Så hold dog mund unger!

Ihh kender du det at børnene er pivhamrende irriterende. De spørger og spørger. Din datter vil hele tiden have din opmærksomhed, og have hjælp. Og du kommer hele tiden op at skændes med din søn. Hvorfor skal han også bare være så provokerende og irriterende og så LIGE I DAG?

Jeg kender det rigtig godt fra mit eget liv. Nogle dage kører det bare skønt med ungerne. Vi har det godt sammen og nyder hinandens selskab. Og andre dage så er det bare helt skidt.

Der kan jo være utrolig mange forklaringer på hvorfor det er sådan.

  • De kan have en dårlig dag
  • De kan være trætte
  • De kan være kede af noget
  • Jeg kan have en dårlig dag
  • Jeg kan være træt
  • Jeg kan være ked af noget.

Det handler som regel om de sidste. JEG ER I UNDERSKUD!

For hvis det er begge børn der er megairriterende - ja så er der desværre kun en fællesnævner: MIG.

Jeg kan have dage hvor jeg skælder enormt meget ud, på trods af at jeg har glædet mig til at få dem hjem fra skole. Men bare ikke har overskuddet parat til dem.

Så hvis jeg er i underskud allerede før de kommer hjem, ja så kender jeg jo faktisk allerede resultatet. Så bliver jeg en uudholdelig mor.

Begge børn søger ind på deres værelser, eller ud til venner. De gider mig ikke. Jeg gider mig faktisk heller ikke.

Så derfor vælger jeg hele tiden at kigge på min tilstand. Er der overskud eller underskud. Og hvad kan jeg gøre for at skabe mere overskud, så der er til både eftermiddag og aften hvor det faktisk går hen og bliver helt hyggeligt?

Og ja jeg kommer engang imellem til at skælde helt vildt meget ud, og det er ikke noget jeg er stolt af. Men til gengæld er jeg stolt af at jeg hver gang, når jeg falder ned igen, går tilbage til børnene og siger undskyld og kommer med forklaringen på hvorfor det skete.

Det behøver ikke kun at være fordi jeg har sovet dårligt, ikke har fået mediteret, gået min tur eller lignende. Det kan også være fordi jeg tænker på noget - noget der gør mig ked af det, noget der går mig på, eller noget jeg prøver at løse. Og det tager simpelthen al min energi. Al den energi der skulle gå til ungerne. 

Øv hvor er det ærgerligt at jeg ikke bare er en maskine, der altid bare giver mine børn det allerbedste. Det de fortjener. Det bedste.

Nej hov - ved du hvad. Jeg synes faktisk det er lidt godt at de allerede lærer nu, at det ikke altid er skide nemt at være voksen. Og at man godt kan være urimelig, bare man kommer tilbage og undskylder og forklarer. For så lærer de også det værktøj til deres eget liv.

De lærer også at kigge på deres egen adfærd. Om hvorfor de måske er urimelige og umulige en dag - og hvordan de kommer fra underskud til overskud igen. 

Gid jeg havde lært det som barn, og ikke som MEGET voksen. Jeg blev først bekendt med det i starten af 40érne, og skal øve mig hver dag. En dag bliver det vel rutine ligesom alt muligt andet. Men lige nu skal jeg tænke over det hver time, dag og uge.

Når jeg er i overskud er jeg SUPERMOR, og de perioder er der flere og flere af, efterhånden som jeg øver mig.

Men det kræver overskud og øvelse i at jeg er den vigtigste person i mit liv. Så hvis jeg ikke får gjort en masse dejlige ting for mig, så jeg får energi og overskud, så er der heller ingenting at give videre. Ligesom øverste glas i champagnetårnet.

Ha en dejlig dag.

De bedste hilsner

Lotte Klink
Stress-ekspert 

__________________________

De bedste hilsner
Lotte Klink, Stress Ekspert  + 45 41 14 64 14
Se mere på www.lotteklink.dk

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Skælder du også meget ud på dine børn? Lær at reducere det med stressekspert Lotte Klink