Stressbehandling Hellerup Linda Clod Præstholm

9 ting jeg lærte af min stresssygemelding og at tage den med ro

Okay det var ikke helt let at finde den ro, det indrømmer jeg. Jeg røg nemlig i med begge ben i den fælde de fleste stressramte ryger i: Jeg lavede for meget. 

 

Men da jeg så kom der ned i roen, så var der virkelig noget at hente. Her er 9 livsvigtige ting jeg lærte:

 

  1. Man kan ikke sætte grænser, hvis ikke man kan MÆRKE dem. Faktisk har grænserne så stor sammenhæng med vores nervesystem og krop, er det er mærkeligt at man overhovedet kan arbejde anderledes med grænser. Hvad mener jeg med det? Jo, mange stressramte får at vide, at de skal lære at sige nej, og sætte grænser.

 

Problemet er bare at vi ikke kan sætte nogen grænse, hvis ikke vi ved hvornår den er overtrådt. Traumeterapien gav mig kropsbevidstheden tilbage, og pludselig begyndte jeg at mærke hvornår noget var godt og hvornår noget var ubehageligt. Et eksempel kunne være, at tanken om at løse en bestemt opgave, får det til - ganske subtilt - at stramme eller fremkalde små spændinger i kroppen, altså ved jeg at her går min grænse. Jeg må sige fra overfor den opgave. 

 

  1. Hvor vigtigt det er at holde pauser og ikke altid være igang med noget eller være på vej hen til det næste. Mit tidligere jeg troede seriøst, det var en dyd hele tiden at være igang med noget. Da jeg virkelig kom igang med et stressrehabiliterende program, og pauserne blev tvunget ind, så oplevede jeg hvor fantastisk det føles, ikke hele tiden at være tidspresset og have en deadline.

 

Det var som om pauserne gav mig livet tilbage. I min konstante væren-igang havde jeg glemt at mærke livet. Fra denne tilstand oplevede jeg pludselig skønheden i naturen. Blomsternes farver og dufte. Alt vibrerede og var meningsfuldt i sig selv.  

 

  1. Hvor lang tid det egentlig tager at komme ned i gear og slippe stressen. Ja, det tager bare lang tid at komme ned i gear, og endnu længere tid at komme sig over stress. Vi tror vi kan knokle på i det uendelige, og så lige tage en halv dag i hængekøjen. Men sådan hænger det ikke sammen. “Overaktivitet” kræver lang tid i “underaktivtet”.

 

Og derfor er det bare super vigtigt at vi giver os tid til at hvile. Til at lade kroppen og hjernen restituere. Ikke at lave noget, så alle celler igen kan reparere sig selv, og vores helbred kan forblive intakt.

 

  1. Glæden ved at føle jordforbindelsen og være afslappet i min kroppen. Det startede med yin yoga, og det førte til mere og mere velvære og jordforbindelse. Jeg opdagede at med en regelmæssig blid og langsom yogapraksis forsvandt alle de spændinger og bøvl i kroppen, som jeg tidligere havde rendt til alverdens kropsbehandlere for at få fikset. Min krop kunne rent faktisk selv give slip. Føle sig afslappet og uden smerter. Og åhhh, den følelse af velvære det førte med sig! 

 

  1. Erfare det smukke i ikke at behøves hele tiden at stræbe efter at gøre noget, men bare at føle sig fuldkommen tilstede her og nu. Vi kender jo godt hele det samfundsparadigme med at vi er noget i kraft af det vi GØR. Derfor reagerer de fleste næsten angstfyldt ved tanken om IKKE at gøre noget. Det samme var gældende for mig. Indtil den dag en slem forværring - et stykke inde i min stresssygemelding - for alvor tvang mig til at stoppe op. 

 

Den gående meditation var en primært redskab for mig, til at få ægte ro på stressaktivering i min krop. Og SÅ skete det magiske: Jeg erfarede - altså ikke noget med bare at tænke sig til, men direkte mærkede - at livet har værdi i sig selv, blot fordi man er i live. Vi er simpelthen nok, blot ved at vi er i denne verden. Heldigvis, for vi dømmer jo hverken spædbørn eller ældre mennesker ud fra hvad de GØR, de har bare værdi fordi de er her blandt os andre levende væsner. Fra den dag af skiftede hele mit perspektiv på mig selv og min omverden. Alle tidligere indprentninger om at være til nytte, blev værdiløse. Og jeg så mig selv og andre i et andet lys. 

