Stressbehandling Hellerup Linda Clod Præstholm

Stresskollaps - det værste var manglen på forståelse

Jeg sidder i venteværelset og kæmper med trykken for brystet, tårer i øjnene og åndenød.  Hver gang døren går op, trækker mit hjerte og mave sig sammen. Men min læge bliver ved med at råbe andre navne op end mit. Hun har travlt, kan jeg se. Knap nok har hun råbt et navn op, før hun vender ryggen til og tripper hen foran computeren igen. Hvis ikke den nævnte er på vej ind inden for få sekunder, vender hun irriteret hovedet og råber igen. Hun er tilsyneladende ligeglad med hvilken tilstand patienterne er i. De kunne være gamle og gangbesværede, være en forælder der først skal samle to små grædende børn op fra legetøjet eller have brækket et ben. Jeg kan mærke hendes stress, og det gør intet godt for min åndenød, min nervøsitet og min egen stress.

Min åndenød har intet med hændelsen dagen forinden at gøre. Det var dog kun med nød og næppe at jeg klarede den. I krydset ved Jagtvej og Lyngbyvej får jeg i tusmørket drejet mine forælders bil ind i en forkert kørebane. Det er en kørebane for busser på vej i modsat retning end jeg. Da jeg opdager det, panikker jeg og svinger spontant over gangfeltets brostensbelagte midterstykke og og havner i den rigtige kørebane. Jeg kunne have haft et frontalsammenstød med en bus i høj fart, jeg kunne have ramt en eller flere fodgængere, jeg kunne have ramt en bil i den nye kørebane, eller jeg kunne bare have skadet bilen ved at køre ind i træer eller autoværn. Jeg var i chok. 

Episoden var dog en af flere, på bare en måned. Og derfor måtte jeg se i øjnene, at i løbet af de sidste par måneder var jeg åbenbart også blevet natteblind. 

Så kommer mit navn. Selvom jeg har lyst til at løbe ind i venteværelset, for ikke at irritere min læge yderligere, så kan jeg ikke. Mit stresskollaps gør at jeg kun kan bevæge mig langsomt. Det er uden for min viljestyrke og nogle gange modsat det jeg helst vil. “Du virker rolig og afslappet” siger hun mens hun trykker min hånd, som var vi to jægersoldater der mødtes før et strategisk krigsmøde. Jeg vil gerne sige, at det er jeg ikke. At jeg er helt vildt oppe at køre over hendes væremåde. At der er helt modsatte kræfter på spil i min krop og hjerne. Stress og ikke-stress, som om jeg er lammet. Min hjerne er ubehjælpelig langsom, og jeg er pinligt bevidst om alt hvad der sker. Eller lige netop ikke sker.

Før jeg får sagt noget fjerner hun blikket fra mig, kigger på min journal på skærmen, hun tjekker datoen for min sygemeldings begyndelse og spørger så, stadig med øjnene på skærmen, hvordan det ellers går. Det føles som om mit liv afhænger af udfaldet af de næste par minutters samtaler. Jeg føler at jeg vil dø, hvis jeg bliver sendt tilbage på arbejde. Jeg føler et indre pres, som en latent eksplosion. Mit hovede og krop kan ikke klare mere. Jeg KAN  rent faktisk ikke foretage mig noget. Jeg kan knap nok tale. Jeg kan ikke huske. Hvis jeg skal til lægen er det det eneste kan klare på sådan en dag. Jeg har hovedpine. Trykken i hovedet. Trykken for brystet. Åndenød. Og ja, så er jeg blevet natteblind. Det sidste får jeg fremstammet. Min læge kigger på mig med et overfladisk smil og et par tomme øjne, der prøver at hitte ud af hvad hun skal bruge den oplysning til. 

“Har du fået styr på din stress?”, spørger hun så. Jeg bliver igen mundlam. Ved ikke hvor jeg skal starte. Det er som om vi taler om to forskellige ting. Jeg oplever mig selv som lammet, udbrændt, udkørt, næsten hjerneskadet, invalid, hæmmet i alt hvad jeg gør. Hun taler om stress. Jeg får lyst til at sige at jeg bliver stresset af at komme her. Men det er jo ikke det det handler om. Jeg har ikke fået det bedre. Kun meget lidt. Men jeg er blevet natteblind. Og for mig tyder det på, at der er sket nogle kortslutninger i min hjerne. Den fungerer mærkeligt. Igen får jeg fremstammet at “Jeg har det lidt bedre”. Heldigvis har jeg noteret mine stresssymptomer ned, og hvornår jeg har hvilke reaktioner. Jeg holder papiret i hånden for ikke at glemme det. Der står alt hvad jeg mener er vigtigt hun får at vide. Det læser jeg op for hende. 

“Så du er stadig ikke klar til at gå på arbejde”. Jeg ved ikke om det var et spørgsmål eller en konklusion, men jeg sukker med et lettelsens “Nej !”. Så bliver jeg sendt hjem igen. Jeg føler mig som en fiasko, samtidig med, at jeg føler jeg har vundet endnu en måned af mit liv. Men jeg aner ikke hvad jeg skal gøre, og hvorfor hele min krop og hovede reagerer som det gør. Det piner mig at jeg ikke har fået vendt det med lægen og det irriterer mig at hun ikke selv spørger ind til mine symptomer og følger op på dem gang for gang. 

