Se kontaktoplysninger og profil for Psykoterapeut Linda Clod Præstholm

Hvorfor tilstande af udmattelse og udbrændthed opstår, og hvad vi kan gøre ved det. Begreberne hyper og hypo tilstande, allostatic load og coupling dynamics bliver her introduceret og forklaret.

Mange stressramte kan ikke genkende sig selv i det typiske stressbillede, som hedder: rastløshed, hyperaktiv, angst, tankemylder, glemmer af spise, vægttab, søvnløshed, hjertebanken, åndenød m.m. Det er alle tegn på en mere akut stress, eller man kunne måske også kalde det opkørt stress. 

Dem der ikke kan genkende sig selv i dette billede, lider mere af udmattelse, besvær med hukommelsen, svært ved at tænke, kraftløshed, symptomer på depression, overspisning, vægtøgning, træthed uanset hvor meget man sover. Men grunden til at man ikke er i tvivl om at det er stress, er at man tidligere har følt sig overbelastet eller stresset. Måske er man stadig sygemeldt (med stress), men føler sig ikke som stresset mere. Hvis ikke man er sygemeldt, er man måske på vej tilbage på arbejde, men ryger hele tiden ind i en ny sygemelding (med eller uden stress). “Så hvad er der dog galt med mig?”, kan man ofte komme til at tænke om sig selv i den situation.

Grunden til dette er, at vi taler meget udifferentieret om stress. Stress er nemlig mange ting. Stress er den umiddelbare respons i vores nervesystem, som aktiverer den sympatiske del af vores autonome nervesystem. Stressen kan lægge sig med det samme, hvis det fx bare var en kort forskrækkelse. Den kan også vedblive at være i systemet, hvis presset ikke aftager. Det medfører til stadighed øget udskillelse af bl.a. adrenalin og kortisol, altså stresshormoner. Hvis det sker over længere tid, helt uden, eller med for korte perioder pause, så begynder vi at mærke det man vil kalde stress. I modsætning til en lille forskrækkelse, hvor vi ikke vil betegne os selv som stressede. 

Så stress er altså et resultat af et nervesystem i stressaktivering (sympaticus), som ikke har fået lang tid nok i tilstanden ”ikke-stress”, altså parasympaticus. Man kan sammenligne det lidt med at træde på speederen i en bil. Motoren spytter benzin ud og du accelererer. I din krop sker der det, at kroppen udskiller stresshormoner, og du kan blive ved med at holde dig kørende i lidt for høj energi. Og måske er det nødvendigt. For en periode. Men bare ikke for længe ad gangen! 

Her skal det præciseres, at vi taler om den indre virkning. Stressaktiveringen i kroppen kommer af mange ting; tidspres, livstruende omstændigheder, for mange opgaver/informationer på for kort tid, ulykker, overfald, chok, for meget belastning uden pauser, tab af mening, konstant omskiftelige omstændigheder, fremmedgørelse, det kan også være usikkerhed i barndommen (usikker tilknytning giver stress i kroppen) og det kan være at der er tale om et “selvantændende nervesystem” præget af koblingsdynamikker som jeg skriver om længere nede. Listen af stressorer er ikke fuldkommen. 

For lang tid i stress

Selvom vi når dertil hvor vi mærker at, “ups, jeg er vist blevet stresset”, så er det ikke sikkert at vi stopper op. Det kan der være mange årsager til. Indre og ydre overbevisninger er ofte det der gør, at vi fortsætter. Så vi har bare foden på speederen. Men selvom vi kører på en vej uden fartbegrænsning, så har motoren alligevel en begrænsning. Den kan ikke tage flere omdrejninger per minut og vi kan ikke accelerere mere. Bilen har nået sin indre fartgrænse, og efter noget tid vil den blive overophedet og begynde at sætte ud, med mindre vi selv letter foden fra speederen og lader bilen køle af. 