 

  1. Hvor meget jeg egentlig nyder bare at sætte mig ned i fred og spise, uden hele tiden at multitaske, tjekke mails eller forberede mig til det næste møde. Tidligere var jeg altid på vej et nyt sted hen. Morgenmaden blev indtaget med radio i baggrunden og mail-boxen blev tømt, for at være forberedt til dagens møder. 

 

Nu føles det som en hel ferie bare at sætte sig ved spisebordet og kigge ud i luften, eller give mig tid til at tale med min elskede. Maden smager bedre og ikke min fordøjelse virker meget bedre.

 

 

  1. Hvor i bund og grund udmattet jeg var og HVOR MEGET jeg havde brug for dyb og nærværende hvile. Ja, det tog som sagt noget tid. Og erkendelsen af hvor udmattet jeg var, krævede i sig selv tid. For at opdage hvor dybt det lå i mig, var virkelig en chokkerende oplevelse. Og så var der samtidig noget enormt befriende i, endelig at give min krop hvad den i så lang tid af skreget efter. Og som jeg havde prøvet at fortolke som alt andet end det, det egentlig var. Jeg rendte jo til den ene læge efter den anden, og spurgte: “Hvad er der galt?” 

 

Da jeg så tillod mig at få den lange og dybe hvile jeg havde brug for, forsvandt mine skavanker langsom én efter én. 

 

  1. At jeg i bund og grund (også) er et sårbart menneske. Jeg opdagede at det er helt okay at være sårbar. Ja, det er endda ganske naturligt, og slet ikke farligt. Min hårdføre “robuste” facade havde prøvet at skjule den store sårbarhed der lå neden under. Det var helt ubevidst for mig, dengang. Men jeg tror at mit ubevidste tænkte at sårbarheden var farlig. At hvis jeg viste den, ville verden ikke mere kunne lide mig, og jeg ville miste anseelse. 

 

Jeg var nok også selv bange for den. Som om at hvis sårbarheden fik lov at vise sig, så kunne den tage over og jeg ville måske falde fra hinanden? I dag står jeg meget stærkt i min sårbarhed, vel vidende at mange menneske tolker min sårbarhed nøjagtigt som jeg selv gjorde engang: som en svaghed. Men for mig er det en kæmpe styrke. For jeg formår at tage hånd om tilstande i mig, før de gør mig syge, i dårligt humør eller giver mig smerter. Jeg kan stoppe op, fordi jeg ikke er bange for at mærke at noget er blevet for meget. At jeg har brug for at hvile, eller bare stoppe op. 

 

  1. På bagkant - på den anden side af mit stresskollaps - oplever jeg, hvordan jeg virkelig kan elske mit arbejde, men at jeg er meget mere end mit arbejde. At jeg sagtens kan slippe det. Og bare være mig helt privat. Før i tiden var jeg ALT FOR MEGET mit arbejde. Men i dag længes jeg meget mere efter bare at være mig. Jeg har et arbejdsliv, som jeg holder meget af, og som er meget meningsfuldt. Men jeg holder endnu mere af bare at slippe al ansvar, og bare være til. Det er ikke enten eller, som mange tror. 

 

Jeg kan godt både lide mit arbejde, OG glæde mig til at ikke at arbejde. Lige nu glæder jeg mig virkelig meget til sommerferie, samtidig med at jeg også ser frem til at afholde mit retreat for stressramte. For her får jeg lov til at give noget af den ro og de indsigter videre, som jeg selv var så heldig få. Jeg ville ikke have været foruden mit stresskollaps, men jeg ønsker samtidig at andre i lignende situation, kommer lidt lettere, hurtigere og mindre lidelsesfuldt igennem, end jeg selv gjorde. 

 

__________________________

Linda Clod Præstholm
SE Traumeterapeut, Stresscoach, Sygeplejerske og Yogalærer

www.lindaclodpraestholm.com
T: 22368808
MobilePay: 56959
mail@lindaclodpraestholm.com

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter
Sygemeldt med stress. Læs mere