Mind Mentor og Nærværs coach Lone Steiness - Powerful Mind

Er erfaringer hæmmende eller fremmende for din udvikling?

"Erfaringer er en billet til et tog, der er kørt"

Et provokerende statement. Er mine erfaringer ubrugelige? Er det rigtig? Er jeg enig i det? Betyder det, at jeg bare skal trykke Ctrl Alt Delete til min indre harddisk. Formatere alt og starte hver ny oplevelse helt blank? Er det smart og hvor bringer det mig hen?

Jeg fandt dette citat før Jul, hvor jeg havde jeg sat mig for at lave en helt vild overskudsagtig julekalender til en, jeg har kær – en citat julekalender. Et tankevækkende citat til hver dag i december. Og tankevækkende blev bl.a. togbilletten herover.

Det har vi prøvet. Det virker ikke!

Hmmm….tænkte jeg. Tja…som mønsterbryder i en familie med tung gods kan jeg jo nikke genkendende til tidligere erfaringer som hæmmende og uaktuelle i en ny situation. Lidt ligesom at spille en gammel (handlings)plade i en ny situation, og ikke se de nye settings, nye personer, nye muligheder, nye løsninger. Eller som når man bliver mødt på en ny arbejdsplads med ”Det har vi prøvet. Det virker ikke!” udsagn fra de gamle, når man frisk og frejdig bringer nye forslag på banen, og de slet ikke kan se, at verden omkring dem har bevæget sig og ikke længere står det samme sted.

Øv, virkeligheden bevæger sig hele tiden

I den økonomiske teori arbejder man med udtrykket ”alt andet lige”. Dvs. at en bestemt sammenhæng kan findes, givet at alle andre parametre, der har indflydelse på det undersøgte, holdes uændret. Nu er det bare sådan, at vi ikke kan forhindre verden, mennesker, begivenheder, kulturer mm. i at forandre sig, mens vi er i gang med vores undersøgelse. Derfor er det mere et teoretisk begreb fremfor et reelt. Og vi bevæger os jo i virkeligheden – nogle vil mene vores egen konstruerede virkelighed. Men under alle omstændigheder en virkelighed som vi ikke har kontrol over. Hvor alt andet ikke kan holdes lige – dvs lade være med at ændre og bevæge sig, mens vi finder og ser sammenhænge. Så erfaringer knytter sig til gamle settings. Så langt er jeg med.

Hvis jeg ved alt, ved jeg ingenting

Hvis jeg tror, jeg ved det hele, ved jeg faktisk ikke noget. Enig!!! Jeg lukker af for andre input, fordi jeg er så sikker på, at jeg har ret. Kender du det? Der hvor man bliver firkantet, unuanceret og forstokket – faktisk ikke i stand til at få nye erfaringer. På den anden side, så har jeg selv oplevet, at personer med meget erfaring bliver langt mere ydmyge overfor deres egen erfaring i erkendelsen af at den både er personlig og situationsafhængig. Og derfor netop ikke kan bruges i en ny sammenhæng.

Friske øjne med en verden af erfaring

Men hvorfor så alt det her erfaringssnak? Jeg har lige budt en gruppe mennesker velkommen til Roskilde, Danmark. De kommer fra alle dele af verden; Nepal, Kina, Tjekkiet, Rusland, Ungarn mm. Nu står de pludselig i en lille by meget langt væk for deres vante settings med meget forskellige erfaringer med samarbejde, ansvar, tillid og nogle af alle de andre ord, vi ligger vægt på i interaktion med hinanden. I samarbejdet viser det sig, at flere er nervøse for værdien af deres input og over ikke at vide, have erfaringer, med det vi arbejder med. Jeg havde givet dem alle et skud mindfulness med åndedrætsøvelser og meditation for at finde ro i sig selv, men mere træning er nødvendig for at slippe gammel erfaring, gammel tankegods og åbne sig for nye settings og nye sammenhænge med friske øjne. Så måske skulle jeg bare sige til dem: Ro på venner. Erfaringer er en billet til et tog, der er kørt!!! Vi kører på et nyt tog.

Slip dig fri med bevidsthed

Kører du med gammelt eller nyt gods? Er du bevidst om din erfaring begrænser dig? Kan du slippe erfaring, når det er nødvendigt og gå til opgaver, oplevelser, mennesker med friske øjne? Hvordan kan erfaring fremme din udvikling fremfor at hæmme den? 

Al udvikling starter med bevidsthed. Tankebevidsthed. Følelsesbevidsthed. Kropsbevidsthed. Handlingsbevidsthed.

 

__________________________

Lone Steiness
Mind Mentor & Nærværs coach
http://www.powerfulmind.dk

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Erfaringer er en billet til et tog der er kørt. Læs hvorfor