Et forhøjet niveau af stresshormoner har bl.a. disse virkninger: forhøjet blodtryk, forhøjet hjerterytme, forhøjet kolesterol, forhøjet niveau af sukker i blodbanen, nedsat fordøjelse og nedsat bevægelse i tarmen, udvidelse af blodkar i lungerne, forøget nedbrydning af fedt men også af proteiner (muskler). Det er meningen med stresshormonerne, så det sker altid, og øjeblikkeligt, og kan gøre at vi hurtigt kan få næsten superkræfter. Men, ja, det er næsten umuligt ikke at se den direkte sammenhæng med de store livsstilssygdomme, som netop kommer af langvarig stresspåvirkning. Denne påvirkning af stresshormoner er den opkørte stress. Det omtales også nogle gange som en hyper tilstand. 

Herudover påvirker stress immunforsvaret. Først forbedres det, men fremadrettet bliver det dårligere. Den normale celleraperation foregår heller ikke optimalt, det vil bl.a. sige at kroppens naturlige evne til at reparere eller slå celler ihjel ikke sker. Kroppen er under normale ikke stressaktiverede omstændigheder rigtig god til selv at slå kræftceller ihjel. 

Stresshormoner er, ja, hormoner. Hormoner er en meget spændende og komplekst størrelse. Og mange af kroppens mere end 200 hormoner har deres eget økosystem, sådan at nogle hormoner bliver til andre hormoner under visse forudsætninger. Fx kan hormonet progesteron både blive til cortisol (ved stress) og androstenedion, som igen kan blive til DHEA eller forskellige former for østrogen. Nogle hormoner kan omdannes både den ene vej og den anden vej, mens andre når et slutprodukt og skal nedbrydes og udskilles via leveren og fordøjelsessystemet.  

En forskydning i hormonbilledet, fx pga. af langvarig stress, har altså betydning også på mange andre hormoner i kroppen herunder vores kønshormoner. Vores kønshormoner lider altså også i høj grad under for højt niveau af stress, hvilket alle med fertilitetsproblemer enten ved eller har fået at vide. Måske dog uden helt at forstå det til bunds. 

Motoren bliver for varm

Fortsætter stressaktiveringen, altså hyper tilstanden, oplever vi det der betegnes som allostatic load (kunne fordanskes til allostatisk belastning). Allostase er vores krops evne til at tilpasse sig omstændighederne, og stadig opretholde en form for balance. Så med bil-analogien kunne det være at vi kan accelererer indenfor en bestemt grænse, så vil kølervæsken kunne holde motoren tilstrækkelig afkølet, tandhjul m.m. kan følge med osv. Ligesom bilen har kroppen en masse undersystemer, som har deres egen balance, som også forskydes men tilpasser sig i takt med stressbelastningen. 

Kroppens undersystemer har hver deres funktioner, men er alligevel sammenhængende og påvirker hinanden. Det er ikke det man skulle tro, når man kigger på opbygningen af vores hospitalsvæsen, hvor alt er organiserede i fine adskilte enheder. Men sådan fungerer kroppen altså ikke, her hænger alle systemerne sammen. Kroppens undersystemer er bl.a. vejtrækning, hjerte/kredsløbet, fordøjelsessystemet, reproduktionssystemet, hormonsystemet, immunsystemet, lymfesystemet, nervesystemet m.fl. Så bevægelser i nervesystem vil påvirke alle andre systemer, hjerte/kredsløbsystemet har påvirkning på de andre systemer osv.osv. 

Allostatisk belastning indsætter når vi ikke mere kan opretholde den balance der skal kunne opretholdes i alle kroppens undersystemer, for at kroppen fungerer uden at blive syg. Varmen er steget så kraftigt at kølervæsken ikke mere kan nå at køle ned. Allostatisk belastning sker når vi udsættes for en kronisk stressaktivering over længere tid. Så hvis ikke vi selv slipper foden fra speederen og stopper disse usunde forskydninger i kroppens balance, så gør kroppen det for os. Kroppen vil derfor begynde at skifte fra hyper til hypo.

