Stress Kurser og Arbejdsglæde Psykolog Johnny Schultz

Hvordan taknemmelighed på magisk vis fører til større livsglæde

Større glæde kan give mere overskud til vore medmennesker. Så hvordan kan taknemmelighed på magisk vis føre til større livsglæde?

Coronapandemien har meget naturligt ført til en alvorlig refleksion over livet hos de fleste mennesker. For mange år siden havde jeg æren af at sidde i audiens hos Dalai Lama og hvor han bl.a. sagde:

”Udfordringen for mange mennesker er, at deres sind enten er optaget af ærgrelser over de ting der skete i går eller bekymringer for de ting der vil ske i morgen. Vær bevidst lige her og nu – thi du ved ikke om du lever om to minutter”.

Han sagde også: ”Sygdom og død er livets strengeste læremester”. Ord der under Coronaepidemien er blevet uhyggeligt aktuelle.

Hvilke metoder kan styrke vores positive tanker under Corona?

Det komplekse samspil mellem arvelige/genetiske faktorer og de miljømæssige påvirkninger, har naturligvis en afgørende betydning for vores måde at opleve verden på. Nogle mennesker har evnen til at udvise en næsten barnlig glæde og begejstring over de små ting i livet medens andre har udviklet en mere blasert holdning.  

Indenfor perceptionspsykologien taler vi om vores måde at opfatte, vurdere og reagere på, når vi udsættes for dette sansebombardement af ydre stimuli.

Selvom vaccinen mod Corona tænder håb om lys forenden af tunnelen, så må vi i nogle måneder endnu, prøve at mobilisere vores mentale kræfter vha. en række   handlestrategier, der naturligvis er af individuel karakter.

Personligt har jeg reflekteret meget over begrebet taknemmelighed, som måske kan give lidt inspiration:

Taknemmeligheden over livet som et fantastisk under – en enestående gave, der er blevet os givet:

at være født i et af de bedste og tryggeste lande i verden

at have børn, der er sunde og raske og som klarer sig godt i livet

at føle sig elsket og respekteret for det menneske man er

at have et godt helbred og kunne bevæge sig ubesværet og uden smerter

at kunne trække vejret frit og uden problemer (apropos Corona)

Betragt eksemplerne som en form for meditationsøvelse, som du tænker over hver eneste dag når du vågner og igen når du ligger i din seng.

Der er naturligvis ikke er en fast opskrift på, hvad du skal dvæle ved og hvilke tanker og følelser du efterfølgende vil oplever. Det er meget individuelt. Personligt har jeg oplever en stigende ro og glæde over de nære ting i livet.

Du kan også anvende de såkaldte ”affirmationer” som kan betragtes som en form for positiv selvprogrammering. Mange mennesker har erfaret, at denne metode er særligt virkningsfulde efter endt meditation. Du kan eventuelt lade dig inspirere af ét eller flere af følgende eksempler som alle har ét til fælles: At binde dig selv op på et højtideligt løfte, som du lover dig selv, du vil holde.

Eksempler på personlige målsætninger 

Fra i dag vil jeg være mere nærværende over for min partner og mine børn.

Fra i dag vil jeg lave fysisk træning, spise sundt og dyrke mental træning. Min selvdisciplin vil give mig den selvtillid, jeg stræber efter.

Fra i dag vil jeg betragte de problemer der opstår, som en positiv udfordring, der skal løses på en positiv og konstruktiv måde.

Fra i dag vil jeg betragte det daglige pres som en personlig udfordring, der skal vindes.

Fra i dag vil jeg selv bestemme hvad jeg har lyst til og hvordan jeg bedst føler mig tilpas. Jeg vil ikke være slave af mine gamle tankemønstre.

Fra i dag vil jeg gøre de ting, jeg er bedst til, og så vil jeg være tilfreds med, hvad jeg når.

Fra i dag vil jeg finde morskab i mine fejltagelser. Når jeg kan le ad mig selv, er det mig, der bestemmer.

Fra i dag vil jeg gøre de helt almindelige ting med ekstra omhu.

Fra i dag vil jeg styrke min selvdisciplin og min selvkontrol, når jeg udsættes for pres.

Fra i dag vil jeg sige til mig selv: Hvis jeg virkelig vil det, kan jeg ændre på mange ting i mit liv. Jeg har større handlefrihed, end jeg selv tror!

Eksempler på positiv selvprogrammering

Jeg ved, at jeg har værdi som menneske.

Jeg ved, at jeg har meget at være stolt af.

Jeg ved, at jeg er målrettet og determineret

Jeg ved, at mine personlige målsætninger vil lykkes

Jeg ved, at jeg skal være tålmodig overfor mig selv

Jeg ved, at hvis jeg fejler, så skal jeg tilgive mig selv.

Jeg ved, at jeg gør det så godt jeg kan, ud fra mine nuværende muligheder

Jeg ved, at jeg er et pligtopfyldende menneske

Ovenstående er blot eksempler. Tag dem du kan bruge og smid resten af dem væk og erstat dem af andre, som er særligt vigtige for netop dig.

Når du vælger at binde dig selv op på en psykologisk kontrakt, så betragt det som en form for selv-konkurrence. Er der f.eks. 3 ting under personlige målsætning, som er vigtige for netop dig men at du pt. kun har overskud til den ene, så iværksæt den og parker de to andre til du har mere tid og overskud til dem.

Personlig udvikling og målsætning skal være en leg og ikke en sur pligt for så holder det alligevel ikke. Og til sidst et godt råd: Vær altid tålmodig over for dig selv. Ting tager tid!

De bedste hilsener
Johnny Schultz, Psykolog

 

__________________________

StressCoach og Psykolog Johnny Schultz
Læs mere om stress kurser, trivsel og arbejdsglæde
http://www.stressnet.dk

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter
Taknemmelighed fører på magisk vis til større livsglæde. Læs mere