Kærlighed med lås på. Kan kærlighed låses fast og hvad sker der med den, hvis vi prøver?
I går var jeg på gåtur med min kæreste og kom forbi kærlighedsbroen til Islands Brygge. Her hænger en masse hængelåse side om side. De fleste med navne eller initialer på fra par, der med låsen ønsker at sætte et symbol på evig kærlighed til hinanden. Som en del af ritualet kastes nøglen samtidig i vandet. Der er rigtig mange par og rigtig mange låse! Med hvad med kærlighed. Er der også rigtig meget kærlighed? Og kan kærlighed låses fast med en hængelås?
Symbolikken i låsen som fastholdelse af kærligheden er smuk og poetisk, men hvad betyder det egentlig? Billedet af broen og alle hængelåsene fik mig til at tænke på, hvad kærlighed var for en størrelse. For mig. For dem jeg giver kærlighed til.
For mig skal kærlighed ikke føles tyngende og kan aldrig låses fast. Kærlighed skal flyde frit. Paradoksalt er det netop, at lige så snart, du forsøger at fange kærligheden ind i et bur, forsvinder den. Derfor findes evig kærlighed for mig også kun, hvis den ikke får lås på. Men så kan den tilgengæld være overordentlig stærk. En af de stærkeste krafter i livet.
Men hvorfor vil vi gerne sætte lås på kærligheden? Kærlighed er dyrebart. Kærlighed gør os sårbare. Kærlighed er noget vi frygter at miste. Kærligheden fra den anden. Med frygten kommer behovet for at kontrollere og låse fast, så vi kan have garanti for at den eksisterer til evig tid. Men med frygt, kontrol og lås kommer ikke ren, uforfalsket og autentisk kærlighed. Den sætter nemlig ingen begrænsninger og er ikke styret af frygt. Ren kærlighed er ikke bange for, hvad den møder. Den deler ud af sig selv selv, uagtet om modtageren er modtagelig. Og garanti og evig tid er så store størrelser, at de går ud over det her liv.
Når vi frygter at miste kærligheden fra den anden, får vi fokus på den anden og hvad der sker hos ham/hende istedet for at blive i os selv. Vi kan komme til at give betinget kærlighed, dvs. "Jeg elsker kun dig, hvis du elsker mig". Kender du det udsagn eller den følelse? Det betyder at styrken af din kærlighed altid vi afhænge af den anden. På den måde giver du din egen POWER væk til den anden. Og det var jo ikke meningen, vel!?
Trenden med kærlighedshængelås findes mange steder i verden. Flere steder er træer, lygtepæle og broer så tynget af kærlighed med lås på, at kærlighedsmonumentet eller dele af det kolapser under hængelåsenes vægt. Det skete bl.a. i juni 2014 på den berømte parisiske bro Pont des Arts. Broen bærer omkring 700.000 hængelåse, hvis samlede vægt skønnes til at ligge på 93 tons - svarende til, at tyve elefanter står på broen, der kun er designet til fodgængere. Som resultat igangsatte aktivister en kampagne under temaet "No Love Locks".
Med stærke kærlighedsfølelser og kæresten i hånden på kærlighedsbroen på en dejlig solskinsdag besluttede jeg på stedet at arbejde på aldrig at sætte lås på kærligheden til min elskede. At lade kærligheden flyde frit og tage de knubs og skrammer, den sårbarhed indebærer. Altid at forsøge at blive i mig selv og aldrig give min egen POWER væk. Det gør kærligheden stærk. Det gør mig stærk.
Er du bevidst om dine låse? Er du bevidst om, hvem der ejer din kærlighedsPOWER?
__________________________
Kommentarer
log ind eller opret konto for at skrive kommentarer