Nu lukker vi ned 

Ved allostatisk belastning sender hjernen derfor et signal til vores stresshormon producerende binyrer, om at stoppe produktionen af adrenalin og kortisol. Den lukker simpelthed ned for produktionen af stresshormoner. Når vi oplever det, så oplever vi hvor stor indflydelse stresshormoner har på vores normale funktion. Et lille skud skal der til for at komme ud af sengen. Så et lille skud mere, for lige at komme ud af døren til tiden. Så et lille skud ekstra for lige at samle energi for at gå op ad trapperne. Sådan kører det hele dagen. 

Men hvis kroppen har lukket ned, så kan vi ikke mobilisere de små skud af stress gennem dagen. Det betyder at vi nogle gange føler at vi næsten ikke kan bevæge os. Nogle svært stressramte mister faktisk evnen til at bevæge sig. Det bliver meget svært at komme ud af sengen eller op ad sofaen. Kroppen føles tung, tung, tung når vi skal anstrenge os bare lidt.

Men ikke nok med det, alle undersystemer, som også responderer på adrenalin og kortisol går ud af funktion. Du begynder fx ikke at kunne nedkæmpe inflammationer, du føler oftere ømhed og/eller smerter, du har en oplevelse af næsten ikke at kunne blive udhvilet, dine eftermiddags træthed bliver endnu større, din fordøjelse bliver endnu værre (den har allerede været forværret grundet højt niveau af stresshormoner), tanker om udbrændthed dukker op, fordi det er sådan man føler sig.

Hvis du allerede har undersøgt området, er du måske støt på betegnelsen binyretræthed. Det er egentlig det jeg forsøger at beskrive her. Der er bare den hale, at der ikke er noget der hedder binyretræthed. For det er ikke binyrerne der er trætte, men nærmere bestemt er der tale om din egen krops beskyttelse mod et overload af stresshormoner / allostatisk belastning. Så den har selv stoppet produktionen. Men vær opmærksom på at dette er et spektrum. Hvor den yderste fløj kunne være fuldkommen udbrændt. Men før vi når der til bevæger vi os først fra at være opkørt, til i en periode at være begge dele, måske svinger vi mellem de to, måske -nok typisk - er vi opkørt /hyper først på dagen, for så at være udkørt / hypo sidst på dagen, og så til sidst hen i en tilstand der mere og mere bærer præg af at være udkørt. 

Bagved denne tilstand ligger muligvis også to andre neurobiologiske fænomener, som jeg ikke vil komme nærmere ind på her, men som du kan læse om indenfor kort tid på min egen blog. Det første er fænomenet dorsal vagus aktivering (en kollapset tilstand initieret af nervesystemet) i vores tredelte autonome nervesystem, som stammer fra Dr. Stephen Porges’ arbejde, og som er bredt implementeret i traumeterapeuters arbejde verden over. Det andet er er det cellulære fænomen Cell Danger Response, forsket i og beskrevet af Dr. Robert K. Naviaux. Cell Danger Response er cellernes reaktion på farer og stress, og kan påvirke cellernes energiforsyning og samarbejde. Hvis du kan læse engelsk og mere interesseret i netop disse to fænomener, kan jeg anbefale dig at studere siden chronicillnesstraumastudies.com , hvor lægen Veronique Mead har samlet en hulens masse forskning på området og formidler det med egne ord. 

En ond cirkel af stressaktivering 

En andet fænomen der også ofte optræder i forbindelse med disse tilstande, er at vi kan opleve at stressaktiveringen startes ofte og for hurtigt. Det vil sige, at hvor vi i en tilstand af  enten opkørt eller udkørt stress egentlig burde give kroppen en absolut pause fra stressaktivering, så sker der ofte det modsatte. Et fænomen, som Peter Levine har beskrevet som coupling dynamics, som på dansk kunne oversættes til koblingsdynamikker,  udgør for mange stressramte (herunder folk med forskellige traumer også PTSD) en ond cirkel hvor stress i kroppen holdes på et uhensigtsmæssigt højt niveau. 

Koblingsdynamikker er et neuropsykologisk fænomen (muligvis også cellulært, hvis man studerer Cell Danger Response og man kan observere det samme i epigenitikken), hvor hjerne og krop reagerer for meget eller for lidt på bestemte stimuli. Vi kender næsten alle eksemplet med krigsveteraner, der kan reagerer på lyden af fx en bildør som var det en granat der sprænger. Det er overkobling. Vi kender også alle til eksempler med blackout i fx eksamenssituationer. Det er underkobling. Konstante overkoblinger vil føre til en konstant stressaktivering. 

