Kender du til følelsesmæssig kapring i parforhold?

Er du bevidst om, at en tanke skaber en følelse, der skaber en handling, der giver et aftryk eller en manifestation i omverdenen? Kort fortalt: tanke -> følelse -> handling -> aftryk.

Denne sammenhængsrække bliver jeg ved med at vende tilbage til, når jeg bliver opmærksom på, at jeg er blevet følelsesmæssig kapret på et stort åbent brusende følelseshav i mit sind. Kapret så jeg ikke kan slippe fri af følelsen. Holdt fanget og taget som gidsel af mine følelser.

Forleden dag skete det igen. Jeg blev kapret af en følelse af utilstrækkelighed i mit parforhold. Af at jeg ikke var god nok. En følelse, der gjorde ondt og gjorde mig usikker. Følelserne løb afsted med mig og mine tanker fodrede følelsen med alle mulige tanker, situationer og analyser, der gav mere næring til denne følelse. De følelsesmæssige bølger brusede over mig og rev mig længere ud på vandet. Derude, hvor jeg ikke kunne bunde og hvor det var svært at svømme og få vejret, fordi bølgerne hele tiden rullede ind over mig. Det var vildt ubehageligt og jeg drev afsted fuldstændig fortabt i mine følelsers vold. Jeg var klar til at agere på følelserne, som var de virkelighed.

NEEEJJJJJ!!!! STOP!!! Nåede min bevidsthed heldigvis at råbe til mig.

Inden jeg nåede at gøre en overilet handling, der kunne gøre tanker og følelser selvopfyldende, nåede jeg at stoppe op og blive bevidst. Bevidst om at jeg var kapret. Bevidst om at det blot var følelser. Bevidst om at tankerne fodrede følelserne. Bevidst om, at jeg var ved at manifestere mine følelser med mine handlinger. Dvs. at skabe den eller de situationer i virkeligheden, som mine følelser troede VAR virkelighed, ved at agere, handle, SOM OM det var virkeligt.

Jeg fandt følelsesmæssigt ro ved at se denne sammenhængsrække og at blive bevidst om, at det første led er ”tanke”.

Så hvis jeg kan mestre første led, kan jeg undgå at blive følelsesmæssigt kapret, eller hvad? Det er en nærliggende og relevant konklusion at nå til.

Hvordan mestrer jeg så mine tanker? Med øvelse har jeg lært at nærvær, opmærksomhed og bevidsthed er en virkningsfuld cocktail. Opmærksomhed på at følelser blot er følelser ikke virkelighed. At tanker kun er tanker ikke virkelighed. At tage rollen som mit sinds observatør. Den som ikke dømmer og bedømmer, men blot registrerer. Den som ikke lader sig rive med, men lader følelser og tanker bruse forbi. Den der tør dykke under overfladen og mærke det stille vand ved havets bund.

Er du bevidst om, at DU kan blive kapret af dine følelser? Hvilke værktøjer bruger du til at slippe ud af kapringen?

__________________________

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Følelsesmæssig kapring i parforhold. Læs mere