

Er du lige som Helene, på vej tilbage til hverdagen efter endt ferie?
Har du lige som hende svært ved at fastholde din gode tilstand, dit gode humør og dine gode vaner, efter ferien? Er du i tvivl om, hvordan du selv kommer back in business med din balance i behold?
Jeg hjælper dig gerne på vej – fra ferie til hverdag….
Fordi min erfaring siger, at det er så meget lettere at forebygge ubalance og stress end at skulle kæmpe sig tilbage... Op ad trappen, fra ubalance, overbelastning eller stresskollaps til flow, trivsel og balance.
Det kræver bevidsthed – og proaktivitet.
Fra 0 til 100
Helene blev revet omkuld. Kom til at speede op fra 0 til 100 – og røg ind i ”hamsterhjulet”; travlhed, tidspres, brandslukning og stor arbejdsbyrde.
Væk fra egne værdier, behov.
Heldigvis mærkede hun hurtigt, fysisk og mentalt, at hun var fanget – tog kontakt og fik bevidsthed om, hvordan hun fremadrettet holder fast i de gode takter og vaner, hun havde i sin ferie, og implementere dem i hverdagen…. Så hun holder balancen, bevarer sit gode humør og opfylder sine vigtigste værdier.
Forudsætninger for en god balance efter endt ferie
Jeg talte med Helene om forskellige forudsætninger for at holde balancen – og i fællesskab fandt vi frem til en god håndfuld, som jeg gerne vil dele med dig, så du kan få den bedst mulige tilbagevenden til jobbet efter ferien.
Restitution
Relationer
Rette benzin
Nuet, nærvær & offline tid
Prioritering
Restitution
I ferietiden har du måske taget lange, varme bade eller daset på sofaen med din yndlingskrimi. Fortsæt i hverdagen med at restituere og slappe af; særligt efter endt arbejdsdag, hvor du har ydet mentalt/fysisk.
Vi har alle sammen brug for, at der er balancen mellem aktivitet og hvile.
Relationer
I ferietiden er vi ofte sammen med mennesker, vi holder af og som giver os et eller andet.
Sørg også for i hverdagen at omgive dig med mennesker, der støtter dig og vil dig det godt - både arbejdsmæssigt og privat. Nogle gange er det tid til at luge ud i netværket – i vennekredsen – blandt kollegaerne.
Det smitter positivt af på den følelsesmæssige balance.
Rette benzin
Nogle flyver til feriedestinationen. Andre kører… Inden bilen ruller ud af indkørslen med kurs mod fremmede himmelstrøg, er det for de fleste helt naturligt at checke bilen – dæktryk – olie – og tanke den rette benzin.
Sørg også for at give dig selv de mest optimale betingelser for at kunne køre der ud af i hverdagen… Vi kommer langt - og forebygger ”motorstop” - ved at sove godt, spise nærende kost og motionere.
Nuet, nærvær og offline tid
Når vi holder ferie, sker der ofte det, at vores samvær med andre bliver mere intenst og givende. Måske særligt fordi vi ikke behøver at ”konkurrere mod” TV programmer, sociale medier, e-mails, hele vennekredsen eller studiet.
Vi er sammen - og er bare…
Det har stor betydning for din modstandskraft og balance at skabe en hverdag, hvor der er plads til at være tilstede med nærvær, lige nu, i nuet. Der er masser af muligheder. Ofte kræver det blot, at du er bevidst om dine handlinger og træffer en beslutning om, at du ønsker at holde balancen.
Nærvær i hverdagen kan f.eks. være:
At gå langsomt, når du går fra A til B
At nyde morgenbadet – sanse – dufte til sæben – lytte til vandet – mærke varmen
At lytte aktivt i dialog med andre
At gøre en ting ad gangen, og gerne det vigtigste først
Prioritering
Når vi holder ferie, er vi ofte rigtigt gode til at prioritere vores tid. At gøre noget, der har værdi og er vigtigt for os. Vi har lyst til bagefter at fortælle om ting og oplevelser, der giver os noget – og vi glædes ved.
Tænk hvilken forskel det gør i din hverdag, når dagsordenen er at holde fast i dig selv og dine værdier. Når du beslutter dig for at skabe rum og erobre tid.
Når du i hverdagen kan fortælle dig selv – og andre – at du glæder dig over dét, du har puttet op i din mentale & følelsesmæssige rygsæk. Fordi det er dét, du har valgt ”til”.
Helene fik rigtigt meget ud af at sætte sin hverdag under lup. Hun gik fortrøstningsfuld ud af døren. Med en lang række værktøjer og ideer til at holde fast i sig selv og sine gode vaner, som hun bruger nu, hvor hun er back in business.
Jeg håber, at Helenes historie, kan hjælpe dig på vej – fra ferie til hverdag – med balancen i behold.
Kærlig hilsen, Henriette Høeg, Stresscoach & trivselskonsulent, Coachingzonen
__________________________
Henriette Høeg, Certificeret Stresscoach,-rådgiver,-konsulent.
Kontakt +45 61868611. Læs mere https://www.coachingzonen.com/
Kommentarer
log ind eller opret konto for at skrive kommentarer