dig, er nok det, der har udviklet mig mest.

Dit liv var stærkt præget af canceren, som ramte dig som 3 årig og som du kun var raskmeldt fra en weekend, men jeg gik gerne igennem det hele igen, for at være i relation med dig. Tænk om, jeg kunne gå med dig på armen igen, sidde med dig på skødet, ae din kind, se ind i dine smukke øjne, se dig danse... Om det så var at sætte grænser for dig. Jeg savner det hele! Jeg ville have elsket, at følge dig op af kirkegulvet, have set dig blive forelsket og måske vente et barn. Hjælpe dig med at flytte hjemmefra, gennemføre en uddannelse og finde et job. Have set dig folde dig ud som voksen kvinde.

Lykkeligvis er jeg også far til din lillebror, som nu er voksen og blevet en helt anden, end dengang I var små, samtidig med at han jo også er den samme skønne dreng, men nu i en voksen udgave. Du ville helt sikkert være stolt af ham, hvis du kunne følges med ham. Ligesom han ville være stolt af dig. Du ville garanteret være endnu yndigere og dejligere nu som 24 årig, end da du var 12, hvor vi fejrede din sidste fødselsdag. 

Kære læsere af denne tekst. I kan gøre med mine ord, præcist hvad I vil. Min hensigt er, at virke som et spejl, for kærligheden i jeres liv, mere end for frygt og angst. Hvis I mærker angst, eventuelt for at miste nogen, så kan I finde kærligheden lige indenunder og det er kærligheden der er fuld af energi. Både når den gengældes og udleves, og når den udvikler sig til sorg - fordi den mangler en modtager. 

Jeg er langt fra den eneste forælder der har mistet et barn. Mine oldeforældre mistede 5 ud af 11, min farmor og farfar mistede 2 ud af 5 og min mormor og morfar 1 ud af 4. Det man gjorde i 30’erne var at gemme sorgen væk og lave et nyt barn. Men jeg ved, at min mormor var præget af sit tab hele livet, men kunne ikke tale om det. Min morfar fortalte mig, på opfordring lidt om deres søns død, da jeg fortalte ham om hans oldebarns død. Jeg kender mange i dag, som lever med at have mistet et barn og langt de fleste af os, har et godt liv med tabet som følgesvend, men omgivelserne har ofte svært ved at forholde sig til sorgen og man risikerer at blive kritiseret for at dyrke sorgen. JA! Jeg dyrker sorgen ind imellem, alternativet er at blive ædt op indvendigt af forskellige sygdomme – fysiske såvel som psykiske.  

Sorgen kan føles som en afgrund af smerte, som får mig til, ind imellem, at tvivle på livets mening og om hvorvidt jeg har lyst til livet. Men samtidig er der også enormt meget liv i at forholde sig til døden, meget mere end, når vi forsøger at negligere den kendsgerning, at vi alle skal dø en dag. Vi må også forvente, at vi alle sammen kommer til at miste nogen vi har elsket, ellers har vi elsket for få eller levet for kort.

Personligt mærker jeg en stærk kraft, som kommer af kærligheden til min datter, som hjælper mig til at VILLE LEVE og minder mig om hvor uendelig stærk tilknytningen til vores børn, eller andre vi elsker, kan være. Den tilknytning er vigtig og jeg vil, til hver en tid, vælge at knytte mig til mennesker, uanset, at jeg risikerer, at føle sorg over tabet.

Dog må jeg erkende, at jeg siden min datters død, ubevidst har søgt parforhold som ikke havde potentiale til at de udviklede sig til dybe kærlighedsforhold. Måske af frygt for at kunne blive ulykkelig igen, hvilket jo paradoksalt nok var det jeg blev, når mine forhold ophørte. Men sorgen havde været mere smertelig om følelserne havde været dybere. Det har været en lang proces for mig, at nå dertil at turde elske dybt og inderligt igen.

Kære Zenia. Kærligheden overvinder alt, siger man. Den overvandt ikke din sygdom, men jeg er sikker på, at vi mødes igen, når min tid på jorden er opbrugt om forhåbentlig rigtig mange år. Jeg trøster mig ind imellem ved tanken om, at du sikkert vil komme og hente mig til den tid. Ligesom jeg er overbevist om, at din morfar hentede dig den 24. september 2004, da din krop ikke kunne fungere længere. 

Min allerkæreste datter. Tak for, at du valgte mig, som din far. Tak for at du levede og var det vidunderlige menneske, du var. Tak for, at du stadig lever, i et slot i mit hjerte, som et af de aller allervigtigste mennesker i mit liv. Jeg vil elske dig til verdens ende! 

Kærligst

Din far - Teit 

 

 

__________________________

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Hvis jeg kunne give dig livet tilbage. Brev til min datter