Forurettet og negativ? Få hjælp fra din helt egen superhelt.
Kender du det når du går rundt i hverdagen og bruger oceaner af energi på at gruble over små uretfærdigheder og irritiationer? Småting der ikke kan eller skal ændres, men de får lov til at fylde dit sind med negative tanker og suger din energi.
Jeg kender det….eller rettere jeg KENDTE det. Mærkelige små hændelser holdt mit fokus fastfrosset, så jeg ofte ikke så alt det gode udenom. Det kunne f.eks. være at naboens bil holdt så jeg have svært ved at komme ud, det kunne være en tilfældig forbipasserende, bumpede ind i mig for derefter at hvæse en unødvendig dum kommentar. Jeg kunne bruge masser af tid på efterfølgende at gruble over hvad jeg kunne have gjort eller sagt for at få ”hævn” og den forurettede følelse kunne sidde i kroppen på mig længe efter, men til hvad nytte?? Hændelsen var jo sket og livet var gået videre. Dem der fremkaldte den negative følelse, vidste jo ikke hvordan jeg havde det alligevel, så det var kun mig selv det gik ud over.
Den del af mit følelsesliv blev dog ændret, for nogle år siden, da jeg blev introduceret til min helt egen superhelt!!
Vi kender alle til superheltene Superman, Spiderman, Batman osv. Hvad er det disse helte kan? De kan redde enhver situation. Når alt er kaos og ved at gå galt, så kommer de farende og redder situationen, til glæde og lettelse for ”offerene”.
Det kan min superhelt også. Han kan redde (næsten) alt og er altid behjælpelig, når jeg har brug for ham.
Hans navn er ”Pytmanden”. Hans superheltekræfter består i, at han kan sige ”pyt”. Og så kan han være alle steder på én gang. Han har evnen til at dukke op lige på det tidspunkt og sted, hvor jeg har brug for ham.
I mit hoved er han iført en superheltedragt i stil med Superman, men han er ikke så muskuløs og atletisk, han er nok nærmere lidt trind og rund…..og faktisk også lidt klodset…..men fantastisk hyggelig og rar.
Når noget går galt, så kommer han tumlende ind, ser på hvad der er sket med et undersøgende blik, vender ryggen til og siger ”pyt med det” imens han gør en affejende bevægelse med hånden…….og så er alt jo godt igen. For når han først har sagt ”pyt”, så er alt klaret og kan jeg komme videre, så behøver jeg ikke at bruge mere krudt på det negative, som er blevet ligegyldigt.
Det kan virke barnligt og fjollet at have sig sådan en ”pytmand”, men tro mig, han virker forrygende. Han hjælper mig hjerne til at være rummelig og tilgivende, til at ”give slip” og komme videre med fokus på det positive og vigtige.
Du må gerne låne min Pytmand og gøre ham til helt din egen. Måske dine børn, partner eller venner også kunne tænke sig at have en ”Pytmand”? Der er nok af ham til alle.
Så hvordan skal din ”Pytmand” se ud? Hvordan lyder hans stemme og hvordan ser hans bevægelse ud, når han siger ”Pyt med det”?
Prøv at lære ham at kende, måske allerede i dag. Jeg lover dig, han bliver en af dine bedste venner for resten af dit liv, så du kan godt begynde at glæde dig til hans hjælp.
Rigtig god weekend!
Hilsen bloggerne Heidie, Heidi og Lena
__________________________
Kommentarer
log ind eller opret konto for at skrive kommentarer