Mind Mentor og Nærværs coach Lone Steiness - Powerful Mind

Tillid - har du svært ved at trykke på Tillidsknappen?

Er det nemt for dig at nære fuld tillid? Eller har du svært ved at have 100% tillid i nære relationer? Der hvor en brudt tillid gør f*cking ondt. Så har du noget til fælles med flere end du tror, inkl. mig.

Jeg er vokset op under usunde forhold med megen svigt og hvor tillid ikke var en luxus man kunne tillade sig, hvis man ville overleve. Det mønster har jeg arbejdet intens på at ændre på. Det er rigtig svært, for det sidder dybt i roden.

Jeg ved med min kognitive del af hjernen, at der faktisk findes mennesker, man kan stole på. Det ved du sikkert også. Og at det giver et meget mere roligt indre, at sætte sin lid til tillid. Ingen tvivl om det.

Men det er bare ikke altid, at den kognitive del af hjernen har rorpinden.

Måske kan du genkende ønsket om bare at kunne trykke på en knap. Tillidsknappen. Og så var den der. Men at du kan ikke helt finde den. Knappen altså. 

Selvom jeg har lukket mange flere ind de sidste mange år, hvor jeg har brudt med dybe mønstre, så har jeg erkendt at jeg har holdt mit inderste hjertekammer relativt lukket. Det er ikke hvem som helst, der får adgang. Men jeg har lukket nogen ind, og de kan gøre stor skade. Derfor kan det være svært at have 100% tillid.

Forleden blev jeg så spurgt af én, jeg havde lukket ind, om jeg havde 100% tillid.

Hmmm....hvad svarer en klog her?

Skulle jeg være ærlig og autentisk, og give udtryk for hvordan jeg egentlig havde det inderst inde, eller skulle jeg svare det som synes "acceptabelt" eller "tillidsskabende". Jeg valgte det første og svarede ærligt: "Nej, jeg har faktisk ikke 100% tillid til dig"........

Har du prøvet det, vil du vide, at det er f*cking svært at sige, for hvordan modtages sådan en besked? Hvordan ville du selv modtage sådan en besked?

Men betyder det så, at jeg ikke har tillid? Altså bare mistillid. Overvej lige, hvad du ville svare her. Mit svar er:

Nej, det mener jeg faktisk ikke. Jeg har fuld tillid i nogle sammenhænge, men ikke helt i andre. Jeg oplever det somom jeg har 98% tillid. Som jo egentlig er ret meget, eller hva? Med forståelse af at tillid i relationer skabes i fællesskab, skabes de sidste 2% af fælles oplevelser af at rumme hinanden, respektere grænser og at løse udfordringer sammen. Det ved man jo ikke noget om fra starten. Når man mødes. Det vokser undervejs. Og i denne relation er det endnu ikke vokset hen over de 2%. For mig.

Det fede, ved siden af det svære, er egentlig også en erkendelse af, at sådan er det lige nu. Men kun lige nu. Husk dig selv på det, hvis du også befinder dig i en lignende situation.

Gør det mig så til et dårligere menneske? Gør det dig til et dårligere menneske. En mindre værdifuld nær relation? At 100% tillidsknappen ikke er tændt fra start? Det er op til dig at dømme. Dømme dig. Dømme mig. Jeg prøver ikke at gøre det.

I sidste uge skrev jeg et blogindlæg her på Levlykkeligt om skammen, som lever i mørket og handler om at dømme dig selv og andre. Da jeg stillede mig i lyset med ærlighed og 98% tillid, tænkte jeg på den.

Jeg fulgte i Rosevelts fodspor om, at æren ikke tilkommer den som dømmer, men den som viser vovemod, sårbarhed, som kæmper tappert og som nogle gange fejler. Den som kender til stor begejstring, intens hengivenhed; som bruger sig selv i en værdig sags tjeneste. Som i bedste fald ender med at kende triumfen ved store bedrifter, og som i værste fald, hvis han fejler, i det mindste fejler, mens han udviser stort vovemod”. (se blogindlæg fra 19/8)

Så jeg vovede hele pelsen og stillede mig selv i lyset. Hele mig selv, med alt hvad jeg indeholder af lyse og mørke sider.

Fik jeg jaget skammen på porten? Næsten.....må igen være ærlig og autentisk og sige, at jeg skammer mig en lille bitte mikro smule over, at jeg ikke bare har tillid som en standardvare i mit system. Jeg ville det gerne anderledes. Men sådan er det ikke. Og så skammer jeg mig lidt over at skamme mig <3 For jeg ved jo, hvad det betyder.

Men jeg vil gerne af med skammen. Derfor måtte jeg stille mig i lyset. Med alt det, som ikke er kønt. Alt det som ikke er rart. 

Hvordan kommer en relation så videre herfra?

Når jeg har haft modet til at stille mig i lyset. Hele mig. Uden at fordømme mig selv. Og uden af føle mig fordømt. Så kan jeg få tillid til at være mig. Uden skam over hvad jeg indeholder. Og så kan jeg arbejde på at have tillid til at have tillid. Det er smukt, ikk? For mig er det en bevidsthedsrejse, der ikke er slut. Nu har jeg sat lys på, er bevidst og det giver mulighed for at ændre. Hvis jeg vil. Og jeg vil. Måske har jeg brug for en lille smule hjælp. Fra den anden. Hvis den anden vil.

Ikke at nære fuld tillid i en nær relation gør ond på dig. Gør ondt på den anden. Og det gør ondt. Men accepter, at det er sådan det er. Lige nu. Og vid at ting bevæger sig hele tiden med bevidstgørelsens lys. 

Og så faldt jeg lige over denne her:

Tillid er det våben, der vil ændre frygten. 

Puha....den sved i dag. Ved det jo godt. Og har taget den ind. Bare ikke alle steder. Endnu. Den må jeg vist skrive mere om. Til dig. Fra mig.

__________________________

Lone Steiness
Mind Mentor & Nærværs coach
http://www.powerfulmind.dk

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Tillid - har du svært ved at trykke på Tillidsknappen? Læs mere