stress hjælp til kvinder

Lige et par uger mere… så kan jeg slappe af!

Jeg skynder mig at slukke min computer, rydder skrivebordet og ønsker mine kollegaer en fortsat god eftermiddag. Kigger på uret i bilen, øv igen lidt sent på den. Hvorfor kommer jeg altid lige 10 minutter for sent ud af døren fra arbejde, når jeg ved, at der knap er tid til at køre tid den anden ende af byen og hente den ældste pige i skolen, for så at kæmpe mig gennem eftermiddags trafikken tværs gennem byen igen og hente den yngste inden børnehaven lukker.  Trafikken er slem mod skolen, jeg er irriteret over min forsinkelse og samtidig er jeg i hovedet ved at gennemgå resten af dagens gøremål; aftensmaden skal laves, burde altså også få pigerne i bad! Og badeværelset burde også rengøres! Burde, burde, burde… Jeg kan mærke pulsen helt vildt oppe i halsen…

Bekymringerne trænger sig samtidig på; hvad nu hvis bilen pludselig går i stykker og ikke kan køre mere… jeg kan nærmest fysisk mærke, den følelse af bilen, der hakker og småhopper mens den går i stå! Nej det må ikke ske! Tankerne kræser om alt det jeg burde gøre og alt det der kan ske, samtidig med, at jeg kæmper med at koncentrere mig om trafikken der er tæt.

Jeg kigger igen og igen på uret, mens alle andre trafikanter kun synes at være på vejen ,lige nu, for at genere mig! Jeg ligger mærke til en vedvarende trækning i den ene side af munden. Jeg prøver at gnubbe kinden lidt, men det hjælper ikke, trækningen bliver ved med korte mellemrum at trække i min mundvig.

Jeg har nu kun kørt i ca. 10 minutter og tankerne farter rundt i mit hoved i et stort virvar af alt det jeg burde gøre og alt det forfærdelige, der kan ske. Det går så hurtigt, at jeg ikke han fange en enkelt tanke. Pulsen banker i min hals, min mundvig sitre og jeg mærker en sovende og prikkende fornemmelse i mine hænder og underarme. Det hele kører på højtryk. Pludselig rammer tanken mig… alle andre tanker holder pause; Hvis min forrude blev ramt af et stenslag lige nu, tror jeg ikke mit hjerte kunne holde til chokket og jeg ville få et hjerte stop. Jeg kan ikke lade være med at smile lidt af mig selv. Hold da kæft, hvor er jeg oppe at køre, når jeg mener, at et lille chok vil give mig hjertestop!

Det var her det virkelig gik op for mig, at det ikke var godt. Jeg vidste godt, at jeg var stresset og havde været oppe i et rimelig højt stress niveau i flere måneder, da det var højsæson i branchen, salgschefen var rejst og mine kolleager og jeg stod med ansvaret for hele salget. Vi var nu i maj måned og siden starten af februar havde jeg haft søvnproblemer og en konstant svimmelhed. Jeg tager en dyb vejrtrækning og forsøger at slappe af i skuldre og arme. Ryster lidt på hovedet over mig selv om min stress, fokuserer på trafikken, de ting jeg burde gøre og alle de ting der kan ske!

Lige et par uger mere så stilner det af på arbejde, så kan jeg få ro på – arbejdsbyrden stilnede af, men det gjorde mine stresssymptomer ikke! Inden længe har jeg 2 ugers sommer ferie, så kan jeg rigtig slappe af og komme ovenpå – kunne hverken slappe af eller rigtig nyde min ferie med børnene, kroppen kørte stadig på højtryk. Nå jeg gik i seng om aftenen, kunne jeg mærke pulsen hamre løs i hele kroppen og susen for ørene, der nærmest lød som simrende stegepande ved siden af mit øre.

Når det bliver august hjælper det, så starter den nye salgschef og jeg kan lægge lidt af ansvaret på arbejde fra mig igen! Hans ankomst havde desværre heller ingen effekt, og jeg blev mere og mere udkørt. Svimmelheden varierede i styrke, men gik aldrig helt væk. Den var allerværst om aftenen når jeg lagde mig udmattet i min seng. Det gav mig associationer til de unge dages branderter, sengen snurrede rundt og det føltes som om jeg var ude at sejle. Kørte jeg på og holdt mig beskæftiget, trådte svimmelheden lidt i baggrunden, men det øjeblik jeg gav slip og slappede af kom den væltende. Jeg begyndte, hver gang jeg havde parkeret bilen instinktivt at tjekke en ekstra gang at håndbremsen nu var trukket. Det undrede mig, at hver gang jeg havde parkeret bilen, åbnet døren og stukket det ene ben ud, greb jeg hver gang efter håndbremsen og trak en ekstra gang. Så slog det mig, min svimmelhed gjorde, at når jeg stak benet ud af bilen og fik kontakt med jorden, kørte det hele en smule, en fornemmelse, der mindede lidt om at bilen trillede og derfor det ekstra greb i håndbremsen. Jeg overvejede flere gange, om det nu var en god idé at køre bil, når jeg hele tiden var svimmel, men konkluderede hver gang at, jeg jo ikke mærkede ret meget til svimmelheden når jeg kørte bil, det kom jo først rigtigt når jeg stoppede bilen igen! Jeg overvejede flere gange om det nu var forsvarligt at køre bil. Men jeg var ude af stand til at gøre noget ved det. Ude af stand til at træffe en rationel beslutning.

Dette var mit liv i rigtig mange måneder og uden accepten af , at jeg havde stress og den hjælp jeg efterfølgende fik, tør jeg slet ikke tænkt på, hvor jeg ville være i dag.

Sagen er, at stress rammer ALLE, uanset om du er mor, ung eller gammel!

En tanke til alle der kæmper!

Karina Anov Chapman

Stressvejleder

www.linedanserinde.dk

 

__________________________

Karina Anov Chapman
-Linedanserinde.dk
Forfatter, stressvejleder, selvværdsekspert, foredragsholder
http://www.linedanserinde.dk

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Stressen rammer alle, også mødre. Læs mere