Stressvejledning online Karina Anov Chapman

Da stressen fik ord - og en bog blev til!

Da min verden for lidt over 3 år siden styrtede i grus og jeg i august 2014, måtte erkende, at jeg havde stress og ikke mindst indse at det ikke var noget, jeg kunne komme ud af uden hjælp…lovede jeg mig selv, at denne oplevelse skulle være livsændrende.

Alt det dystre og sorte, stressen, depressionen, de svære følelser, tunge tanker og det hårde arbejde jeg vidste der ventede, for at komme ud på den anden side, skulle føre noget godt og positivt med sig.

Det var hér, det første lille frø til Linedanserinden blev sået – for kunne jeg ved at være åben og ærligt dele mine oplevelser og erfaringer med stressen, hjælpe andre – gav det pludselig mening at stå dér.

Min psykolog gav mig til opgave at skrive alle mine bekymringer ned ( og det var rigtig mange) Det var startskuddet til det jeg kalder min egen skriveterapi.

Både på papiret og i mine tanker formulerede jeg mine oplevelser og følelser, som om, skulle jeg forklare det til en fremmed. Det gjorde det hele meget konkret og forståeligt… også for mig selv!

Selv da jeg stod midt i den dybeste depression og med en krop og psyke max påvirket af stressen – formulerede jeg mig altid i datid. – som om jeg VAR ude på den anden side og kunne se tilbage på det hele. En forvisning og tro på, at selv om det ikke altid føltes sådan og selv om jeg til tider ikke kunne se det famøse lys for enden af tunnelen, så vidste jeg at det var der og at jeg med tiden nok skulle komme ud på den anden side.

Ud over mit ønske om at være åben og ærlig omkring min stress – er denne bog også blevet til på baggrund af mit ønske om at forstå…HVORFOR?

Hvorfor gik jeg ned med stress? For stress er da noget, der rammer mænd i alderen 50+ med 50+ arbejdstimer og et kolossalt ansvarsfuldt job.

Hvorfor kunne jeg ikke klare det?  Det som alle andre ser ud til at kunne klare.

Jeg ville finde svar og læste alt om stress og især kvinder og stress, som jeg kunne få fingre i… og tog også lige en uddannelse som stressvejleder.

Langsomt fik jeg stykket svaret sammen…

Jeg var en linedanserinde..

Jeg havde i årevis kæmpet for at holde balancen - balancen i hverdagen… balancen i livet...og var styrtet ned fra linen.

Det der havde skubbet mig ned fra linen og ned i stressen var ikke en specifik stressende situation – men en masse små skub, der langsomt havde fået mig i sådan en ubalance at jeg faldt – styrtede ned i den afgrund stress er.

De små kontinuerlige skub kom ikke fra omverdenen men primært fra mig selv.

Perfektionisme - Præstationer

Forventninger

Massiv selvkritik --Lavt selvværd

Og en kronisk skyldfølelse over ikke at kunne slå til nogen som helst steder.

Og nu står jeg her… min linedanserinde er på vej ud i verden sammen med mit ønske om at kunne hjælpe, trøste og give håb, til dem, der befinder sig i stressens klamme greb. Give dem forvisning om at det de oplever og føler ER helt normalt og at der er en vej ud på den anden side.

Jeg håber så inderligt også at min bog, vil kunne give kvinder som er på kollisionskurs med stressen – en viden om hvad der venter, hvis de fortsætter ufortrødent. Og muligheden for at stoppe op og vælge en anden vej.

Lige nu… i dette øjeblik.. er jeg fyldt med taknemmelighed og stolthed.

Taknemmelighed for al den støtte jeg har fået… først gennem min stressperiode og sidenhen med skriveriet og udgivelsen af min bog.

Stolthed over at jeg rent faktisk har gjort det… skrevet en bog, men også over at jeg dengang for 3 år siden tog den beslutning, om at der skulle komme noget livsændrende og positivt ud af situationen… og det må man sige at der er!

Jeg er stadig en linedanserinde, men har genfundet balancen og har værktøjerne til at beholde balancen, når livet nu en gang imellem puffer til mig.

- Karina

__________________________

Karina Anov Chapman
-Linedanserinde.dk
Forfatter, stressvejleder, selvværdsekspert, foredragsholder
www.linedanserinde.dk

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Stress og kvinder - på kollisionskurs med stressen. Læs mere