Træd nu det skridt fremad!!
Vi skal et stykke tilbage i tiden. Dengang jeg var ansat som økonomimedarbejder i en større virksomhed. Jeg lavede løn til +500 medarbejdere (både time og måned). Jeg har aldrig været rigtig god til det med tal. Det vil sige, det har aldrig faldet mig let, men hvis jeg knoklede kunne jeg det okay. På grund af omstruktureringer blev lønnen centraliseret og jeg fik det overordnede ansvar for at få det til at køre. Jeg arbejdede mellem 40 og 60 timer om ugen i et års tid for at få det til at fungerer. På et tidspunkt begynder jeg at kunne mærke at jeg ikke trives. Jeg har ondt forskellige steder på kroppen, er mere grådlabil, og kører ofte med den tanke hver morgen på vej til arbejde "Gid der er en der vil køre ind i mig, og gøre dette slut". Efter at have gjort nærmeste leder klar over situationen, var hans eneste bemærkning "Hør noget afstressende musik".
Jeg vidste inderst inde at den var gal, så jeg tog til min læge som straks sygemeldte mig med diagnosen "Stress" og i en foreløbig periode på 3 uger. Dette blev meddelt min leder, som derefter nærmest kontaktede mig dagligt, for at få diverse informationer og hjælp. De 3 uger blev til 5 uger og jeg blev kaldt til møde med min leder. Da jeg ankom til mødet, var det første han gjorde at fortælle mig om hvor travlt de havde uden mig, og hvor hårdt han havde det. Undervejs på mødet spørger han mig hvornår jeg regner med at komme tilbage. Jeg svarer ham at jeg gerne vil starte på deltid, altså 37 timer, om nogle uger. Hm det ville han lige tænke over. Jeg var nødt til at stoppe mødet selv, da han blev ved med at fylde på mig med informationer om travlhed og kaos.
Efter 2 dage ringede han til mig og tilbød mig en fyreseddel eller at jeg sagde op selv og fik bonus!
Jeg sagde naturligvis op, for hvem ønsker lige at komme tilbage til sådan en arbejdsplads, hvor der ikke er plads til at folk går ned, og rejser sig op igen!
På min vej op i balance igen, blev det klart for mig at jeg gerne vil ud i Danmark og hjælpe stressede til at de ikke skal opleve det jeg oplevede.
Så her er jeg i dag. Har hjulpet en masse stressede i balance igen og hen imod det liv de ønsker sig.
Men det hele er jo en udvikling - og tænk hvis nu jeg kunne få fat i lederne, og hjælpe og udvikle dem med en masse redskaber til at tackle deres medarbejdere på den rigtige måde, hvis medarbejderen bliver ramt af stress, eller endnu bedre, før medarbejderen bliver ramt af stress.
Hele tiden er det et skridt fremad.
Og er det så bare at tage det skridt fremad??
En gang i mellem er angsten der, for hvad hvis det nu ikke lykkes? Og alligevel - jeg er jo nødt til at gå det skridt fremad, hvis jeg vil gøre den forskel.
Og sker der noget, når jeg træder frem? Næ egentlig ikke, andet end at jeg nu er et nyt sted!
Så nu har jeg endnu engang trådt et skridt fremad.
Jeg er i fuld gang med at sælge billetter til en konference der handler om "autentisk ledelse reducerer stress hos medarbejderen".
Møder jeg angsten der -JEPS , også i den grad.For hvad hvis nu at jeg er den eneste der kan se ideen i det her. Hvad hvis nu det bliver en fiasko. Hvad hvis nu.... ja du kan jo selv fortsætte tankemønstrene, for vi kender dem jo alle.
Men jeg er nødt til at gøre det, for jeg er skabt til at gøre den forskel.
Og som Thyra Frank sagde, da jeg for kort tid siden interviewede hende "Lotte, alting har sin pris. Min pris for at få indflydelse på ældreomsorgen, har den pris at jeg skal træde ud i offentligheden. Det er en dyr pris, men jeg vælger at betale den" og hun fortsætter "Lotte, når jeg beder om aftenen, beder jeg sommetider om jeg dog ikke kunne brænde lidt mindre for det jeg gør"!
Med Thyra i øret, og med min drøm bag øjenlågene, træder jeg et skridt frem og holder fokus på hvor jeg vil ende.
Og jeg ved godt at vejen ikke er belagt med lutter rosenblade, men at der også er torne. Men pyt med det. For tænk lige på hvordan det føles i kroppen når jeg når mit mål!!
Når jeg kan, kan du ihvertfald også. Så hvad skal dit næste skridt fremad handle om?
Jeg håber du har fået lidt ud af denne fortælling fra det virkelige liv
De bedste hilsner
Lotte Klink
Du kan se mere om konferencen og mig her: www.stresspilot.dk
De bedste hilsner
Lotte Klink, Stress Ekspert + 45 41 14 64 14
Se mere på www.lotteklink.dk
Kommentarer
log ind eller opret konto for at skrive kommentarer