Tænk på din begravelse

Det her er en blogpost, der kan lyde morbid. Den tager udgangspunkt i et faktum, som vi helst ikke vil tænke på: At vi en dag skal herfra. At der kommer et øjeblik, hvor vores hjerte holder op med at slå, og det hele er slut. Selvom vi måske er skræmte af tanken, er det samtidig en af de mest effektive mentale øvelser, vi kan foretage os. At tænke på hvordan det ser ud den dag, vi forlader denne verden. Har vi livet det liv, vi gerne ville? Realiserede vi vores drømme? Tog vi selv de beslutninger og prioriteringer i tilværelsen, der gjorde vores liv meningsfuldt og (indholdsmæssigt) rigt?

Med disse spørgsmål in mente, så forestil dig den dag, forhåbentlig om lang tid, hvor du skal begraves. Du ligger i kisten, og det er kun din familie og dine pårørende, der er tilbage, samlet i kapellet, kirken, eller hvor arrangementet nu måtte foregå.  Hvem er til stede? Er der mange eller få? Hvem ville du invitere, hvis du kunne? Og nok så vigtigt, hvad tænker de mennesker, der er til stede, på, mens de sidder der på bænkene med tårevædede øjne? Hvad kan de huske om dig? Hvilke oplevelser sammen med dig mindes gæsterne til din begravelse, og hvorfor er det disse oplevelser, der har gjort indtryk?

Forestil dig scenen og stil derefter dig selv spørgsmålet:

Hvad vil du huskes for?

Der er ikke nogen anden halvleg. Du får ikke to chancer. Du har kun dette ene liv til at være noget for dine nærmeste, til at hjælpe andre mennesker og til at forfølge dine drømme. Når du ligger der i kisten, kan du ikke gøre mere, men du vil leve videre i den forstand, at du har betydet noget for de mennesker, der er med til din begravelse. Den betydning, du har haft for dem og de oplevelser, I har haft sammen, er noget, der skaber mening og glæde. Det er lige meget, om dit liv har været rigt på økonomisk velstand, for den velstand kan du ikke tage med dig i graven. Imidlertid vil du kunne lægge dig til ro med fred i sindet ved at vide, at du betød noget for andre. I så fald har dit liv været meningsfuldt. Har du samtidig en følelse af, at du faktisk har nået det, du gerne ville, at du virkelig levede, så har din tid på jorden været værdifuld.

Da min stedmor for et par år siden lå på et hospice på Frederiksberg, uhelbredeligt syg af kræft, besøgte jeg hende. Hun var mentalt klar, så tilbage på sit liv, og talte om det, hun kunne huske. Hun erindrede de oplevelser, vi havde haft sammen i familien, hun talte om hendes mange rejser til fjerne verdensdele, om min far, børn og børnebørn. Efter et stykke tid blev hun træt og skulle sove, og en af de sidste ting hun sagde til mig var, at vi har da haft det sjovt.

Få dage senere døde hun.

Jeg tænker, at det ikke er det værste, man kan sige, når man ligger på hospice og skal tage afsked med livet. Det gav på en eller anden måde mening.

Det var først senere, at jeg tænkte på, hvad hun ikke sagde den dag. Hun talte ikke om alle de vintermorgener, hvor vækkeuret havde ringet alt for tidligt, og der var for meget stress. Hun talte ikke om de dage, hvor jobbet som sygeplejerske havde været for hårdt og opslidende, og hun sagde ikke noget om de dage, hvor hverdagens forpligtigelser havde fyldt for meget og rejserne og oplevelserne for lidt. Ikke om de tv-udsendelser, hun havde set, ikke om de aftener, hvor hun, som vi alle gør det ind i mellem, var sunket ned i sofaen foran tom tv-underholdning, og ikke om timerne i bilen til og fra arbejde gennem mange, mange år.

Det er således en effektfuldt for os at forestille os vores begravelse, for det får os til at stille det vigtige spørgsmål, om vi lever det liv vi i virkeligheden gerne vil, og om hvad der skal til for at skabe positive forandringer i vores liv. I forlængelse heraf kan du også spørge:

Hvad er det, jeg husker?

Når jeg spørger mig selv, om hvad jeg husker, for eksempel fra de sidste ti år af mit liv, kan jeg være lige ved at græde. Af alle de timer, der om aftenen har været brugt foran fjernsynet, på et job der ikke var andet end kedelig rutine, på livsstilsartikler i ligegyldige blade, på endeløs surfing på internettet. Hvor mange timer bliver det ikke til på et år? Jeg husker det jo ikke, ikke fodboldkampene i tv, ikke Facebook-opdateringerne, ikke modeserierne i Euroman.

Til gengæld husker jeg cykelturene med børnene, på en sommeraften, hvor vi alle fire spiste pølser og sauerkraut på en af Salzburgs smukke pladser, på den gode aften med vennerne, hvor vi en eftermiddag i september drak fadøl på en fortovscafé, det øjeblik hvor jeg stod med min første, trykte bog i hånden, den eftermiddag, jeg sad på en strandrestaurant i det sydlige Indien og så solen gå ned, den augustaften, hvor min hustru og jeg drak et glas hvidvin på vores tagterrasse og talte om livet. Dagene med det rutineprægede job, surfingen på nettet, tv – det husker jeg ikke. Det flyder sammen for mig. 

Hvad husker du fra dine seneste ti år? Hvad bliver til en grå masse i erindringen, og hvad står klart for dig. Og i forlængelse heraf: Har du levet nok? Lever du nok? Hvad ville du gerne opleve mere af, hvis du kunne? Hvad kan du gøre for at komme til at leve mere? Hvilket skridt kan du tage i dag? Når du først ligger i kisten, er det for sent. Lige nu, i dag, er det ikke. Derfor kan bevidstheden om, at vi skal dø være en af de stærkeste, hvis vi ønsker et rigere og mere meningsfuldt liv. En dag bliver det for sent for dig, men den dag er her ikke endnu, Udnyt dagen i dag. Det gør en forskel, du ikke havde drømt om.

 

__________________________

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Begravelse - Hvad vil du huskes for? Læs mere