Undskyld fra hjertet

Jeg gik i 9. klasse på en efterskole. Og ja - det var ikke meningen det skulle gå ud over nogen, men jeg kunne ikke holde det ud inde i mig selv, og derfor "råbte" jeg om hjælp ved at banke Helle. Helle var min værelseskammerat og sød som bare pokker. Helle havde det vist heller ikke helt nemt, men hun var et let offer. Det var ihvertfald hende der var der - og hende det måtte gå ud over.

Jeg var sendt på efterskole fordi min mor drak, og min far arbejdede meget. Min mor og mig kunne ikke holde hinanden ud, og så var den lette løsning for alle parter vel at sende mig afsted på efterskole - langt væk. 

Det var ikke nemt at være der. For jeg følte mig så ensom, sendt væk, forkert og alene. Jeg fik breve tilsendt fra min mor. De var ikke skrevet i en brandert allesammen. De beskrev hverdagen og hvordan de hyggede sig derhjemme - sådan husker jeg det ihverfald. 

Jeg fik også pakker tilsendt fra min far. Cirka 2 kg slik hver anden uge. Med et af hans firmakort "Klink er Flink" og en lille kort hilsen.

Derfor bankede jeg Helle, når jeg havde muligheden for det. Når jeg lå på værelset og havde det skidt, og Helle kom ind - ja så angreb jeg. Og så sloges vi. 

Det var ikke fordi jeg kunne lide det, men alligevel føltes det dengang rart, for noget af ensomheden, forkertheden og al lortet kom på en eller anden måde ud.

Jeg stoppede først den dag en lærer kom og talte med mig. Ja altså talte og talte. Jeg fik besked på at stoppe med at banke Helle, fordi ellers ville de fortælle det til min mor og far.

Så stoppede jeg!

Jeg har altid elsket og været afhængig af min far, for min mor kunne jeg ikke stole på og ikke lide. Så jeg blev så bange for at min far ville blive sur på mig, og frastøde mig. Og så ville jeg blive endnu mere alene.

I min karakterbog for 9. klasse står der: Lotte var en flink pige.

Ingen lærere spurgte mig dengang om hvorfor jeg slog. Ingen lærere snakkede med mig og spurgte ind. Det kan stadig undre mig!

Kære Helle - hvis du læser dette, så mener jeg fra bunden af mit hjerte UNDSKYLD.

Undskyld at det skulle gå ud over dig. Det er jeg virkelig ked af.

Jeg har længe gået med denne blog og denne undskyldning i mit hjerte. Men har været lidt i tvivl om hvornår den var klar til at komme ud. Og det var den så nu.

Jeg får flere og flere unge mennesker der kommer og taler med mig om deres ensomhed. Deres frygt. Deres ubalance. Og der er rigtig mange af dem.

Jeg var en af dem. Jeg var en af dem der havde så meget brug for en fortrolig voksen der kunne lytte, møde og forstå. 

Jeg gik i stedet ned med stress som 40 årig, for først der kunne jeg ikke kæmpe mere.

Alle har brug for en der tror på dem. En der bekymrer sig. En der lytter.

Undskyld Helle!

 

De bedste hilsner

Lotte Klink - stress-ekspert

 

__________________________

De bedste hilsner
Lotte Klink, Stress Ekspert  + 45 41 14 64 14
Se mere på www.lotteklink.dk

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Unge føler sig ensomme, stressede, forkerte. Læs på Levlykkeligt.dk