Se kontaktoplysninger og profil for Stress Coach Lotte Klink

I en lang stime - i en længere periode - har jeg nu prøvet at blive afvist på alle mulige måder.

Både privat og arbejdsmæssigt.
Og AV hvor har det gjort ondt.

Jeg skal komme med et helt dugfrisk eksempel - sket for 2 timer siden:

En klient jeg hjælper i balance igen har været til psykiater - og kørt et forløb der samtidig med at være igang hos mig.Han skriver nu til mig at han har talt med psykiateren om at det er problematisk at køre 2 forløb samtidig. Og at han vælger at fortsætte hos psykiateren, da der nu skal ryddes op.

Men han fortsætter også "Jeg har været utrolig glad for din hjælp og støtte og er taknemmelig over det du har gjort for mig, især i din første tid, hvor jeg var helt til rotterne. Jeg ved slet ikke hvad jeg skulle have gjort uden din støtte".

Hvad bider jeg først mærke i? Afvisningen - han vælger en anden i stedet for mig

Hvad ignorerer jeg? Al den ros og anerkendelse jeg faktisk får

Hvorfor gør jeg mon det?

Fordi jeg i min barndom følte mig valgt fra. Jeg var sidsten ud af en flok på 4. Min mor var misbruger og havde rigeligt i at "overleve" dagene. Og derfor har jeg ikke følt mig set og valgt.

Og det lammer mig igen og igen gennem mit voksenliv.

Jeg tror på mere mellem himmel og jord og tror på at der er noget jeg skal lære af det.

Men det gør det jo ikke mindre ondt af vel?

Men jo det gør det faktisk. For jo mere jeg anerkender at det "bare er min historie" og dermed mit hoved der gentager

"DU BLEV IKKE VALGT!"

"DU ER IKKE GOD NOK "

"DU ER IKKE SPÆNDENDE NOK"

"DU ER IKKE DYGTIG NOK",  

så går det nemmere og nemmere.

For mit hoved vil jo bare passe på mig. Det kender min historie og dengang var det "farligt" ikke at blive valgt.

Men det er det jo ikke idag. For jeg bliver jo valgt - igen og igen. Det lægger jeg bare ikke mærke til. Jeg har mere travlt med at lægge mærke til de få gange jeg bliver "valgt fra"!

Så jeg øver mig. Jeg øver mig i at sige til mig selv at det var godt at klienten fandt den vej der var det rigtige for ham. Og det er godt at jeg kunne hjælpe ham på vej.

Jeg øver mig i bund og grund i at komme ned i maven og tale med den om det. For maven er bange. Maven er pivbange for alle de skrækhistorier som hovedet bliver ved med at gentage.

For så snart jeg taler med maven om at der ingen fare på færde er - og at alt er ok, så falder den mere og mere til ro.

Er jeg så kommet igennem og har lært det?

Nix - det vil komme igen og igen i forskellige forklædninger, så jeg kan øve mig igen og igen. Og det vil med garanti gå direkte i hovedet - jeg vil tro på hovedet igen og sige "ÅH nej nu blev jeg valgt fra igen" - hvorefter kort tid efter vil jeg fange forklædningen og "tale med maven igen".

Det er min vej frem - og der er en gave i det. For mit mål er at blive mere og mere hel - og lige nu er jeg igang med at gøre op med min historie.

For det er ikke sandt. Jeg blev ikke valgt fra af min mor. Hun gjorde sit bedste med det hun kunne. Hun valgte mig på sin måde.

Og det er heller ikke sandt at jeg blev valgt fra i forhold til klienten jeg omtalte før. Jeg blev valgt til, og nu har jeg hjulpet ham så meget jeg kunne, og nu må han videre - og det må jeg også.

De bedste hilsner

Lotte Klink

Stress-ekspert

De bedste hilsner
Lotte Klink, Stress Ekspert  + 45 41 14 64 14
Se mere på www.lotteklink.dk