For hele sceneriet gentager sig hver eneste måned i flere år! Ingen symptomopfølgning, ingen behandlingstiltag, ingen kliniske målinger. Tilmed skal jeg næsten det samme igennem hver måned hos kommunen. “Det er vist kun venteværelset på onkologisk afdelingen, der er værre end det her sted”, får jeg en dag fremstammet da den kommunalansatte sagsbehandler råber mit navn op. Sammenligningen med behandlersystemet var åbenbart ikke helt skudt ved siden af, for kort efter skal jeg igen forsvare min ret til selv at vælge om jeg skal medicineres. “Nej, jeg er ikke ved at begå selvmord, har ikke engang haft lysten til det. Jeg har bare lyst til et normalt liv. Så, NEJ, jeg synes ikke jeg har behov for antidepressiver. Men selvfølgelig er jeg da ked af at mit liv er som det er lige nu. Det ville alle være.” Og: “Nej, jeg får ikke angstmedicin for min åndenød. Jeg ved den kommer når jeg bliver presset, som for eksempel nu, så jeg mener selv at vejen ud er ro og rehabilitering.” Stort set hver måned skal jeg argumentere på denne måde. Jeg undlader en bedrevidende kommentar om, at jeg ikke vidste at sagsbehandlere nu kan udskrive medicin. I det mindste viste de mere behandlerinitiativ end min læge. Om det var godt eller skidt, orkede jeg ikke at tænke igennem. 

“Jeg kan ikke gøre mere for dig”, siger  den kommunalt tildelte stresscoach efter kun tre gange hos hende. Jeg er i chok. Jeg har jo stadig masser af stress-symptomer. Jeg er jo ikke rehabiliteret. Jeg er jo ødelagt. Sådan har jeg det. Jeg aner ikke mine levende råd. Endnu engang rammer følelsen af at være en fiasko mig. Det vil jeg ikke være, så jeg prøver at starte på arbejde igen.

Så bliver jeg også lydfølsom. Jeg går med høreværn, når jeg er uden for mit hjem. Og jeg begynder at få invaliderende hovedpiner, der kan vare uafbrudt i fem dage. “Jeg kan også godt blive lidt presset og mærke stress, når jeg lige har tyve ubesvarede arbejdsmails” siger min onkel til mig ved en familiesammenkomst. Gudfader bevar mig vel. Det er slet ikke det, det her handler om. Jeg har lyst til at spytte ham lige i ansigtet. En anden fortæller mig, at vedkommende ikke bliver stresset, fordi han ikke tager arbejdet så tungt. En anden fordi han er blevet uddannet i forsvaret. Jeg har ikke engang kræfter til at åbne munden. Jeg smiler og nikker forstående. Men inden i er jeg rasende. Det sortner for mine øjne. Jeg er kvalmende afmægtig. Handlingshæmmet og mundlam. Men mest af alt er jeg såret. Jeg føler mig ydmyget. Tænk at jeg er nået dertil, hvor folk åbenlyst lufter deres nedladende fordomme om min tilstand lige op i mit åbne ansigt. Mens jeg sidder med høreværn på, og lyser langt væk af et nedbrudt menneske. 

I fællestråde på Messenger prøver mine veninder at arrangere ture i byen. Jeg skriver at jeg ikke kan klare at sidde på støjende restauranter og barer, og inderst inde håber jeg, at de vil komme hjem til mig med mad og et glas vin. Men det sker aldrig. De går ud, og mit sociale liv går fløjten. Og pludselig mærker jeg godt og grundigt hvordan ensomhed føles. Larmende, kold ensomhed uden den mindste mulighed for at gøre noget ved det. Følelsen af at være helt alene og handlingslammet lukket inde i en boks beklædt med andres fordomme og mangel på forståelse. Ikke bare mine nærmeste og familien ser ned på mig, hele samfundet ser ned på mig. Jeg ved at rigtig mange andre er i samme situation. Men når man er lige derop dér, kan man intet gøre. Man kan bare ligge og være pinligt bevidst om det hele. 

(Langt inde i min stresssygemelding fandt jeg en fagprofessionel, der kunne vejlede mig til en egentlig og varig rehabilitering. Og senere fik jeg behandling hos en Somatic Experiencing Traumeterapeut. Det blev min vej tilbage til et normalt liv igen. Jeg vil sige, at havde det ikke været for den manglende forståelse, fra primært læge og kommune, samt den meget sene behandlingsstart, så havde det nok ikke taget så lang tid som det gjorde.)

 Jeg hører gerne fra andre, der også har haft langvarig stress og udbrændthed tæt inde på livet.

 Linda Clod PræstholmStressbehandling Hellerup

__________________________

Linda Clod Præstholm
SE Traumeterapeut, Stresscoach, Sygeplejerske og Yogalærer

www.lindaclodpraestholm.com
T: 22368808
MobilePay: 56959
mail@lindaclodpraestholm.com

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Stresskollaps og manglen på forståelse. Læs mere