Typiske over- eller underkoblinger for stressramte kommer ved høje lyde, hurtige bevægelser, for meget information for hurtigt (fx når der pludselig er flere ting at håndtere på samme tid eller bare at være blandt mange mennesker), at reagere med uforholdsmæssig meget frygt på en oplevelse der tidligere har været ubehagelig, (for mange stressramte kan det desværre være lægebesøg eller samtaler med kommunen). Det kan sågar være helt harmløse oplevelser og tilstande som sult, berøring, øjenkontakt, socialt samværd eller intellektuelle udfordringer. 

Over- eller underkobling kommer til udtryk ikke bare som en stressaktivering, det kan også være i form af angst, blackout, besvimelse, muskelspændinger, tinitus, hovepine, svimmelhed, pludselig udmattelse, en oplevelse af at hjernen brænder sammen, følelsen af hele tiden at løbe ind i konflikter og en masse andre fornemmelser og tilstande i krop og hovede. 

Hvordan vi healer igen 

Grunden til at skrive om opkørt og især udkørt stress er, at tilbyde en forklaring på disse tilstande stressramte møder, for forstår man hvad der sker, åbner det også til en forståelse for at der er en vej ud. Simpelt sagt er vejen ud af opkørt og udkørt stress, at holde en lang pause fra enhver stressaktivering. For jo mere stressaktivering, des mere vil du bevæge dig over i en udkørt tilstand eller fastholde dig selv der. 

Det er lettere sagt end gjort. Især hvis man fastholdes i hyppig stress pga. af fx hyppig overkobling. Derfor er en del af vejen ud at arbejde med disse koblingsdynamikker. Det er traumeterapeuter specialuddannet i at gøre. Det er svært selv at komme det til livs, men jo mere du lærer traumeterapiens greb des bedre kan du selv arbejde med dine oplevelser. Og du vil gradvis begynde at opleve færre og færre trickere og selvantændende stress.

En anden ting er at arbejde med at genoprette ubalancen i din krop, i alle kroppens undersystemer og især i hormonsystemet. Her er der brug for indsatser omkring kost og hvile, kropsterapi, bevægelsesterapi, ayurveda eller traditionel kinesisk medicin - herunder akupunktur, zoneterapi m.m.  Også kosttilskud, plantemedicin, homøopati og især adaptogener har ved videnskabelige forsøg påvist gode virkninger. Har man levet i lang tid med enten opkørt eller udkørt stress, vil man meget sandsynligt have udviklet én eller flere syndromer eller sygdomme der er associeret med stress. Det er fx. irritabel tyktarm, allergier, astma, hjerte/karsygdomme, kroniske smerter (fibromyalgi), kronisk træthed (ME/CFS), PCOS, endometriose, infertilitet, diabetes, reumatisk gigt, andre inflammatoriske sygdomme, men også kræft, ALS og MS viser sig at have sammenhæng med stress. En healing af opkørt og udkørt stress, kommer ikke uden om også at tage fat på disse sygdomme både psykologisk og fysiologisk.

Tilsidst har metoder som anvender øget kropsbevidsthed på kroppens sansning, samt opøvelsen af at kunne tåle forskellige tilstande vist sig at være med til at forbedre de ubalancer der er opstået i mange af kroppens undersystemer. Der kan være tale om metoder som Somatic Experiencing, andre traumeterapeutiske eller kropsterapeutiske tilgange, rolig og afslappende yoga, mindfulness (MBT og MBSR) og andre tilgange der anvender kropsopmærksomhed og sansning. Øget kropsopmærksomhed og evnen til at kunne rumme følelser i kroppen har også vist sig at have en meget positiv virkning på vores evne til at tænke / mentalisering (kognition). 

