Stress smitter - gode råd til pårørende til en stressramt

Når vi taler om stress, er det helt naturligt for os at fokusere på de mennesker, der rent faktisk er ramt af stress – men hvad med de pårørende? Stress smitter, og med over 35.000 danskere sygemeldt hver dag med stress, er der langt flere der bliver berørt, og potentielt selv ender med en stress sygemelding. Er du pårørende til en stressramt, har du måske allerede selv mærket stress symptomerne?


På et tidspunkt i mit liv blev jeg selv ramt af stress. Det er mange år siden, men jeg husker stadig mine store frustrationer over ikke at blive forstået og  ”taget hånd om” af mine nærmeste i denne virkelig svære periode i mit liv. Det var i sær min mand, der stod for skud, og blev overdynget med bebrejdelser og manglende forståelse for mine behov. Efterhånden blev vores parforhold temmelig tyndslidt, og jeg oplevede hvordan min mand ”flygtede” fra mig og forsvandt mere og mere ind i sit arbejde, hvor han fandt  energien  til at klare den svære hverdag. Relationen til mine nære veninder blev også berørt, og jeg mærkede hvordan flere af mine veninder pludselig begyndte at trække sig som en konsekvens af, at jeg ofte brød vores aftaler og aldrig fik ringet tilbage. Heldigvis er vi kommet styrket ud på den anden side, og har fundet hinanden igen efter den svære periode.


I dag ved jeg, at jeg havde stress, men dengang var hverken jeg eller mine kære pårørende klar over, at det handlede om stress . De gjorde det bedste de kunne i situationen, men hvis både de og jeg havde haft en større viden om stress,  kunne forløbet have været mindre ”smertefuldt” for både dem og mig.

Jeg ved også, at det jeg oplevede ikke er et enkeltstående tilfælde. Flere af mine stressklienter fortæller hvordan ikke kun de selv, men også de pårørende oplever mange bekymringstanker i kølvandet på stress sygemeldingen. ”Hvad siger vi til familien og vennerne?”, ”Hvordan får vi hverdagen til at hænge sammen?”, ”Skal vi sige det til børnene?”, ”Kan vi melde fra til sociale arrangementer?”.


Måske du kan nikke genkende til dette. Din kære er ”forvundet” for en stund, og savnet er stort. Hverdagen virker uoverskuelig. Du er alene om alle de daglige gøremål, og måske er du blevet fanget i dit forsøg på at fortsætte hverdagen som før med risiko for, at du selv ender med en stress sygemelding.


Så er det nu du skal stoppe op!


For at kunne støtte en stressramt er det først og fremmest vigtigt, at du tager vare på dig selv. Men hvordan gør du det? Heldigvis findes der hjælp og støtte at hente - også for pårørende.


Da jeg ved, hvad det betød for mig, at jeg ikke følte mig set og forstået af mine nære pårørende, deler jeg hermed nogle tips til hvordan du, som pårørende, bedst kan støtte en stressramt.


1. Kuren mod stress er ro, så sørg for masser af ro, omsorg og kærlighed til den stressramte
2. Tag styringen og udnævn dig selv som direktør for ”kurhotellet”
3. Bed om hjælp i jeres omgangskreds - folk bliver kun glade for at kunne hjælpe!
4. Uddeleger og betal jer fra praktiske gøremål (rengøring, tøjvask, havearbejde, gåtur med hunden, osv)
5. Foretag indkøb over nettet - der findes i dag flere gode muligheder for online indkøb
6. Fortæl jeres barn/børn at mor/far har arbejdet meget og derfor har brug for ro i en periode
7. Sørg for, at du selv har steder, hvor du kan få tanket energi og få støtte igennem perioden


OG HUSK – det er kun for en periode!

Bedste hilsner

Bloggerne Heidie, Heidi og Lena

__________________________

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Stress smitter - gode råd til pårørende til en stressramt. Læs mere