At heale opkørt men især udkørt stress er derfor en holistisk - eller helhedsorienteret - disciplin. Det er rigtig godt at opsøge en behandler der har sat sig grundigt ind i området og ved hvad der sker i kroppen. Det er ærgerligt at opgive enten fordi man har fået at vide at der ikke er noget at gøre, at det er kronisk eller fordi man ikke mærker effekt af en behandling eller en bestemt metode. For det kan være at der skal lidt mere til, enten tid eller andre indsatsområder. Og endelig handler det ikke kun om at finde den rette behandler, det skal også være en du personligt har tillid til. 

Lider du under symptomer på at være udkørt eller udbrændt, bør du altid udelukke tilstande eller sygdomme med lignende symptomer. Du bør derfor få tjekket din blodprocent, din vitamin- og mineralstatus, stofskifte, hukommelse m.m. hos egen læge. At være udkørt eller udbrændt er ikke en tilstand der har opnået særlig stor anerkendelse endnu i den etablerede lægeverden, fordi der stadig mangler meget forskning på området. Du kan måske lige knap nok få diagnosen burnout syndrom. Men det betyder ikke at andre sygdomme ikke bør udelukkes. … Og vigtigst af alt, det betyder ikke at der ikke er noget at gøre for din tilstand.  

Læs også mine andre og meget populære blogs:

• Efter stress: Hvem er jeg nu?
• Kanaliseret stress - Når stressen ikke forsvinder
• Regulering af nervesystemet
• Tryghed frem for ro
• Hvad er en belastningsreaktion?
• Hvordan går det med din stress-sygemelding?
• Stresskollaps - det værste var manglen på forståelse
• 9 ting jeg lærte af min stresssygemelding og at tage den med ro
• Hvad er forskellen på stress og traumer?
• Pas på stress i sommerferien!

Og sidst men ikke mindst, kan du få meget mere viden om stress i min podcast 'Samtaler Om Stress' .

Kilder:

Adverse Childhood Experiences (ACE) Study, https://www.ajpmonline.org/article/S0749-3797(98)00017-8/fulltext 

Boutrup, R.J., Jørgensen, M.M., Gregersen, N., Frost, L., Aagaard, H., Djernis, D., van der Velden A.M. & Dahlgaard, J. (2019) Psykologiske, neurologiske og cellulære virkningsmekanismer ved mindfulnesstræning, Ugeskr Læger 2019;181:V11180784. (https://ugeskriftet.dk/files/scientific_article_files/2019-06/v11180784_0.pdf )

Claesson, Bodil (2014), Pigen der hoppede ud af sin krop.

Levine, P.A. (2012), Den tavse stemme – hvordan kroppens sprog kan opløse traumer og skabe velvære.

Mead, V. (2018) ME/CFS and Freeze: A Metabolic State of Hibernation That is Not in Your Head. www.chronicillnesstraumastudies.com.

Maté, G. (2003), When the body says no : understanding the stress-disease connection.

Naviaux R.K., (2018) Metabolic features and regulation of the healing cycle—A new model for chronic disease pathogenesis and treatment. Mitochondrion, Volume 46, May 2019, Pages 278-297

Raja, S. (2018) Understanding and Improving Affect Tolerance: The Role of Attitude, Support, and Embodiment. https://integralsomaticpsychology.com/understanding-and-improving-affect-tolerance-the-role-of-attitude-support-and-embodiment/ 

Romm, A. (2017), The adrenal thyroid revolution : A Proven 4-Week Program to Rescue Your Metabolism, Hormones, Mind & Mood.

Romm, A. (2017), The Adrenal Thyroid Revolution, Professional Mastermind. Webinar.

Van der Kolk , B. (2019), Kroppen holder regnskab : hjerne, psyke og krop i heling af traumer.

Weeke, U.R. (2003), Når sygdom forløser.

Weeke, U.R. (2018), At danse med nervesystemet : om liv og bevægelse i traumetilstande og glæde.

__________________________

Linda Clod Præstholm
Psykoterapeut MPF, Traumeterapeut SEP, Stresscoach, Sygeplejerske og Yogalærer

www.lindaclodpraestholm.com
T: 22368808
MobilePay: 56959
mail@lindaclodpraestholm.com